Weekendavisen den 13. september 2024
Auto på ny. Hvor tæt på en autentisk person må en romankarakter være? Thomas Boberg har vakt vrede på Fejø og træder uforvarende ind i en stolt litteraturtradition.
På et fint lille murstenshus på Færkenstræde 12 i Nykøbing Mors hænger en mindeplade med billedhuggeren Erik Heides portræt af forfatteren Aksel Sandemose, der blev født her på adressen i 1899.
På mindepladen, der blev sat op i 1969, da Sandemose fyldte 70, kan man læse de ti bud fra janteloven, som forfatteren formulerede dem i romanen En flygtning krydser sit spor (1933 på norsk, forfatterens andet hjemland, som han gjorde til sit første, og på dansk i 1938), hvor han beskrev al den misundelse, jalousi og smålighed, som han havde lært at kende gennem sin opvækst. I romanen hedder byen Jante, men ingen morsingboer var i tvivl om, at Aksel Sandemose skrev om Nykøbing, og ingen var i tvivl om, hvilke virkelighedspersoner der dannede forlæg for hvilke romanpersoner. Og så faldt Sandemose i unåde.
Janteloven – »Du skal ikke tro, du er noget. Du skal ikke tro, du er lige så meget som os. Du skal ikke tro du er klogere end os« osv. – blev imidlertid så kendt, at Nykøbing Mors ad åre tilgav den fortabte søn.
Og nu gentager litteraturhistorien sig. Denne gang ikke på Mors, men på Fejø. Det er forfatteren Thomas Bobergs roman Insula, der udkom for tre uger siden, som har bragt sindene i kog på øen. Nogle af beboerne vil ikke finde sig i, at de kan genkendes i romanen, og en restauratør på øen har ligefrem sat en jurist til at forberede en injuriesag mod forfatteren.
I LØRDAGS sagde restauratør Frank Strathe i P1 Morgen: »Det eneste, Thomas Boberg har ændret, er mit navn, restaurantens navn og mit bilmærke. Og så fletter han fuldstændig forfærdelige historier om, at jeg har kørt spritkørsel, og at fire betjente går i land på øen og konfiskerer min bil, sammen med 1:1-beskrivelser af virkeligheden. Jeg kan ikke forestille mig, at man må opføre sig sådan, som Thomas har gjort.«
I Politiken i tirsdags fulgte Ann-Mai Hansen, der bor på Fejø, op med en kritisk kommentar:
»Selvfølgelig må en forfatter digte og lade sig inspirere af virkeligheden og fortælle sin egen historie. Men virkelige mennesker bør ikke kunne identificeres så nemt, som det er tilfældet her. Og når forfatter, forlag og anmelderne så ovenikøbet bruger en retorik, der antyder, at der er tale om virkelighed, så er de med til yderligere at forplumre hele opfattelsen af, hvornår det, Boberg skriver, er fiktion, og hvornår det er løgne og injurier.«
Og Ann-Mai Hansen konkluderede:
»Grænserne mellem fiktion og virkelighed er fuldstændig udvisket i bogen og debatten om den, og det er et kæmpe etisk og moralsk problem (måske er det endda også et juridisk problem), at forfattere kan skrive, lige hvad de vil, uanset hvilke løgne og injurier der deles om fuldt genkendelige enkeltpersoner, virksomheder eller små samfund. Bagefter kan afsenderen blot gemme sig bag sin kunstneriske frihed.«
MED Insula har Thomas Boberg taget et gevaldigt skridt ind i den store nordiske autofiktion. Han skriver mindre naturalistisk og mere vildt og viltert, end det er normalt for autofiktionen, men virkningen er den samme.
Og apropos Sandemose, så fører det litterære spor især til Norge. Her har betydende forfattere som Karl Ove Knausgård, Vigdis Hjorth, Geir Gulliksen, Tomas Espedal og Hilde Rød-Larsen de senere år skabt stor furore med romaner, der på én gang kalkerer, modellerer og fiktionaliserer et autentisk udgangspunkt.
Denne type litteratur har stolte forfædre og formødre i litteraturen, ikke mindst Amalie Skrams Professor Hieronimus (1895), som fjernede fundamentet under Københavns kendteste psykiater, Knud Pontoppidan. Eller Tom Kristensens Hærværk (1930), hvor den fiktive redaktør Iversen var identisk med Politikens chefredaktør Henrik Cavling. Og sådan kunne man blive ved.
På Thomas Bobergs forlag, Gyldendal, har man en vis erfaring i at håndtere sager som disse.
I 2011 udspillede der sig en retssag, som Østre Landsret afgjorde, da kunstneren Thomas Skade-Rasmussen Strøbech mente sig udsat for identitetstyveri i romanform af sin tidligere samarbejdspartner, forfatteren Das Beckwerk (i dag kendt som Madame Nielsen).
Og i 2016 var det Karina Pedersens fortællende nonfiktion Helt ude i hampen, som blev anklaget for at manipulere med mennesker og virkelighed.
I begge tilfælde stod Gyldendal last og brast med forlagets forfattere, ganske som i Boberg-balladen. Men at det ikke kun handler om litteratur, må forlag og forfattere se i øjnene. Det handler også om etik og jura.
Østre Landsret afgjorde sagen til Das Beckwerks fordel. Dommerne slog fast, at personer, der selv har søgt offentlighedens opmærksomhed (og det havde Thomas Skade-Rasmussen Strøbech gentagne gange), må man leve med risikoen for også at få den – også i romanform. Men folk på Fejø har jo ikke søgt offentlighedens opmærksomhed.
I sagen om Karina Pedersens bog blev Vibeke Borberg, daværende forskningschef i medieret ved DMJX, nuværende advokat, ph.d. i retsvidenskab med speciale i informationsret, medieret og presseetik, interviewet af Zetland, der ville vide, hvad en forfatter må og ikke må. Vibeke Borberg svarede, at det er et spørgsmål om personlighedsret.
»Personlighedsretten omfatter navnlig emner som retten til eget navn, billede og stemme, retten til egne oplysninger og historie, retten til privatliv, ære og omdømme, retten til egen identitet og valg af eget personlighedsbillede i offentligheden,« som Vibeke Borberg tidligere har formuleret det.
HVIS DET KOMMER til en sag, og en dommer måtte mene, at Thomas Boberg er gået for vidt, hvor efterlader det så forfatterne og den litterære ytringsfrihed?
Mens Thomas Boberg og forfatterstanden holder vejret og venter på juraen, vender vi tilbage til det Nykøbing Mors, som Aksel Sandemose tog ved vingebenet.
I 1955 udkom En flygtning krydser sit spor i en ny udgave, hvor forfatteren i et forord kommenterede »en række meget skarpe angreb på mig«. Han skrev:
»Hvis de var kommet fra mennesker, der beherskede læsekunsten, kunne de nok have virket med et vist eftertryk, men nu var de blot urimelige. Mine forfølgere kunne sikkert have fundet frem til temmelig pinlige sager, men de var bare rasende, og da kan det jo være så som så med klarsynet. Så var der også en baggrund, som disse mennesker ikke kunne vide noget om, nemlig alle de breve, jeg også fik, om, hvor herligt det var, at jeg overfaldt byen.«
Gyldendals jurister læser nok op på personlighedsretten netop nu.
Men Thomas Boberg får næppe en mindeplade på Fejø foreløbig.