Weekendavisen den 26. januar 2024
Selvbillede. Hulda Lütken skriver uskolet, uregerligt, modigt og trodsigt om det begær, som driver både voksne mænd og purunge kvinder ud over kanten.
Hulda Lütken: De uansvarlige. Med forord af Emma Rosenzweig. 352 sider, 249,95 kr. Gyldendal.
Så siger vi goddag og velkommen til endnu en klassikerserie, og jeg citerer: ”Gyldendal Nordisk er kendte og glemte klassikere fra den tid, hvor det nordiske selvbillede bliver skabt på diskussioner om køn, klasse, tro og moral. Det er radikale værker, der forandrede verden, og som stadig er spillevende.”
Nordisk selvbillede? Fin idé. Ganske vist har den fællesnordiske identitetsbevægelse rødder i den post-romantiske skandinavisme, som opstod allerede i 1800-tallets begyndelse, altså små hundrede år tidligere end denne nye series ældste roman. Til gengæld peger nøgleord som køn, klasse, tro og moral bedst på Det Moderne Gennembrud i sidste tredjedel af 1800-tallet.
Litteraturhistorisk set har to af seriens tre første romaner hamret solide pløkker i nordisk jord, nemlig svenske Selma Lagerlöf Gösta Berlings Saga (1891) og norsk-kalundborgske Sigrid Undset Kristin Lavransdatters (1920). I forhold til disse to Nobelprisbelønnede forfatter, lever Hulda Lütkens De uansvarlige (1933) langt bedre op til kriteriet om at være glemt.
Hulda Lütkens (1896-1946) roman udspiller sig i en kejtet familie i en navnløs dansk stationsby, hvor religiøs moraliseren, sladder og social kontrol hersker. Som ung blev Therese besvangret af forvalteren på den gård, hvor hun tjente. Heldigvis forelskede karlen Ejnar sig i hende, og han tog Thereses nyfødte pige, Agathe, til sig som sin steddatter. Sammen har parret desuden datteren Erna og et par små tvillingedrenge.
I taknemmelighed over at Ejnar tog hende og Agathe til sig, har Therese fundet Gud. Hun er nu under moralsk og religiøs indflydelse af ”de sorte damer” fra byens missionsmenighed. Til gengæld er Ejnar ikke religiøs.
Heller ikke datteren Agathe holder sig på dydens smalle stil. Hun lever et flyvsk liv udenfor sin mors kontrol sammen med Clarenca, der er datter Thereses mandhaftige veninde Sørine, som også blev gravid udenfor ægteskabet som ung. Nu er Sørine syerske og frisør for byens damer, men går helst sine egne veje.
Therese har fået at vide af lægen, at hun ikke kan tåle flere børnefødsler. Ikke desto mindre bliver hun gravid endnu engang. Hun har fornemmet, at Ejnar drives mod den erotisk vakte Agathe, og for at beskytte datteren, åbner hun sengen for sin mand. Det bliver skæbnesvangert. Da Therese dør er Ejnar fuld af skam og anger, men kort efter havner han i sengen med sin steddatter. Det ender fatalt for begge.
Den fornuftige og besindige Erna har nu mistet hele sin familie, og hun må tage en plads i huset hos en af de ”sorte damer”, mens missionsfolkene tvinger tvillingerne fra hinanden og sender dem ud på hver sin gård.
Imens er også den vidtløftige Clarence blevet gravid, men hun nægter at tage sig af sit eget barn. Det bliver derfor Sørines ansvar at passe barnebarnet, mens hun samtidig forsøger at vejlede Erna, som dybest set bare drømmer om Jørgen Christian, som hun i sin tid gik til præst med. Men han ser ikke til hendes side, og stakkels Erna bliver forført af en parfumesælger, som giver hende gonorré. Derefter er der kun mergelgraven tilbage.
Som det fremgår er De uansvarlige fuld af menneskelig smerte og fortabelse. Alle og enhver er omfattet af romanens titel, og med udgangspunkt i Thereses splittelse mellem begær og cølibat, peger de skæbnesvangre livsmomenter på det erotiske.
Da Therese er død, vender Ejnar sig mod Agathe. Hun støder ham ikke fra sig, og ”en stor, vild nat kom til dem”. For Ejner er Agathe en ”stor, rød synd, hvis flammer han søgte, og som han ønskede skulle fortære ham, fortære ham så helt, at han kunne glemme Therese.”
For Agathe ligner Ejnar kortvarigt en mulighed for det ”menneskene kaldte kærlighed”, men hun kvæler selvbedraget, og efter den store, vilde nat er hun iskold:
”Hendes kolde, beregnende natur fornægtede sig ikke. Agathe var beregnende, selv i sin elskov. Alt hvad hun gav, gav hun kun til sig selv. Og af raseri over, at hun havde blottet sig så meget, gav hun sig ophidset til at tale om sin moder, som anede hun, at hun netop her kunne ramme ham. Og vild af ophidselse kastede hun sin store skyld på ham. Den sorte blomst havde vokset sig stærk i hende. Den skulle udryddes. Ejnar skulle undgælde. Hun frådsede i had, denne pige, jaget af son onde samvittighed.”
Med sådan en vild, lidenskabelig grusomhed blotter Hulda Lütken hver en nerve i skildringen af det forbudte forhold mellem stedfaren og steddatteren, den røde synds flammer. Det bemærkelsesværdige er, at synden og skylden ikke er Ejnars alene.
Agathe og Erna repræsenterer hver en side af deres mor, Therese. Begæret og kyskheden er to sider af det menneskelige, og trods moraliserende ubønhørlighed, kan religionen ikke undertvinge det syndige. Deri ligger romanens forbløffende modige skildring af seksualiteten som noget, der ikke er forbeholdt mændene. Kvinderne, også de purunge, er drevet af drifter, og selv Erna, den rene, kyske og naive sjæl, bliver offer for eros.
Sprogligt set er Hulda Lütken en vild krabat. Hun skriver – ligesom i det lyriske forfatterskab – tungt og dunkelt, men også klangfuldt og mærkeligt. Hun kan finde på at skrive ”han liede det ikke” i stedet for ”han kunne ikke lide det”. Når en kvinde flirter med en mand, hedder det, at ”hun udviklede sig for ham”. Og når de unge mennesker er ude og føjte, hedder det at de ”går på livet”.
Jeg ved ikke om vi her har at gøre med nordjyske dialekt (Hulda Lütken voksede op på Frederikshavn-egnen), gamle udtryk som jeg bare aldrig har hørt før, afsmitning fra den missionske terminologi, eller – hvad jeg håber – forfatterens egne neologismer.
Emma Rosenzweigs forord til De uansvarlige er mig en gåde. Hun skriver med sitrende følsomhed om at miste stemmen, læse i en flyver, flytte til en ny lejlighed, lægge chilier i blød. Men Hulda Lütken kendte hun ikke til i forvejen, medgiver hun (hvorfor forlaget så hyrer hende, forstår jeg ikke), og hendes forord er da også absolut ubrugeligt som introduktion til forfatteren og forfatterskabet, her er absolut ingen levnedsbeskrivelse og ingen litteraturhistorisk placering og perspektivering overhovedet, kun pludselige følelser.
Hvis man gerne vil have anderledes ansvarlig baggrundsviden til sin romanlæsning, bør man derfor opsøge Anne-Marie Mais forfatterskabsportræt i Nordisk Kvindelitteraturhistorie, Hans Otto Jørgensens efterord til genudgivelsen af Hulda Lütkens Degnens hus (1929/2018) og Erik Skyum-Nielsens Ud af skyggerne. Kvindernes litteraturkanon, der udkom i fjor.
Hulda Lütken er en uskolet, uregerlig og lidenskabelig forfatter, modig og trodsig, grænseløs og oprørsk. Som roman passer De uansvarlige, hvor begæret driver både voksne mænd og purunge kvinder ud over kanten, godt til den nye series idé om køn, klasse, tro og moral, men det er temaer, som andre glemte kvindelige forfattere tog fat på længe før Hulda Lütken.