Anmeldelse i Weekendavisen den 26. juni 2009.
Generationsroman. Hvad gør man ikke, når man hader sine bedste venner?
Verdenssmerte
Man har ligesom set det før: To enspænderdrenge bliver bedste venner. Den ene får en kæreste. Den anden dyrker sin opposition til alt. De tre er uadskillelige, og fremtiden ligger for deres fødder. Pludselig bliver trenigheden brudt, følelserne bryder ud af kontrol, tingene eskalerer og det hele bryder sammen i vold, hærværk og svigt. Var der nogen der sagde Janus, Tore og Helle? Eller Jac, Stankelben og Lisa? Eller Bjørn, Claus og Anni?
Ja, Tore Renberg skriver i samme rille som Klaus Rifbjerg i genrationsromanernes mesterstykke over dem alle, Den kroniske uskyld og Bo Green Jensen og Bjarne Reuter i firserklassikerne Dansen gennem sommeren og Når snerlen blomstrer – og mange, mange andre forfattere, der har ramt plet med deres skildringer af de satans vidunderlige og vanskelige teenageår.
I Mig og Yngve er vi i Stavanger netop som 1990’erne begynder. Den kolde krig er forbi, og de unge på 17 er i fuld gang med at nærme sig voksenlivet uden rigtigt at opdage, at verden af i morgen er helt anderledes end verden af i går. De synes stadig at kapitalismen har spillet fallit, og at udbytterne skal stille op ad en mur og skydes når revolutionen kommer. Mens resten af verden omstiller sig til et liv uden Berlinmur, Sovjetunionen og apartheid, mener de unge i Stavanger stadig at samfundet er råddet. Men det vigtigste er nu at musikken spiller, og der er øl og piger i farvandet.
Jarle Klepp – forfatterens alter ego og allerede en nyklassisk skikkelse i norsk ungdoms-voksen-litteratur – er skilsmissebarn, spændt ud mellem hverdagen med moren og de få pligtbesøg hos faren. Jarle drømmer om et gennembrud med sit Mathias Rust Band, der spiller knaldhård punkt med samfundskritiske tekster. Hans ven og makker Helge ville nu hellere have haft, at bandet skulle hedde Fissesatan Anarkikommando, men det er så blevet titlen på et af deres numre.
Mens de dyrker musikken og omhyggeligt vedligeholder deres verdenssmerte og politiske image, nyder Jarle både kærlighed, kammeratskab og sex med Katrine. Men så dukker Yngve op, og pludselig slår en hidtil ukendt homoerotisk forelskelse ned i Jarle. Herfra udvikler romanen sig til en lidelseshistorie for den følelses- og identitetsforvirrede unge mand, der vikler sig ud i et spind af løgne, indtil uoverskuelighederne tager magten fra ham. Hvad gør man ikke, når man hader sine bedste venner, spørger han sig selv, da det hele ramler sammen i et jalousislagsmål på et værtshus.
Unge mennesker vil elske romanen. Og de der var unge omkring 1990, vil elske det nynostalgiske tidsbillede. Vi andre kan nok gennemskue, hvor det hele bærer hen alt for tidligt, for der er desværre ikke mange nyheder eller overraskelser i vente i denne underholdende, men lige lovlig standardiserede roman.
Tore Renberg har ramt en ren tone med romanserien om Jarle Klepp, som storsælger i Norge. Danske læsere stiftede første gang bekendtskab med Jarle i romanen Kompagni Orheim, som ellers er det andet bind i rækken. Mig og Yngve er første roman i serien, der udkommer i omvendt rækkefølge på dansk. Men da forfatteren selv hopper og springer i tid og begivenheder, er kronologien faktisk mere rigtig på den måde. Efter de to første romaner om Jarle Klepp & Co. følger Charlotte Isabel Hansen fra i fjor, og til september er der norsk premiere på den fjerde i serien, Pixley Mapogo.
Tore Renberg: Mig og Yngve. På dansk ved Jannie Jensen & Arild Batzer. 428 sider 298 kr. Batzer & Co.