Weekendavisen den 1. november 2024
Farlige forbindelser. Det skønne og skandaløse franske forfatterikon Colettes romaner fra dengang, hvor forførelse var en elegancesport, og frisind en pligt, bliver nu genintroduceret i hele tre nyoversættelser.
Colette: Chéri. 214 sider. 199,95 kr. På dansk ved Caroline Albertine Minor. Forord af Suzanne Brøgger. Forlaget Alpha.
Colette: Afsked med Chéri. 189 sider. 199,95 kr. På dansk ved Caroline Albertine Minor. Efterskrift af Judith Thurman. Forlaget Alpha.
Colette: Vagabonden. 292 sider. 249,95 kr. Oversat og med forord af Pernille Bergendorff. Forlaget Klim.
Vi er i Paris i 1900-tallets første årti. Den velhavende forhenværende kurtisane Léa de Lonval nærmer sig et halvt hundrede år, men hendes erotiske tække er intakt.
Léa holder en ung elsker (pikant nok en søn af hendes veninde), den smukke og dekadente 25-årige Fred Peloux, der går under navnet Chéri. Han har stået til rådighed for Léa, siden han var purung, men nu befinder deres hedonistiske eskapader sig ved en korsvej. Fred skal fornuftsgiftes med en kvinde på 19.
Sådan er udgangspunktet for den franske forfatter Sidonie-Gabrielle Colettes (1873-1954) dobbeltroman, Cheri (1920) og Afsked med Chéri (1926), som forlaget Alpha nu udgiver i dansk nyoversættelse i sofistikeret rosa og dueblåt design, nyoversat af Caroline Albertine Minor og med nyttigt forord og efterskrift af Suzanne Brøgger og Judith Thurman, og så kan man vist ikke forlange mere.
Samtidig udkommer også Colettes debutroman, Vagabonden (1910), i nyoversættelse og med forord af Pernille Bergendorff på forlaget Klim.
De to forlag følger altså op på den genintroduktion af Colette på dansk, som begyndte, da det nu hedengangne og savnede forlag Vandkunsten i 2017 udgav Annette Davids oversættelse af novellesamlingen Kvinden bag masken, og det giver god mening, for Colette og vores nutid står så godt til hinanden.
Colette er et kvindeikon, der blæste på seksuelle konventioner og omsatte sine livserfaringer til selvbiografisk skønlitteratur, og derfor var hun elsket og agtet. Hendes personlige frygtløshed og litterære egensindighed får mig til at tænke på forfattere som Agnes Henningsen, Thit Jensen og Karen Blixen.
Handlingen i Chéri er ganske simpel og dybt kompliceret. Som legesyge børn kaster kurtisanen og hendes gigolo sig i hinandens arme uden at tænke på morgendagen, men Colette lader os hele tiden forstå, at dette er en forfaldshistorie, som i denne passage i hendes karakteristiske poetiske trivialstil:
»Han rakte hånden ud mod sengebordet og nåede lampen; et jævnt rosa lys dækkede den store seng, understregede kniplingernes fremspring og udgravede snævre, skyggefulde dale mellem de buttede polsterfelter i et dunfyldt sengetæppe. Chéri, der lå udstrakt, genkendte agrene, hvor han engang havde fundet hvile og leget sine nydelsessyge lege. Léa, der lå støttet på albuerne ved siden af ham, lod sin hånd kærtegne de lange øjenbryn, som hun elskede, og strøg hans hår tilbage. Liggende på denne måde med håret spredt omkring sin pande lignede han en, der var blevet væltet bagover af en rasende vind.«
En rasende vind, ja. Det, der skulle være bekymringsfri erotik, bliver forstyrret af jalousi og misundelse. Og de rituelle skænderier, der plejer at ende med forsoningskys, bliver forstyrret af ægte følelser.
Det store tabu er ikke det erotiske. Den pligtfri nydelse har kurtisanen og gigoloen fuldkommen styr på. Men kærlighed er de ikke vant til at håndtere.
Da Chéris ægteskab nærmer sig, rejser Léa ud af byen i månedsvis, hvor hun tøjler sin jalousi med andre unge elskere. Samtidig føjter Chéri rundt i Paris, mens hans uerfarne hustru venter i tålmodighed.
Da Léa og Chéri begge er i byen igen, opsøger han hende i håb om, at de kan genoptage deres liaison dangereuse, men nu overdøver alderen erotikken. Som Léa siger: »Fordi jeg er født firetyve år før dig, var jeg dødsdømt, og jeg trak dig med mig …«
AFSKED MED CHÉRI – som faktisk er lidt af en begivenhed, idet den nu foreligger på dansk for første gang – foregår cirka otte år senere. Chéri har været soldat i Første verdenskrigs skyttegrave, hans ægteskab skranter, og han savner både soldaterlivet og de pligtfrie eskapader.
Léa har han ikke glemt, men det slår ham, at hun nu er på vej mod de 60. Han er forvænt og blasert, og hans mor, der selv har en fortid som kurtisane, siger ham en sandhed:
»Dit liv før krigen var jo … forstå mig ret, nu taler jeg som de mennesker, der ikke er frisindede, og som kun ser tingene udefra! Den måde at leve på, der findes ord for det! (…). Du har set livet fra gigoloens perspektiv.«
Tro nu ikke, at Chéris mor har noget at indvende mod sin søns fortid, men hun mener, at der en tid for alt. Chéri svarer, at han ikke kan holde noget ud længere, heller ikke kvinder. »Milde himmel!« piber moren og slår hænderne sammen »som ved synet af en falden hest«.
Tilskyndet (nok snarere manipuleret) af sin mor opsøger Chéri atter Léa. Det er ikke et kønt gensyn:
»Hun var ikke monstrøs, men vældig, og belæsset med en svulmende vækst i alle dele af sin krop. Hendes arme, der var runde som lår, stod ud fra hendes hofter, løftet ved armhulen af deres kødfulde omfang. Den jævne nederdel, den lange upersonlige jakke, der stod åben ind til en skjorte med kalvekrøs, vidnede om den naturlige abdikation, den naturlige tilbagetrækning fra femininiteten, og om en form for kønsløs værdighed.«
Som det fremgår, er Colettes prosa sylespids og fuldkommen skånselsløs, men hun lader ikke Léa stå magtesløs tilbage. Hun synes, at hendes forhenværende elsker ser »vingeskudt« ud:
»Du ligner fuldstændig en, der lider af tidens syge. Lad mig tale færdig! Du er ligesom soldaterkammeraterne, du leder efter dit paradis, hva’, det paradis man skyldte jer efter krigen? Jeres sejr, jeres ungdom, jeres smukke kvinder … Man skylder jer alt, man lovede jer alt, det var såmænd kun rimeligt … Og hvad finder I? Et fint, almindeligt liv. Så I rammes af nostalgi, mismod, skuffelse, nervesvækkelse … Tager jeg fejl?«
Nej, Léa tager ikke fejl, for Colette tager ikke fejl. Hendes diagnose af Chéri er gjort af det samme stof, som Ernest Hemingway, F. Scott Fitzgerald, Virginia Woolf med flere brugte til at karakterisere hjemvendte soldater.
Da Chéri bliver indrulleret hos en anden forhenværende kurtisane, kaldet Veninden, som netop er Léas veninde, og som har flere portrætter af Léa hængende, glider han ind i en tilstand af det, Colette kalder »fredsommelig og bureaukratisk fortvivlelse«. Til sidst er der kun én vej væk fra desillusionen.
DOBBELTROMANEN om Chéri er en elegant fortalt historie om en depraveret overklasse, der jager inciterende nydelse gennem farlige og fatale forbindelser.
Colettes egentlige forfatterdebut (hun havde skrevet serieromaner under pseudonymet Willy med sin snydagtige eksmand tidligere), Vagabonden (1910), trækker også på selvbiografisk stof. Hun skildrer en kvinde ved navn Renée, der – som Colette selv – efter en skilsmisse arbejder som varietésanger. Hun betragter sig selv som en vagabond, men vel at mærke en vagabond, der går i cirkler.
Da en velhavende herre erklærer hende sin kærlighed, står Renée over for et dilemma. Skal hun endnu en gang forsøge sig i ægteskabslotteriet, hvor kvinden altid trækker en nitte, eller skal hun fastholde sin frihed?
Colette lader Renée spekulere med en dristig og trodsig selvstændighed:
»Jeg ser forvirret og foruroliget på denne mand, der aldrig bestiller noget, men alligevel har penge nok … Han bestiller jo virkelig aldrig noget, jeg har bare aldrig tænkt på det før! Han har ingen metier, ikke engang en godt betalt skinmetier til at dække over sin lediggang … Hvor er det mærkeligt! Jeg har aldrig før truffet en mand, der ikke havde noget at tage sig til … Han kan give sig fuldstændig hen til kærligheden, dag og nat, som en … som en prostitueret. Den barokke tanke, at af os to er det ham, der er kurtisanen, får mig til at le, og hans øjenbryn trækker sig straks forurettet sammen.«
Ja, Renée ler. Og læseren ler. Så behændigt vender kvinden, der har kæmpet for sin egen frihed, op og ned på det magtbillede, som klasse og køn har tegnet.
Colette begyndte at skrive i overgangen mellem fin de siècle og la belle époque, inden depressionen og pessimismen efter Første Verdenskrig satte sig igennem. Dengang var forførelse en elegancesport for overklassen og frisind en pligt. Det var det, vi i dag kalder »en anden tid«, men hedonismen var ikke gratis. Det viser Colette med sine nådesløse karakteristikker og sproglige dolkestød.
Colette var en gigant i fransk litteratur, højt på strå i de vigtigste akademier, læst, elsket og æret med en vaskeægte statsbegravelse. Hendes liv var kulørt, skønt og skandaløst, for eksempel nærede hun under Anden Verdenskrig først sympati for nazisterne.
At hun på et tidspunkt tog sin 16-årige stedsøn som sin elsker, skulle vist forestille at være Colettes fortolkning af den modne bohemes simple ret. Tænk engang!