Weekendavisen den 18. marts 2027
Kommentar. Forfatterne må meget gerne begynde at skrive om antinatalisme og reproduktion.
For et par uger siden udkom debutanten Inger Smærup Sørensens roman, Dødsbo, der skildrer en kvinde, som forsøger at sætte så små aftryk i verden som overhovedet muligt, fordi hun er overbevist om, at dyrene, insekterne, de hvirvelløse og alle planterne vil overleve os mennesker.
Dette blik på eksistens og verden er udtryk for en tendens i tiden, som sandsynligvis vil komme til at præge litteraturen i vores katastrofiske fremtid.
I de senere år har en af de litterære hovedtendenser handlet om moderskab, fertilitet og ufrivillig barnløshed (og intet tyder på, at bølgen bliver brudt), men fremover kommer forfatterne også til at skrive romaner om de trusler og tabuer, der knytter sig til konsekvenserne af at avle børn.
Sagen er, at vi i den vestlige verden er holdt op med at reproducere os selv i et omfang, der kan holde vores befolkningstal oppe. I år 2100 er vi halvt så mange danskere. Som antropolog og forfatter Henrik Hvenegaard Mikkelsen sagde forleden i Berlingske, falder fertiliteten, når middelklassen er blevet stor nok til at sætte sine bekymringer på dagsordenen.
Men middelklassen vokser også i Afrika, bare uden at det går ud over deres forplantningsfrekvens, hvilket presser klodens bæreevne. Hvornår mon den afrikanske middelklasse begynder at bekymre sig på vores måde? Og hvad gør vi for at redde Danmark? Er de unge mennesker villige til at få flere børn for befolkningsvedligeholdelsens skyld? Skal vi kompensere for forplantningsfaldet med indvandring og robotintelligens?
Der er slået dystopisk demografisk alarm, og vi må forvente en bølge af skønlitteratur om det drastiske fertilitetsfald og dets mentale dybder. Over for den nationale fertilitetsbekymring står jo den angst, som overbefolkning og klimaforandringer afstedkommer.
DEN LITTERÆRE OPMÆRKSOMHED om rovdriften på ressourcerne og den dalende reproduktion findes allerede i den filosofiske litteratur, ikke mindst i den del af mikroforlæggeriet, der kalder sig Forlaget Senmund. Herfra udgives en skriftserie om forplantningens etik med den foruroligende titel »Bibliotek for antinatalisme«.
Antinatalisme er en oldgammel eksistenspessimistisk filosofisk retning, der mener, at det var bedre, hvis vi aldrig var blevet født, fordi menneskelivet er meningsløst og udsigtsløst. En nyere udgave af antinatalismen tager udgangspunkt i børnefødsler som noget decideret negativt. Radikale antinatalister mener, at vi skal holde op med at reproducere os selv, fordi menneskeheden slet og ret bør uddø.
Argumenter imod liv er et paradoks. Livets mening er jo at opretholde livet. Men når menneskets aftryk truer selve dets egen eksistens, fravælger flere og flere at reproducere sig selv. Det har jeg stor forståelse for.
En mennesketom klode er en ekstrem idé, som litteraturen tit har leget med, fordi den rummer alle menneskers angst for at miste identitet, livsmening og fællesskaber. Men for eksistenspessimisterne er det ikke fiktion. Den litterære antinatalisme er tæt knyttet til en økokritisk protest mod rovdriften på ressourcerne og overbefolkningens konsekvenser for skovrydning, artsuddøen, klimakrise og så videre. De ønsker en udvikling, hvor Palle er alene i verden og ikke kan reproducere sig selv.
Tydeligst er antinatalismens eksistentielle pessimisme nok i den filosofiske refleksionslitteratur, men som en subgenre under klimakrisefiktionen vil en ny bølge fødselsfornægtende litteratur om demografiske dilemmaer og menneskets forræderiske aftryk sandsynligvis begynde at rulle. Inger Smærup Sørensens roman viser vejen