Weekendavisen den 6. september 2024
Knæk. To læseværdige digtbøger afbanaliserer det banale.
Gustav Valdemar Strange: Til alle dem der vil forlade mig. Ballader. 182 sider. 199,95 kr. Gyldendal.
Lea Marie Løppenthin: Løven og Klagen. Digte. 142 sider. 169,95 kr. Gyldendal.
Da digterne knækkede prosaen i 1970erne, begyndte ellers lyrikfornægtende danskere at elske ligefremme og letlæste digte om menneskelivets store følelser.
Lola Baidel, Vita Andersen og Kristen Bjørnkjær fik lyriske feinschmeckere til at rynke på næsen ad den banale skriveform, som ganske manglede den sprogfornyende kraft og vildskab, som konfrontationsmodernismen var brudt igennem med årtiet inden. Men til gengæld blev knækprosaisterne læst og forstået.
Også forfattere som Benny Andersen og Per Højholt, der nok kunne være moderne, fandt vej til det store publikum ved at skrive ligefremt og hverdagsnært.
Så gik den slags af mode igen, indtil Yahya Hassan og Glenn Bech forenede knæk og konfrontation og foretog en ny afsakralisering af lyrikken. Og nu giver to nye digtbøger knækprosaen et stærkt comeback.
VI BEGYNDER med debutanten Gustav Valdemar Strange, der kan sige vigtige ting om eksistentielle overvejelser uden at hæve stemmen. Han skriver, at der mangler mælk i kollegiets køleskab. Baderummet er fuldt af damp. Nogen fløjter. Digteren tænker på onani som en fjernstyring af tankerne. Vinduet rokker i sin haspe, det blæser, regndråberne trommer på havebordet. Og så:
»Alle dage er også bare en mulighed for at spille trompet, siger jeg/ til mig selv mens jeg står foran spejlet/ Alle bøger er selvhjælpsbøger./ Alle spørgsmål lægger sig oven på dette: Hvordan skal jeg leve mit liv?«
Godt spørgsmål. Mere banalt bliver det ikke. Og mere kompliceret bliver det ikke.
Til alle dem der vil forlade mig – genrebetegnet som »Ballader« – er en gedigen digtbog, på én gang skrevet som selvbiografi (må vi antage) og selvhjælp og et forsøg på at formulere et svar på ovennævnte spørgsmål: Hvordan skal man leve sit liv? Eller måske bare komme overens med det.
Det hele begynder med en kvindes monolog. Det er digterens mor, der taler, og det er ham, der udskriver og redigerer lydoptagelsen. Undervejs dukker hun op flere gange med almindeligheder i kursiv.
Digteren selv erindrer sin opvækst og rapporterer fra sit liv i et ukunstlet og hverdagsagtigt sprog. Det handler om forældrenes ægteskab, farens sygdom og død, om undren over ikke at føle sorg, om at være homoseksuel, alt sammen fortalt med talesprogets uprætentiøse nærvær.
Et godt eksempel: Mor og søn taler sammen om den døde far. Moren forsøger at betro sig: »Vi var altså ikke altid lige ærlige over for hinanden, far og mig.« Sønnen vil ikke vide noget om det, siger han. Hun synes, han er sart. Han spørger, hvorfor forældrene ikke blev skilt. Hun svarer, at hun forsøgte at gå fra faren, men han nægtede skilsmisse. Gustav siger, at han ikke kan huske det, men det kan han. Han betroede sig til en vens mor, og hun slog beskyttende armene om ham:
»Det var dejligt med Helles arme omkring mig. Og at skulle være/ skilsmissebarn, det var også en pirrende tanke. Måske skulle vi så/flytte i rækkehus./ Jeg ville få offerets blege, men smukke glød. Ville klare mig godt,/ trods alt./ Men det skete jo aldrig./ Mor asker cigaretten, dupper den med pegefingeren, også mere end hun egentlig behøver./ Jeg orker faktisk ikke at snakke mere om det, siger jeg./ Undskyld. Men jeg siger jo bare tingene som de er, siger mor og udstøder et lille piv, et tic, der får hende til at lyde som en hund.«
På den måde bevæger teksten sig afsted i sin egen utvungne stil. Det er simpelt, ja. Men også en sejr for det simple. Som man siger, har det stille vand den dybe grund, og en smertelig sætning som »Jeg ville få offerets blege, men smukke glød« er jo decideret rørende.
Når Gustav Valdemar Strange kalder Til alle dem der vil forlade mig for »Ballader«, gør han sig selv til en slags moderne trubadur, og et sted drømmer han da også om at skrive en popsang om sorg, skam og vrede.
Og hvorfor ikke omskabe digtene til en teaterkoncert af en slags? Bogens titelsætning kalder jo på at blive sunget: »Min psykolog siger jeg er bange for at blive forladt./ Men der er jo ikke længere noget at forlade, siger jeg/ til alle dem der vil forlade mig.«
VIDERE TIL EN ANDEN ny digtbog i samme selvbiografiske, fortællende stilart, nemlig Lea Marie Løppenthins rørende og gravalvorlige Løven og Klagen, som føjer endnu en brik til disse års talrige skildringer af svangerskab, fødsel og moderskab, skrevet af dem, der har lagt krop og psyke til, for eksempel Katinka My Jones, Shëkufe Tadayoni Heiberg, Julie Sten-Knudsen, Maja Lucas, Olga Ravn, Hanne Højgaard Viemose, Josefine Klougart, Ursula Andkjær Olsen, Ida Marie Hede, Cecilie Lind, Dy Plambeck, Kamilla Hega Holst med flere.
Mens Løven i titlen er et kælenavn for fosteret, senere barnet, peger Klagen i to retninger, dels mod elegien, dels mod en helt konkret henvendelse til myndighederne om et kritisabelt forhold.
Vi bliver hurtigt klar over, at situationen er skrøbelig. Digterjeget må ikke amme sit barn på grund af sin bipolare lidelse. Hendes litium vil gå i mælken og virke dehydrerende. I livmoren er livet sikkert nok for Løven, men »udenfor, i luften« er der brug for »frysetørret mælkepulver fra diverse europæiske køer«. Dette er en individuel rapport fra livet i risikosamfundet.
Lea Marie Løppenthin sender meget bevidst både vores tanker i retning af klagesangen og klagemålet. På hospitalet endte det, der skulle have været en normal fødsel, nemlig som et akut kejsersnit:
»Hvorfor skar de dig ud af mig?/ Ikke fordi du lå forkert./ Ikke fordi du sad fast./ Ikke fordi din hjerterytme faldt.// Fordi en sygeplejerske havde punkteret min fosterhinde, eller var det din, indgrebet var et stopur, der begyndte at tælle ned fra firetyve timer. Tiden slap op.// Jeg har læst flere fødselsberetninger fra de seneste år, hvor punktering af fosterhinden er sket uden den gravides samtykke.// Men jeg samtykkede./ Ja./ Det er dette ja, jeg bliver ved med at fare vild i.«
Det digtende jeg ser svangerskabet og kejsersnittet med retrospektiv distance, men med intakt indignation:
»En besynderlig ligevægt i dette liv –/ min kærlighed til Løven er nøjagtig lige så rigelig og dyb som mit had til det hospital der fødte den på mine vegne.«
Senere får vi en uddybende rapport fra fødegangen, skrevet i et ekstremt nøgternt sprog, der bringer mindelser om Dea Trier Mørchs Vinterbørn:
»Vi skulle forsøge at sove lidt og så forsøge med droppet igen senere, da en læge der netop var mødt på vagt, trådte ind og sagde i et myndigt tonefald:// Det ser sort ud.// Det var den hygiejnemæssige risiko, hun henviste til. Der var gået tyve timer, siden vandet blev taget, der var ingen tegn på aktiv fødsel, og jeg var ikke længere et sikkert opholdssted for Løven.// Så talte hun om risikoen for efterfødselsreaktion –/ hvis jeg mod alle odds skulle gå i fødsel om nogle timer efter ikke at have sovet et døgn, hvordan ville jeg så have det bagefter? Hun havde læst om den bipolare lidelse i journalen, hun kendte søvnens og søvnmanglens betydning for én som mig.«
Så simpelt kan det skrives. Løven og Klagen er karakterfaste digte, i grunden ét sammenhængende langdigt, om svangerskabet og forløsningen/kejsersnittet som noget på én gang normalt og nødvendigt og en psykisk og fysisk undtagelsestilstand.
Det er elegien og klagemålet, der planter sig i hukommelsen. Men fra krisen går en vej ind i hverdagen. Og en vej går ind i himlen. Sådan lyder det i Halfdan Rasmussens inderligt skønne børnevise, som jeget synger for Løven (ligesom min svigerdatter har sunget den for mit barnebarn, så jeg er helt forsvarsløs).
Sangen handler om en lille hest, der spiser græs og vokser og bliver stor. Én strofe handler om dagen, der gryr, én om middagsstunden, én om aftenen og én om natten. Og så spørger digteren: »Men hvad laver hesten egentlig om eftermiddagen?«
Det lyder måske som et fjollet spørgsmål, men det bunder i Lea Marie Løppenthins ferme iagttagelse af et tomrum i den ellers så velbeskrevne hverdag. Hendes mand (Løvens far, der går under navnet Krebsen) siger, at det jo er en sang om en hest, ikke om et barn. »Det ved jeg nu ikke, om det er,« noterer jeget.
Åh, hvor er det godt. Hvis den lille hest repræsenterer barnet, hvad er den fraværende eftermiddag så? En livsbrik, der ikke er lagt.
Gustav Valdemar Strange og Lea Marie Løppenthin afbanaliserer det banale og skriver klogt og godt i et ligefremt lyriksprog, som er renset for det prestigiøse, men mættet med virkelighed.