Weekendavisen den 5. april 2024
Da Selma Lagerlöf udgav sin debutroman Gösta Berlings saga i 1891, havde Georg Brandes’ dekret om, at litteraturen skulle beskæftige sig med ægte samfundsproblemer, hersket i et par årtier.
På mange måder bidrog Selma Lagerlöf også til denne tendens med sin romans kritiske skildring af kvinders stilling i samfundet. Men samtidig slog hun en ny tone an og åbnede for den religiøsitet, som de progressive havde vendt ryggen. Det moderne gennembrud blev efterfulgt af det sjælelige gennembrud.
Selma Lagerlöf blev født i 1858, men Gösta Berlings saga er sat i 1820erne, altså i romantikken, som det moderne gennembrud gjorde op med. Romanen foregår i en epoke i Värmlands historie, som forfatteren kun kendte gennem familiefortællinger om en traditionstynget landbrugskultur, som forandres under fremkomsten af fabrikker, der udvinder jernmalm.
Selma Lagerlöf placerer en gruppe mænd, såkaldte kavalerer med deres storhedstid bag sig, som nu lever et retræteliv, på jernværksherregården Ekeby.
Den yngste kavaler er vores Gösta, en drikfældig og falleret præst, men også en flot fyr med karisma. Herregårdens frue, majorinden, har samlet ham op af en snedrive, hvor han havde lagt sig til at dø, og nu har han så indtaget pladsen som kavalerflokkens leder.
ROMANENS HANDLING sættes i skred med en flot intrige: En gemen og intrigant fabriksejer ved navn Sintram sætter lus i skindpelsen mellem majorinden og kavalererne. Klædt som Djævelen selv bilder han mændene ind, at han har indgået en pagt med majorinden: Hun skal hvert år ofre en kavaler til ham.
Med Gösta i spidsen gør mændene oprør. Majorinden bliver smidt på porten, og kavalererne indgår en ny pagt med den onde Sintram i djævleham: Mændene overtager ledelsen af Ekebys syv jernværker, men hvis de i løbet af det kommende år gør noget som helst nyttigt eller fornuftigt, kan Djævelen tage dem alle.
Herefter går det over stok og sten i en begivenhedsmættet komposition, hvor forfatteren dels trækker på Faust, Mefisto og Kristus, dels på den värmlandske natur og folkelige tradition for røverhistorier, dels vikler sin læser ind i rænkespil og magtintriger, der ikke står tilbage for Shakespeare.
Selma Lagerlöfs fortælleglæde er grænseløs, hør bare, hvordan hun indleder kapitlet med den skamløst inciterende titel »Spøgelseshistorier«:
»Åh, sene tiders børn! Jeg har intet nyt at fortælle jer, kun noget som er gammelt og næsten glemt. Mundtlige overleveringer har jeg fra barnekammeret, hvor de små sad på lave skamler rundt om eventyrfortællersken med det hvide hår, eller fra bålet i hytten, hvor karle og husmænd sad og talte sammen«
Hvem er denne »sene tids børn«, som hun taler til? Det er os! Os læsere, både dengang i 1890erne og nu, 135 år senere, og dengang som nu sidder vi for fortællerens fødder og lytter til de nedarvede historier.
Man mærker romanen om Gösta Berling som et tydeligt forbillede for storytelleren Karen Blixen, både som pagtfortælling, naturbesjæling, skæbneanekdote, herregårdshistorie og sprogligt udstyrsstykke.
Helt ekstremt bliver slægtskabet mellem Selma Lagerlöf og Karen Blixen, da romanen stiller dette retoriske spørgsmål: »Kan den, hvis sjæl er blevet mættet med historier, nogensinde gøre sig fri af deres magt?«
AT SELMA LAGERLÖF var en kun 33-årig lærer, da hun debuterede med denne vidtfavnende og vildtvrinskende krabat af en roman, er svært at forstå. Men fra første anslag havde hun fundet sin blændende stilsuverænitet med et gnistrende, opulent og udmattende sprog, som Anne Marie Bjerg omsætter til flydende, flot dansk.
At mændene på Ekeby kaldes »kavalerer«, er logisk nok, men også problematisk. Ordet rummer ikke de samme nuancer, som man forstod af 1890ernes svenske kavaljerer. Dengang dækkede begrebet over militærfolk, der efter soldatertiden blev huset som pensionærer (og pensionister) på de svenske herregårde. Ordet til trods skal man ikke opfatte »kavalererne« som dannede og belevne, men som storskrydende levemænd.
Mere irriterende er oversættelsen af det svenske ord brukspatron, som slet og ret betyder en fabriksejer, her en ejer af et jernbrug eller jernværk. På dansk oversættes der alt for direkte til »brugspatron«. Det lyder jo som en reservedel til en printer.
Endelig er selve romantitlen i sig selv, Gösta Berlings saga, en fejl på dansk. Ganske vist gør forfatter Anne Lise Marstrand-Jørgensen ordet »saga« til en dyb pointe i sit forord. Selma Lagerlöf peger med sit ordvalg på en oldgammel tradition, skriver hun, »hvor historierne er knyttet til egne og slægter, hvor der findes en verden af sagn og eventyrlige væsner, og hvor menneskers karakter altid afsløres gennem gerninger«.
Ja, måske nok. Men det gør ikke ordet »saga« velanbragt på dansk. En retvisende oversættelse havde været »Gösta Berlings eventyr«, men den chance blev én gang for alle forskertset allerede ved (den i øvrigt meget fortjenstfulde litterære pioner) Ida Falbe-Hansens lige lovlig loyale oversættelse fra så tidligt som 1892, året efter romanens udgivelse på svensk.
TIL SIDST MÅ JEG lufte en fornemmelse:
Da Selma Lagerlöf navngav sin karismatiske og styrvoltske hoved- og titelperson, var initialerne GB ingenlunde grebet ud af den blå luft.
Georg Brandes, de moderne og frisindedes bannerfører, havde været i frivilligt eksil i Berlin i nogle år, men i 1887 vendte han hjem til København, arnestedet for den såkaldte sædelighedsfejde, den litterære moraldebat om ægteskab og seksuel frihed og lighed, der dengang brusede over hele Skandinavien.
I 1885 var Selma Lagerlöf kommet fra Värmland til Landskrona for at arbejde som lærer på en pigeskole, og her begyndte hun at skrive det, der skulle blive hendes senere så legendariske debutroman om en eventyrlysten præst, der har mistet sit kald og sin tro.
Selma Lagerlöf kunne se over sundet til Danmark, hvor den hedonistiske høvding huserede som litterær ideolog og kvindebedårer, og hun havde garanteret fulgt med i tragedien om landsmandinden Victoria Benedictsson, der i 1888 begik et grusomt selvmord i kølvandet på en ulyksalig forelskelse i den danske kritiker.
Georg Brandes var på alles læber, og jeg har på fornemmelsen, at Gösta Berling bærer nogle af de træk, Selma Lagerlöf så i ham. Også Gösta er karismatisk og kontroversiel, også han er en handlingens mand, altid forrest i flokken, antiautoritær og frygtløs, intellektuel og erotisk, dragende og skræmmende, en vaskeægte forfører (hans hest hedder Don Juan!), som kvinderne falder for og brænder sig på. Georg og Gösta, Brandes og Berling.
Selma Lagerlöfs litterære gennembrud blev først sikret gennem hendes personlige bøn om anerkendelse til netop Georg Brandes. Han blåstemplede Gösta Berlings Saga i en anmeldelse i Politiken i 1893, og da han døde i 1927, skrev Selma Lagerlöf, at hun stod i en litterær gæld til ham, som hun aldrig ville kunne afdrage på.
Om min fornemmelse holder eller ej: Gösta Berlings saga er et litterært brohoved, der rækker fra den brandesianske problemlitteraturs moderne gennembrud ind i den sjælelige symbolisme. Svensk ind til marven – og senere kom jo Niels Holgersen – men alligevel afgørende for os i Danmark, som den rækker en overlegen hånd over sundet til Georg Brandes og samtidig lægger landgangsplanker ud for Karen Blixen.
Hen mod romanens slutning gør Selma Lagerlöf sin Gösta Berling og en slem tørkesommer i Värmland til to sider af samme sag. Regnen nægter at falde, jorden nægter at nære, vinden nægter at blæse, og det fortællende jeg træder for en sjælden gangs skyld frem og klager:
»Åh, det dejlige solskin, det livgivende solskin, hvordan skal jeg kunne fortælle om dets onde værk?«
Det er et retorisk spørgsmål, som ikke forhindrer jeget i selv at give svaret: »Solskinnet er som kærligheden. Hvem kender ikke de ugerninger, den har begået, og hvem kan lade være med at tilgive den? Solskinnet er som Gösta Berling. Det glæder hvem som helst, derfor tier alle med det onde, som de har forårsaget.«
Solskinnet og kærligheden. På én gang gjort af glæde og ugerninger ligesom levemændenes stridbare anfører, lidenskabelige kvindebedårer og intelligente folkefører Gösta Berling (og Georg Brandes).
Selma Lagerlöf: Gösta Berlings saga. Oversat af Anne Marie Bjerg. 392 sider. 249,95 kr. Gyldendal.