Weekendavisen den 6. september 2024
Arvestrid. Jonas Eriksson har skrevet en arvestridsroman, der er let at læse, tung at bære og svær at glemme.
Jonas Eriksson: Af stumper og skår. 250 sider. 299,95 kr. People’s.
Ved første øjekast er Ida Balslev-Olesens omslag til Jonas Erikssons roman Af stumper og skår en nonfigurativ blodig plamage. Men så træder et hundehoved frem, et par sørgmodige øjne og en blød snude.
Husk hunden. Cockerspanielen Mickey dukker sporadisk op undervejs i romanen, nærmest i symbiose med fortælleren, men først på sidste side forstår jeg, hvorfor den ser så porøs ud på omslaget. Det er ikke en rar historie, men den har symbolsk fylde og giver god mening som motiv for denne fortrædshistorie, der er let at læse, tung at bære og svær at glemme.
Jonas Eriksson debuterede i fjor med den historiske 1700-talsroman Vejen hjem om Danmarks skumle fortid som menneskehandlernation, altså samme stof, som Mich Vraa (Haabet, Peters kærlighed, Faith), Sofie Malmborg (Bargums synder) og Jonas Brixvold (I de levendes verden) skrev romaner om i årene 2016-2023.
Vejen hjem var altså et af flere skønlitterære bidrag, der udvidede vores historiske horisont, samtidig med at en ny kritisk bevidsthed om slaveindustriens forkastelighed voksede frem i forskning, kunst med mere. På den måde var Jonas Erikssons debut tidstypisk.
Det samme er hans roman nummer to, blot på en anden måde. Af stumper og skår placerer sig nemlig solidt på samtidslitteraturens sekssporede autofiktive hovedvej. Bogstavelig talt, for romanen begynder i en bil på en motorvej.
Vi er et sted i 2022-23 i tiden op til udgivelsen af Jonas Erikssons romandebut. Det fortællende jeg – der fremstår som forfatterens autentiske jeg og sikkert også er det – er på vej til Stockholm, hvor hans far netop er død. Hjemme venter hans kæreste, Rosita, og deres søn.
JONAS VAR KUN en lille dreng, da hans forældre blev skilt. Da hans mor flyttede hjem til Danmark, blev han selv hos sin far i Stockholm. Først flyttede de til England og senere til USA, hvor Gunnars karriere tog fart. Da han døde, var han en ret velhavende erhvervsmand.
Romanen foregår nu på tre planer, der alle er konfliktfyldte. Der er to sammenflettede nutidsspor og et fyldigt forløb af erindringer om barndom og opvækst.
I nutiden opstår en arvestrid mellem Jonas og hans svenske familie, der forsøger at skubbe ham ud på et sidespor. Denne strid hvirvler erindringer om forholdet til faren op, og mens han kæmper for sin arveret, vælter skygger fra fortiden ind over Jonas.
I romanens fortidsspor tænker forfatteren tilbage på tiden i USA. Da Gunnar fik en ny kone, var Jonas i vejen. Hun beskyldte ham for at stjæle hendes trusser, og han blev sendt på en fængselslignende institution for børn. Senere kom han til Danmark, hvor han i tre år boede på den berygtede institution Godhavn.
Det, der var begyndt som et trygt forhold til faren, udviklede sig til strid, svigt og vold. Jonas lærte, at han ikke kunne stole på andre, men måtte kæmpe for sig selv, og han gik ikke af vejen for en slåskamp.
Som ung blev han professionel MMA-kæmper (en voldsom kampsport med få regler, der foregår i et bur), og han arbejdede som dørmand på diskoteker og værtshuse, hele tiden parat til vold.
Tilbage til nutiden, hvor farens død og arvestriden med stedmoren ripper op i de psykiske sår. Jonas lever et roligt liv med kæreste og barn. Han har taget en akademisk uddannelse, og han er ved at gøre sin debutroman færdig. Men han har aldrig bearbejdet fortidens traumer. Han skriger sin smerte ud i søvne.
En nat ser Rosita ham ligge helt stille i sengen, hun er bange for, at han ikke trækker vejret. Pludselig farer han op. Hun beskriver det for ham:
»Jeg har aldrig set et menneske bevæge sig så hurtigt. Du kravlede ud i køkkenet på alle fire, og dine øjne var helt opspilede, men du var der ikke (…) Den måde du kravlede frem på. Det var som en øgle. Umenneskeligt.«
Penge har Jonas og Rosita ingen af, så en arv fra faren vil kunne vende op og ned på det hele. Men da faren og stedmoren har planlagt det anderledes, går Jonas til modangreb med sin krænkede retfærdighedssans.
SOM BITTER ARVESTRIDSROMAN er Af stumper og skår en dansk pendant til Vigdis Hjorths Arv og miljø. I begge romaner kæmper et marginaliseret medlem af en splittet søskendeflok for sin ret. I Vigdis Hjorths tilfælde blev faren desuden beskyldt for at have forgrebet sig på sin datter. I Jonas Erikssons tilfælde har faren begået vold. I begge romaner er der tale om nødvendige og smertefulde opgør med den afdøde patriark og resten af familien.
Jonas Eriksson har motivisk bevæget sig fra arvesynd til arvestrid. Mens Vejen hjem var en kritisk skildring af vores fortid som slavehandlernation, er Af stumper og skår en holmgang med familiens fortræd. Det er vidt forskellige verdener, men hvis de to romaner byttede titler, ville de stadig være dækkende.
Som prosaist har Jonas Eriksson en sikker hånd på rattet. Strukturen sidder lige i skabet med et fint balanceret forhold mellem det fortællende jeg og det fortalte jeg, og sprogbehandlingen er stabil.
Det eneste sted, hvor romanen rent stilistisk og litterært forsøger at gå nye veje, er i replikkerne, som alle er skrevet med lille begyndelsesbogstav. Hvorfor? Måske for at antyde sårbarhed? Jeg ved det ikke, men det fungerer overraskende godt og ukrukket.
Den autofiktive bølge buldrer videre. Hvor lidt eller hvor meget der er tildigtet i romanen om børnehjemsbarnet og burkæmperen, der fik tæv af sin far og lever med traumerne, kan vi ikke vide.
Men vi kan vide, at Jonas Eriksson viser sig som en forfatter, som vi bør have visse forventninger til.
Husk hunden.