Weekendavisen den 20. september 2024
Anmeldelse. Grundmuren vil have lov til at falde, og vi er født til farvel. Pia Tafdrup er suveræn og banal.
Pia Tafdrup: Hjertet i zenit. Digte. 158 sider. 199,95 kr. Gyldendal.
Pia Tafdrups nye digte, Hjertet i zenit, rusker blidt i en både fysisk og mental erindring, som ellers havde lagt sig roligt til rette i mig. Det handler om døden.
Det seneste års tid har jeg skrevet på en bog om, hvordan min far døde efter et par måneder i mental undtagelsestilstand, præget af sære hallucinationer, vrangforestillinger og paranoia.
Bedst som jeg er færdig, får jeg så Pia Tafdrups nye digte ind på mit bord. Hun skriver om sin mors sidste tid og død, ligesom hun tidligere har skrevet om sin fars.
Det er digte, jeg kan spejle mig i. Eller spejle mine forældre i, også min endnu levende mor, som har det godt, men ikke nødvendigvis bliver ved med at have det godt. Jeg ved jo godt, hvor kaotisk alderdom kan være.
I digtet »Godt nytår« er Pia Tafdrup rejst til Rom for at få nogle dages fred og ro og fejre nytår, men hun må konstatere: »føler dog kun min mors smerte.«
Da hun ringer hjem for at ønske godt nytår, mærker hun morens mistede livsvilje. »Grundmuren vil have lov at falde,« som hun skriver. Moren spiser ikke, drikker ikke, sover ikke, tager ikke sin medicin, hun vil ikke mere.
Pia Tafdrup skriver: »Ingen må gå tabt, vores hænder/ er formet til at gribe (…).« Men hvordan hjælper man den, der ikke længere vil hjælpes? Digtet fortsætter på denne fortvivlede og forvirrede måde:
»Stadig nægter vores mor at spise eller drikke, er ganske uklar, men gør modstand./ Vi vil yde omsorg, vi er ikke i tvivl om,/ at det er dét, vi skal,/ men hun vil i sin depression/ helst være fri for, hvad vi gør.// Kan man byde sine børn manglende vilje til liv, eller skal vi respektere, at vores mor/ giver op, når hjælp er mulig?/ Dén har hun endnu ikke taget imod.«
Digtet slutter med, at moren bliver indlagt på ældrepsykiatrisk afdeling. Hun er »hærget af dyb angstdepression/ og for tiden af mistro og vrangforestillinger (…)«.
Den slags mentale forfald har jeg oplevet på nærmeste hold, da min far langsomt opgav ævred, sågar også en nytårsaften. Men jeg tænkte næppe som Pia Tafdrup, der slutter digtet med et retorisk spørgsmål: »Kan fuglene mon huske deres sang,/ når det bliver forår?«
Svaret kommer i et digt senere i samlingen. »Hvert forår var fortvivlelsen en kniv« er skrevet efter morens død. Det er en forstemt og fortabt stemningserindring om et »indkapslet mørke«, som moren boede i og »udrugede en porøs sorg«, som datteren ikke blev indviet i. Digtet slutter med en strofe, der (om det er hensigten eller ej?) kan læses som et svar på spørgsmålet om fuglenes sang:
»Jorden ville klare sig uden mennesker,/ men hvem skulle så længes efter svar på det gådefulde?«
Ja, fuglene vil altid huske deres sang, uanset om et menneske lever eller dør. Men så længe der er mennesker, er der digtere, og med digte forsøger Pia Tafdrup netop at gennemskue det gådefulde.
HJERTET I ZENIT er enkelt fortalte portræt- og erindringsdigte, af og til sprogligt prunkløse, andre gange præget af suveræn ordpræcision, som i et digt, hvor Pia Tafdrup igen spørger, hvad menneskers sorg og bekymring mon kan betyde for fuglene: »Har fuglene glemt deres vingeslag?« Midt i dette melankolske digt står to linjer for sig selv og siger det hele: »Vi er født/ til farvel.«
Så enkelt kan det siges. Det er banalt, ja, og der skal mod til at være banal. Men det er først og fremmest sandt. Og bogstavrimet født-farvel er så fint.
Det samme er den strofe, der giver eksistentiel styrke til det trefløjede åbningsdigt »Min mor er død 1-3«:
»en kerne af intet i en skal af alt,/ vi er både afstand/ og passage,/ vi krydser hinanden, er bevægelse,/ som vinden fejer mildt forbi,// mit hoved mod min mors bryst,/ jeg hører ikke hjertets slag/ det er her ikke/ mere.«
Jeg holder meget af sætningen »en kerne af intet i en skal af alt«. Det var nok det, jeg selv så, da min far døde. Eller var det måske det modsatte: en kerne af alt i en skal af intet? Det er så dejligt gådefuldt.
I en lille efterskrift oplyser Pia Tafdrup, at Hjertet i zenit er skrevet på opfordring af hendes døende mor. Bogen kan dermed opfattes som en pendant til Tarkovskijs heste (2006), som beskrev farens demenssygdom og død.
At moren selv bad om at blive digtet om, er vel en sag mellem den døende mor og den digtende datter, mere end det er en sag mellem forfatteren og læseren. Eller sagt på en anden måde: Jeg ville hellere have læst om morens anmodning i et digt end i en efterskrift.
Når det er sagt: at læse Hjertet i zenit er som at bevæge sig gennem en spejlsal af erfaringer og erindringer om et gammelt menneskes død, en længsel efter svar på det gådefulde, en påmindelse om, at vi er født til farvel.