I udbrud. Nogen er nødt til at sige det: »Gi’ os lyset tilbage« og »Linedanser« en ophobning af kvasiklogskab, klicheer, anstrengte rim og elendig lyrik.
Weekendavisen den 16. august 2024
I år lå vi på landet på toppen af en grøn bakke med en pragtfuld udsigt over Sejerøbugten, og når jeg ikke lige læste Amalie Skrams psykiatriromaner, dyrkede jeg snart-toårs-barnebarnets faible for den svenske illustrator Ingela P. Arrhenius geniale Tittebøh-papbøger.
Med i rejsebiblioteket var også Højskolesangbogen for børn, en prægtig antologi af fædrelandskærlig opbyggelighed, årstider, højtider og store følelser.
Barnebarnet elsker den unge blonde pige, der går og nynner i Danmarks hus. Men så slog slangen i paradiset til. Ikke for det troskyldige toårsbarnebarn, men for hans farfar, en galvaniseret og idiosynkratisk boomer.
Midt i antologiens flor af vidunderlige sange, som altid ranker min hårdtprøvede fædrelandsfølelse og får mit hjerte til at svulme af danskhed, står nemlig en sangtidsel, der lever bedre, end den burde. I 15 år har den danske efterskolebevægelse nemlig forvekslet Per Krøis Kjærsgaards »Gi’ os lyset tilbage« med en god sang.
Siden den blev skrevet til Efterskolernes landssangsstævne i Holbæk (tæt på sommerhuset) i 2009, har sangen – ligesom samme forfatters »Linedanser« – gået sin sejrsgang fra ungstrube til ungstrube. De unge mennesker, der ikke længere er rigtige børn og endnu ikke er rigtige vokse, har labbet sangen i sig og følt tolerancen og fællesskabet bruse i blodet.
Men ingen har fortalt dem, at det, der giver sig ud for at være livsvisdom, blot er en parade af almindeligheder og godtkøbsfilosofi. Og at det, der giver sig ud for at være poesi, blot er en ophobning af kvasiklogskab, klicheer, anstrengte rim og elendig lyrik:
Lykken du holder i hænderne nu,
den er vist egentlig min.
Og at du lever og bærer og er,
gør at jeg også kan værne om din;
denne smukkeste disciplin.
Jeg ved godt, at jeg er i mindretal her. Per Krøis Kjærsgaard har generationer af unge med sig. Og hele højskole- og efterskolebevægelsen. Sange som »Linedanser« og »Gi’ os lyset tilbage« overlever derfor fint min vrissenhed.
Men når Højskolesangbogen for børn proklamerer, at den består af »en samling af essentielle sange fra de ypperste danske forfattere«, er en korrektion nødvendig.
Her er også skødesløst sprog og miserabel poesi.