Weekendavisen den 11. oktober 2024
Systemkritik. Eva Tinds opgør med adoptionsmyten er moralsk relevant og politisk aktuelt.
Eva Tind: Min Kim. Roman. 416 sider. 299,95 kr. Gyldendal.
Hvilken lykke har ikke tilsmilet alle de gule, brune og sorte børn, som har fået et fattigt liv på børnehjem byttet ud med en trygt opvækst i det danske smørhul?
Sådan har vi nok altid tænkt om de adopterede, der er kommet hertil som små kønne knaster, der kunne lukke barnløshedens hul i danske familier.
Men lige nu er det danske adoptionssystem, som vi har kendt det fra begyndelsen i 1956, under afvikling. I januar i år besluttede daværende socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil at sætte en midlertidig stopper for al adoption af børn til Danmark efter en række skandaler om dokumentfusk og afsløringer af, at adoption fra flere lande var foregået uden de biologiske forældres samtykke. I sidste uge trak den eneste danske formidler af adoption, Danish International Adoption, sig så ud af samarbejdet, og fra udgangen af oktober overtager staten det fulde ansvar.
Midt i dette frie fald, hvor ministre, styrelser og interesseorganisationer taler deres tunge lingo, tager forfatterne heldigvis ordet, så vi for alvor kan forstå adoptionens eksistentielle spændinger og sprækkernes dybde i den adopteredes identitet.
Gennem de seneste 10-15 år har vi set en adoptionskritisk litterær tendens, som to forfattere, der begge er født i Korea, har æren for: Maja Lee Langvad med Find Holger Danske (2006), langdigtet Hun er vred. Et vidnesbyrd om transnational adoption (2014) og romanen Tolk (2024). Og Eva Tind med digtbøgerne do (2009) og eva+adolf (2011) og romanerne Rosenvej (2012), Han (2014), Ophav (2019) og Citronbjerget (2023).
Med Min Kim – den er genrebetegnet som »roman«, men jeg opfatter nu bogen som digtfri research og reportage, mere essayistisk end narrativ – samler Eva Tind nu trådene i et sitrende politisk og moralsk opgør. Romanen er på én gang personlig status og velanbragt litterær systemkritik på samme register af frustration og anklage som Maja Lee Langvads vigtige, vrede langdigt.
I TITLEN Min Kim skal »Min« ikke forstås som et possessivt pronomen. Min Kim er navnet på en kvinde, som forfatteren har kendt siden sin barndom. De blev begge adopteret til Danmark på samme tid, hvor deres danske forældre hentede dem i Kastrup Lufthavn – begge blev født ud af siden på et fly, som det hedder.
Da pigerne kom til deres adoptionsfamilier, fik de danske navne. Nam Sook blev til Eva, og Min Kim blev til Gull-Mai (beskrevet i tidligere bøger).
I mange år holdt deres familier kontakten, men siden mistede Eva og Gull-Mai forbindelsen med hinanden. Nu genoptager de den med en vis tøven.
Mens Evas opvækst var stabil, var Gull-Mais fuld af fortræd og svigt, og i mødet med Gull-Mais radikale opgør med adoptionsfamilien skærper Eva sine egne refleksioner. Forskellene ufortalt er begge kvinders selvopfattelse for evigt låst fast til adoptionen.
Gull-Mai beslutter at tage sit koreanske navn tilbage, dog har hun ikke mod til at gøre det officielt, men hun beder Eva om fremover at kalde hende Min Kim. »Skal jeg kalde dig Nam Sook?« spørger hun. Det får hun aldrig noget svar på. I stedet skriver Eva:
»Min Kim, jeg har tænkt over, hvorfor adoptionsmyten så let rammer ind i alle mennesker. Jeg tror, det er, fordi dens kerne er eksistentiel, dét at være ensom blandt andre er en universel følelse. Det samme er uretfærdighed og tab af identitet og familie. Et centralt element, som myten bærer med sig, er tvivlen om adoptivbarnets egentlige ophav. Det uforløste mysterium gør barnet til en hemmelighed, der er så skjult, at ikke engang barnet selv forstår omfanget og dybden af den. Barnets ukendte iboende natur gør det til en fremmed for sig selv. Der er i princippet ingen grænser for, hvad der gemmer sig i sjælen på en adopteret, dette udefinerbare mytiske væsen, som dets nye forældre forestiller sig, at de kan omskabe i deres eget billede, men som aldrig falder ud som det spejlbillede, de ønskede sig.«
Som Julie spurgte Romeo: What’s in a name? Meget mere, end vi tror. Nam Sook betyder herligt nok »Pigen fra syd«, og Eva Tind fortæller, at hendes datter har taget navnet til sig: »Pigen fra syd, der blev slettet og forsvandt findes ikke længere kun i mig, men bæres videre i mit ældste barn, som var hun hendes.«
At et menneske på én gang kan blive slettet og forsvinde og samtidig bestå og blive givet videre, rummer jo en skønhed, som kun opstår der, hvor et menneske har styrke til at bygge en brændt bro op.
Eva Tind er sådan et menneske, og selvom hun behændigt undlader at svare, når Min Kim spørger, om hun vil kaldes Nam Sook, antyder hun måske alligevel, hvad der er i et navn, når hun opkalder sin roman efter kvinden, der forkastede Gull-Mai.
EVA TIND gør op med to myter. Den vigtigste er selve adoptionsmyten, som de koreanske børn i Danmark blev opdraget til at beskytte. Hun skriver:
»Ordene, vi brugte til at beskrive vores egen skæbne, blev givet til os af dem, der praktiserede adoption. Vi var børn, og vi havde ikke vores egne ord. Jeg husker, at nogle adopterede begyndte at tale om børnehandel og kolonialisme og sagde, at hvis man zoomede helt ud, var adoption en videreførelse af kolonialismen; det er de brunes børn, der bliver ’reddet’, ikke de hvides.«
Den anden myte, som Eva Tind lægger afstand til, er forvandlingsmyten, hvor den adopterede fremstilles som en, »der bærer på et skjult og uudforsket potentiale til at udvikle vinger, sætte af og svæve op«. Hun nævner Kung Fu Panda, Luke Skywalker, Harry Potter og Tarzan (men overser desværre to af fiktionshistoriens vigtigste adopterede skikkelser med uudforsket potentiale, nemlig Superman og Mowgli).
Forfattere som Maja Lee Langvad og Eva Tind er næppe repræsentative for alle adopterede, men den litterære adoptionskritik er heller ikke kun relevant for de adopterede selv. Den har betydning for os alle, for den handler om hele samfundets selvopfattelse.
De adopterede accepterer ikke længere, at de forventes at være taknemmelige for deres skæbne. Eva Tind konkluderer: »Når jeg har sat det sidste punktum i denne bog, er jeg ikke længere adopteret, men et menneske, der har været udsat for adoption.«
Som sproglig konstruktion svarer det til at være udsat for et overgreb. Det er ikke en anklage, Eva Tind retter mod sine danske forældre, slet ikke, men i takt med at hun graver i sin egen sag og lærer sin koreanske slægt at kende, indser hun omfanget af adaptionens konsekvenser for hendes liv og identitet.
Med udgangspunkt i et privat livs adoptionserfaringer folder Min Kim sig ud som en generel system-, kultur- og mytekritik skrevet med dyb troværdighed i forurettelsen og argumentationen og med enorm moralsk relevans og politisk aktualitet.
Vigtigst er, at Pigen fra syd har omsat sit livs erfaring til en dybt rørende og tankevækkende bog, der giver indsigt i adoptionens psykologi – racismen, traumerne, senfølgerne – og problematiserer den selvtilfredse forestilling om, at vi gør små børn i fremmede farver en tjeneste for livet ved at lukke dem ind i det danske reservat.