Weekendavisen den 1. marts 2024
Stilstand. Viggo Bjerring og Carsten Müller Nielsen leverer velskreven og værdifuld samtidslitteratur om vores livsbetingelser i en verden på randen af knockout.
Viggo Bjerring: Hjertets geometri. 248 sider. 259 kr. Roman. Ekbátana.
Carsten Müller Nielsen: Ved slutningen af en vinters roman. 162 sider. 259 kr. Roman. Jensen & Dalgaard.
Carsten Müller Nielsen (f. 1977) og Viggo Bjerring (f. 1981) hører ikke til de mest kendte danske forfattere, men de er ikke desto mindre blandt de mest læseværdige.
Fra de ukendtes undergrund er de begge rykket ind mod cirklens centrum inden for de seneste år. Carsten Müller Nielsen har vundet DR Romanprisen, og Viggo Bjerring har været nomineret til Weekendavisens Litteraturpris. Det er særdeles fortjent.
I denne uge udkommer de så begge – og lad os kippe med flaget for de uafhængige forlag Ekbátana og Jensen & Dalgaard – med relevante romaner, som bemærkelsesværdigt nok stiller de samme spørgsmål:
Hvordan reagerer et menneske, der pludselig er isoleret i en tømt verden? Hvad stiller man op, hvis det påhviler én at opretholde eller genetablere en (verdens)orden, som er gået i opløsning? Kan man bevare håbet om normalitet og menneskelighed?
De to forfattere tænker – på hver sin måde og i hver sin stilart – helt parallelt, både om civilisationssammenbruddet og om det isolerede individ. Mens Viggo Bjerring hengiver sig til fantasiens grænseløshed med en logik, der er absurd ad libitum, holder Carsten Müller Nielsen sig til en krigsramt verden, som meget vel kunne være Ukraine netop nu.
At Viggo Bjerring og Carsten Müller Nielsen begge interesserer sig for det dystopiske netop nu, er nemt nok at forklare. Vi lever i urolige tider, og det reagerer litteraturen på.
Viggo Bjerrings Hjertets geometri er en direkte fortsættelse af Verdenshjertet, den grænseløst mærkelige roman om verden som et selvmultiplicerende simulationsprodukt med et systemfejlsramt hjerte, som truer med at sætte alt i stå. Den store stilstand nærmer sig, hvis ikke verdenshjertet – som befinder sig under en villa på Roligheds Allé i Espergærde – kommer i gang igen.
I DEN NYE ROMAN er stilstanden indtruffet. Hjertet er gået i stå, og alle mennesker er frosset fast midt i deres bevægelser, klokken er 11.07 den 10. marts.
Den eneste, der ikke er omfattet af den store stilstand, er Mads. I den første roman var han en akademisk prekariatsfreelancer, der via en ghostwriteropgave kom i kontakt med nogle mystiske mennesker i villaen over verdenshjertet. Nu får han den idé, at han kan genstarte hjertet som en menneskelig pacemaker. Men hvordan skal det lykkes?
»Verdenshjertet var både organisk og mekanisk. Så hvis jeg kravlede ind i hjertet, var der så ikke en lille chance for, at verden gik i gang? Jeg var måske kun en mikroskopisk impuls i forhold til det store hjerte, men hvorfor ikke give håbet en chance? Hvad hvis jeg rent faktisk kunne gøre noget?«
Ja, Mads har en mission som hjertestarter, der ligger lidt ud over det sædvanlige, i hvert fald for prekariatets akademikere. Det er vel kun folk som Superman og Ethan Hunt fra Mission Impossible, der er vant til at redde verden på den måde.
Verdenshjertet er en vildt udtænkt dystopi, som nok trækker på mange af genrens særtræk, men alligevel har sin egen chokfri tone. Her er ingen planetariske plantemonstre som i John Wyndhams uhyggelige Da trifitterne kom, ingen zombier som i Richard Matheson I Am Legend, ingen medmennesker, der er forfaldet til kannibalisme som i Cormac McCarthys Vejen.
Verdenshjertet er genrebeslægtet med tyske Marlen Haushofers Væggen, hvor en frossen stilstand også finder sted, stilbeslægtet med Rakel Haslund-Gjerrilds Alle himlens fugle, hvor vi også følger det sidste levende menneske i en destrueret verden, og stemningsbeslægtet med Jens Sigsgaards børnebogsklassiker og ensomhedsgyser Palle alene i verden.
CARSTEN MÜLLER NIELSENS Ved slutningen af en vinters roman – det er ikke forfatterskabets mest legesyge eller gådefulde titel, min favorit er Overnatning i sparsomt møbleret værelse – foregår i en navnløs by i et navnløst land, men personernes navne indikerer Ukraine.
Viceværten Irena vælger at blive i den ejendom, hun har ansvaret for, mens de andre beboere flygter fra granaternes glidende bånd. Hendes mand døde, før krigen brød ud, og sønnen Alex er på gymnasiekostskole. Hvis han da ikke er omkommet ved fronten.
Med sin hovednøgle låser Irena sig ind i lejlighederne. Hun sætter beskyttelsesbrædder for vinduerne og passer potteplanterne. Af og til låner Irena lidt til sig selv fra familiernes forrådskamre, og hos en kunstprofessor tager hun bøger, som hun bruger til optændingsbrænde, men kun dem uden illustrationer.
Hver gang hun tager noget, skriver Irena en seddel til naboerne om, hvad hun har lånt, og hun beder dem om at banke på, når de kommer hjem, hvis hun ikke selv har hørt dem. Inderst inde ved hun måske godt, at hun kommer til at vente forgæves, hør bare:
»Om natten, når jeg ligger på sofaen, ser jeg de andre fra opgangen inde i væggen, deres hud er det hvide tapet, de bevæger sig derinde, låner ansigtstræk fra hinanden, trænger frem og forsvinder væk igen, de kalder på mig med åbne munde, men jeg kan ikke høre dem, jeg er bange for, de skriger.«
Så fin og nænsom lyder Carsten Müller Nielsens krigsprosa, der, når den er bedst, minder lidt om Agota Kristofs tone, bare uden kynismen og vreden. Her er resignationen bærende for bevidstheden. Men Irena holder modet oppe og håbet i live. Som det hedder i den rørende slutsætning: »Jeg passer hundene, vander potteplanterne, en dag kommer de alle sammen hjem.«
Ud over den fælles interesse for den sammenbrudte verden er de to forfattere også helt på linje, når det handler om at give det isolerede menneske et antydet selskab og fremtidshåb: Hos Viggo Bjerring har Mads en kat, som hedder Katten, og hos Carsten Müller Nielsen har Irena en hund, som hedder Hund. Så oplagt er det at gribe ned i dystopiens narrative klichepose.
Men pyt nu med det. Hjertets geometri og Ved slutningen af en vinters roman er velskreven og værdifuld samtidslitteratur om vores livsbetingelser i en verden på randen af knockout, hvor klimaet, krigene og den kunstige intelligens ændrer forudsætningerne for menneskelivet.