Kommentar i Weekendavisen den 31. juli 2009.
Kommunal velgørenhed. I dag ved Klaus Bondam at prisen for gratis omtale kan være meget høj.
Det var i særklasse svag dømmekraft af Klaus Bondam, som i denne uge forvandlede en cykelvelgørenhedstur for kendisser til Paris til en krise med beskyldninger om misbrug og grådighed. Man skulle ellers mene at sporene skræmte fra Lars Løkke Rasmussens pinagtige tur i mediemøllen i fjor, men ikke desto mindre lod Københavns Kommunes miljø- og teknikborgmester skatteyderne betale 30.000 kroner for hans og to embedsmænds deltagelse i juicefabrikken Rynkebys fundraiser til fordel for Børnecancerfonden – men i tirsdags foretog han så en uskøn, U-vending.
Klaus Bondam mente ellers først, at det var helt ok, at byen betalte cykelturen, fordi den promoverede København som en sund cykelby. Ikke på vilkår, sagde hans politiske modstander på rådhuset, Venstremanden Lars Dueholm, som ikke syntes, at borgmesteren promoverede noget som helst andet, end sin egen person forud for kommunevalget til efteråret. Og professor i offentlig ret ved Aalborg Universitet, Claus Haagen Jensen, bakkede kritikerne op med en udtalelse om, at den øverste på et forvaltningsområde ikke bør bevilge penge til noget, som han selv vil deltage i. Det burde være logik.
Rynkeby Foods ønsker at understøtte en sund livsstil og indsamle penge til kræftsyge børn, og touren køres derfor af særligt inviterede cykelteams, anført af diverse kendisser, bl.a. flere ministre. Den slags suser lige ind i de sommermilde medier, og gennem årene har det skaffet over 2,6 millioner kroner til Børnecanerfonden, og når indtægterne fra 2009 er talt op, regner arrangørerne med at have fordoblet det indsamlede beløb.
Jeg tvivler ikke på, at Rynkeby arrangerer cykelløb til fordel for kræftramte børn af et godt hjerte – men jeg tvivler heller ikke på, at virksomheden gør det for at eksponere sig selv, score gratis omtale og opnå en kommerciel fordel. Det er et logisk og legitimt motiv for en kommerciel virksomhed, og juicedirektøren Jørgen Dirksen kunne derfor også glæde sig over at statsminister Lars Løkke Rasmussen, udviklingsminister Ulla Tørnæs, sundhedsminister Jakob Axel Nielsen og fødevareminister Eva Kjer Hansen stillede til start. Hver gang en af dem styrtede, kom de naturligvis i alle landets medier – og det samme gjorde Rynkeby. Ganske vist havde Lars Løkke Rasmussens eget ministerium nedlagt forbud mod, at ministrene måtte køre med reklametryk på trøjerne (husk det, Helge Sander!), men det kunne Jørgen Dirksen godt leve med, for selv dén nyhed satte jo fokus på hans virksomhed.
For Børnecanerfonden og Rynkeby var der altså tale om en win-win i at samarbejde med de kendte. Men hvilke motiver og interesser har politikerne så selv i at træde i pedalerne til fordel for Rynkeby og Børnecanerfonden (udover at i hvert fald de mandlige politikere, Løkke, Axel og borgmester Bondam, alle ligner nogen, der trængte gevaldigt til motionen)? Jo, for dem handler det naturligvis om persolig og politisk branding, om at fremstå menneskelig, sympatisk, jordnær, ansvarlig, empatisk, sund, sjov, frisk og folkelig – og om at skaffe sig goodwill gennem den børnecancersagens anseelse.
Også det er – i lighed med Rynkebys velgørenhed med en kommerciel bagtanke – helt i sin orden. Men naturligvis ville hverken ministrene eller borgmesteren afse tid til arrangementet midt i ferien, hvis ikke det var så dejligt og dydigt dækket af pressen. Det er med andre ord Rynkebys velsmurte PR-indsats for Paris-touren, som køres så praktisk parallelt med den rigtige Tour, der gør den til en relevant del af jobbet for en politiker, som gerne vil stå sig godt med vælgerne. Men det er samtidig turens risiko og rekyl.
Hvem skal betale de 10.000 kroner, som det koster at køre med? Lars Løkke Rasmussens deltagelse skete for det, der i flere nyhedsartikler hedder ”private midler”, men om det betyder at han selv har haft pungen op af lommen, ved jeg ikke. På statsministeriets hjemmeside er der ingen hjælp at hente, for Rynkeby-touren optræder hverken som et arrangement i Lars Løkke Rasmussens officielle juli-kalender eller på den nu reducerede åbenhedsordnings liste over rejser eller repræsentation. Vi må altså antage at ”private midler” betyder, at Lars Løkke Rasmussen selv har betalt, sådan helt privat, hvilket er udtryk for, at brændt barn skyr ilden. Statsministeren ved jo kun alt for godt, hvordan man for ganske små beløb kan komme ganske galt af sted ved at bruge det professionelle kontokort til privatudgifter. Som bekendt red Lars Løkke Rasmussen stormen af, og kritikken handlede ikke så meget om udgifternes størrelse i kroner og ører, men om den dubiøse dømmekraft, uigennemskueligheden, røgsløret over hotelfilm m.m.
Hvis ikke Venstres Lars Dueholm havde gjort anskrig – Klaus Bondam er blevet taget med fingrene i kagedåsen, sagde han – ville Københavns borgere i dag være hele 10.000 kroner fattigere! Kommunens embedsmænd mente ellers at det var en balanceret og fornuftig udgift, fordi Klaus Bondam kunne promovere forvaltningens vision om at København skal have verdens bedste storbymiljø og et unikt byliv. (Samtidig vil Københavns være foregangskommune, når det gælder åbenhed, og derfor skal borgmestrene offentliggøre deres udgifter til repræsentation, møder, gaver, rejser, telefon og bil – men desværre er udgifterne for juli endnu ikke lagt på borgmesterens hjemmeside).
Lidt næsvist kan man spørge, hvordan en cykeltur ned gennem Europa kunne gavne den danske hovedstad, men lad nu det ligge. De seneste dages omtale skaffede i hvert fald byens vision omtale for uendelig meget mere end de sølle 30.000 kroner, som var deltagergebyret for Klaus Bondam og hans to medarbejdere. I den forstand fik borgmesteren mere end han kunne drømme om. Men som bekendt kan prisen for gratis omtale være meget høj.
Det mest mystiske er, at borgmesteren overhovedet har været så svag i vurderingen, at han har udsat sig selv for kritik for personlig grådighed og misbrug af offentlige penge, når den sikreste af alle løsninger ville have været at betale af egen lomme fra begyndelsen, for professor Claus Haagen Jensens forvaltingsretslige analyse er jo mildest talt både logisk, enkel og forudsigelig.
Til Klaus Bondams fordel tæller, at han faktisk har spillet med åbne og ærlige kort – i modsætning til Lars Løkke Rasmussens udgiftsrod i fjor – og derfor kunne han have afvist Lars Dueholms tilbagebetalingskrav, men det turde han ikke af frygt for mere dårlig presse. Klaus Bondam burde ikke have betalt de 10.000 kroner tilbage til kommunekassen og skatteborgerne, herregud. Han burde have argumenteret for at cykelturen var faglig relevant, hvis det virkelig var det han mente, og så i stedet sendt et bonusbidrag af egen lomme til Børnecancerfonden. I stedet lod han sig intimidere af en rethaverisk Venstremand, hvilket efterlader et uklædeligt indtryk af en usikker borgmester uden sine meningers mod.