Weekendavisen den 18. oktober 2024

Morten Pape: Nøglebarn. 374 sider. 300 kr. Politikens Forlag.

Sjældent, måske aldrig, har jeg læst så beregnende og skamløs en cliffhanger som den, Morten Pape vifter sin læser om næsen med på sidste side i Nøglebarn.

Romanen er, oplyser forlaget, den første i et tobindsværk om forfatterens forældres forhistorier, og Morten Pape bruger alle tricks i manuskriptforfatterhåndbogen for at spænde vores nysgerrigheds bue så hårdt som muligt. Så dygtig er han, at man helt glemmer, hvor triviel historien er.

Kort efter udgivelsen af den selv- og socialbiografiske debut- og succesroman Planen (2015) om forfatterens opvækst i Urbanplanen på Amager holder forfatteren foredrag for en masse beboere i bebyggelsen. Her møder han en kvinde (eller er hun et spøgelse?), der stiller ham et spørgsmål, som efterlader ham tavs.

Nu, næsten ti år senere, forsøger Morten Pape så at give et svar i form af en roman, der spoler tiden tilbage og frem og kaster nyt lys over Pape-slægtens historie.

Mens Morten Pape selv er en social mønsterbryder, der har uddannet sig på et højere niveau end sine egne forældre, gik det den modsatte vej for hans farfar, der var taxachauffør og køreskolelærer til stor fortrydelse for sin far, Mortens oldefar, der var civilingeniør og chefkemiker.

Med Nøglebarn konstruerer Morten Pape fortællingen om et havareret forhold mellem oldefaren og farfaren, en misrelation, der er sivet ned gennem familien som et bittert og smerteligt traume.

»Min far havde længe været en mand, der med sikker hånd forvitrede. Han var blevet én af dem, som samfundet aldrig ville opdage smuldrede som en undseelig bunke krummer på bagatellernes støvede bord. Et af de mennesker, hvis sårbare liv forbeholdes tavshed, og hvis død finder sted alt for tidligt og ganske uforstyrret.«

Den forvirrede, fraværende eller forsumpede far, som forfatteren har et nødvendigt mellemværende med, er en klassisk samtidslitterær figur.

Morten Pape genoptager – og nuancerer – sin egen faderskildring fra Planen, og derudover kan jeg i flæng nævne romaner og digte af Karl Ove Knausgård, Per Petterson, Édouard Louis, Jens Blendstrup, Kim Leine, Hanne-Vibeke Holst, Erling Jepsen, Kaspar Kaum Bonnén, Thomas Korsgaard, Jesper Stein, Glenn Bech, Christian Dorph, Thomas Boberg (og alle dem, jeg lige har glemt).

Mest interessant er uden tvivl det spor i romanen, der fokuserer på Morten Papes oldefar, kemiingeniøren C.H.V. Pape, der havde en høj stilling i Københavns Vandforsyning og i øvrigt levede på den grønne gren.

C.H.V. Pape var en mand med sine meningers mod, og han var i langvarig professionel opposition til mere magtfulde fagfolk om drikkevandets kvalitet. Han udvikler ideer og metoder, som de andre ikke vil vide af, men alligevel bliver han inviteret til at rådgive om en oplysningsfilm om brøndboringer, som selveste Carl Th. Dreyer skal instruere for Ministeriernes Filmudvalg.

Filmen, Vandet på landet, bliver rent faktisk produceret i 1946 (man kan se den hos Det Danske Filminstitut), men den bliver aldrig distribueret. C.H.V. Pape bliver endnu en gang kørt ud på et sidespor af sine konkurrenter i videnskab og politik, og hans opråb om landbrugets vandforurening bliver overhørt.

C.H.V. Pape har egentlig alle muligheder i livet, men lykken glider ham af hænde. Hans kone er syg, hans datter dør i barselssengen, og den operasangerinde, som han sværmer for, og som bliver hans elskerinde og til sidst hans hustru, bidrager kun til forbitrelsen.

Morten Papes roman handler om, som det formuleres af en biperson, fædre, der skubber deres egne skuffelser videre til næste generation. Forfatteren selv ser det vist på samme måde. Med sin egen nutidsstemme erkender han, at det at skrive om sin far er det, han noget kluntet kalder »en relationel falliterklæring«.

At skrive er et skjold, der nemt kan forveksles med et våben, mener Morten Pape, der dog ikke er bange for at rette våbnet mod sig selv og sin egen angst:

»Men jo mere jeg efterfølgende dykker ned i min families historie, jo dybere jeg lander i brønden og stirrer mod det hul, jeg har kastet mig selv ned i, jo mere rædselsslagen bliver jeg for, at der i min families efterklang løber noget i vores årer, en bekymring jeg har mærket, lige siden min far flyttede væk fra os og begyndte sin lange, aftagende livsfærd, indtil han endte alene, handicappet, forfalden og uden nogen meningsfuld kontakt til sine få tilbageværende familiemedlemmer.«

Bemærk brønden som symbol. Hvis det er bevidst, og det er det nok, er det elegant skrevet. Brønden er nemlig det sted, hvor vandet hentes op fra de landbrugsforurenede boringer, og oldefar Papes og Carl Th. Dreyers film gik under navnet »Brøndfilmen«, inden den kom til at hedde Vandet på landet (men det fremgår ikke af romanen). Morten Pape er manden i brønden.

Nøglebarn er skrevet med en ekstremt dygtig fornemmelse for, hvordan man sætter en scene og driver narrativet frem med effektive klip i tid og sted. Morten Papes uddannelse som manuskriptforfatter fornægter sig ikke, og romanen har et tydeligt potentiale som film.

Nøgleromanen om nøglebarnet er derimod ikke særlig litterær litteratur, dertil er sproget for kommunefarvet, men forfatterens konstruktions- og kompositionsteknik er imponerende, og han forfører med stensikker hånd, hør bare her: Gennem hele romanen rumsterer en uheldsvanger mail med et vedhæftet dokument fra faren til Morten og hans søskende. Dokumentet hedder »Til mine børn«, hvilket lyder så ildevarslende, at Morten ikke tør åbne det.

Er det et anklageskrift? En forsvarstale? Et selvmordsbrev? Da vi langt om længe får svaret, viser det sig … nej, jeg holder tand for tunge.

Også cliffhangeren må man selv læse sig til. Jeg gentager blot: Morten Pape er så dygtig, at man helt glemmer, hvor triviel (det meste af) historien er.