Weekendavisen den 20. december 2024
Klassikerskolen. Weekendavisen og Det Danske Sprog- og Litteraturselskab udgiver i dag en podcast med samtaler om vigtige værker fra den danske litteraturhistorie – fra Leonora Christina til Anders Bodelsen.
I forsommeren 2024 udgav Gyldendal en ny udgave af Hans Kirks Fiskerne. Det er en roman, som jeg har stor veneration for, og jeg lagde billet ind på at anmelde den.
”Hm,” sagde min redaktør. ”Jeg ved ikke om vi bør bruge plads på at fortælle læserne, at Fiskerne stadig er en god og interessant roman.”
Jeg forstod straks hans pointe, og forsøgte at tænke både litterært og journalistisk på én gang:
”Men jeg vil gerne skrive om den i et moderne naturperspektiv,” sagde jeg. ”Vesterhavsfiskerne flytter jo ind til fjorden i søgen efter et mildere klima, men nu, små hundrede år efter at romanen udkom, har vi fjorddød og fedtemøg og jeg ved ikke hvad, og desuden er det en roman om religiøs fundamentalisme, så…”
Til den idé gav min redaktør grønt lys, og jeg gik hjem og læste. Når anmeldelsen alligevel aldrig blev til noget, skyldes det, at min idé ikke var unik. I hvert fald ikke unik nok. Inden jeg fik tid til at skrive, havde en anden avis nemlig bragt en klumme om romanen ud fra nogenlunde sammen vinkel (bortset fra den kristne fundamentalisme), og så skrinlagde jeg med ærgrelse min idé.
Men selvom jeg ikke fik skrevet om Fiskerne, stod det mig klart, at klassikerne hele tiden vil os noget på årenes afstand. Det er derfor, de er klassikere.
Romaner af Thomasine Gyllembourg, Mathilde Fibiger og Amalie Skram minder os om, at emancipation ikke bare kommer af sig selv, og deres romaners borende blik på pigers og kvinders rolle i samfund – og ikke mindst ægteskaber – der hviler på patriarkatets indlysende magt, giver genlyd langt ind i vores nutid.
Jeg har altid læst klassikere, men de senere år har jeg mærket en stigende lyst til – ja, måske endda et stigende behov for – at læse litteratur med dybe rødder i litteraturhistorien. Og derfor har jeg set frem til at Weekendavisens nu kan udgive en podcastserie med syv samtaler om vigtige værker fra den danske litteraturhistorie – fra Leonora Christinas berømte erindringsværk Jammersminde til Anders Bodelsens samfundsrealistiske novellekunst om mennesker i velfærdsstaten.
Ideen opstod da litteraturprofessor Johnny Kondrup, der er formand for Det Danske Sprog- og Litteraturselskab (DSL), efterlyste en podcastserie, der kunne formidle nogle af den danske litteraturs klassiske værker. Vi planlagde derfor en lille Klassikerskole.
I serien taler jeg med forskere og eksperter om en række værker, som alle er genudgivet i DSL serie af Danske Klassikere, nemlig Leonora Christinas Jammersminde, Thomasine Gyllembourgs To Tidsaldre, Mathilde Fibigers Clara Raphael, Georg Brandes’ Nietzsche-forelæsninger, Ernesto Dalgas’ Lidelsens Vej og Dommedags Bog, Tom Kristensens Hærværk og Anders Bodelsens to novellesamlinger Drivhuset og Rama Sama.
Alle samtalerne blev optaget på Det Kgl. Bibliotek, og på bordet foran os lå forfatternes originale manuskripter (dog ikke Jammersminde, der ikke må fjernes fra Frederiksborg Slot, men til gengæld havde vi andre håndskrifter af Leonora Christina), som var blevet hentet hjem fra magasinerne, hvor Det Kgl. Bibliotek på 116 hyldekilometer opbevarer den danske kultur- og litteraturarv i dens mest oprindelige form.
Hvordan definerer man i dag, hvilken litteratur, der kan bære prædikatet ”klassiker”?
Ifølge opslagsværkerne blev begrebet ”klassisk” oprindelig brugt som en betegnelse for den græsk-romerske oldtid som noget forbilledligt. Men præcis hvordan og hvornår, et værk har gjort sig fortjent til prædikatet klassiker, kan man ikke sige noget nøjagtigt om.
Den Danske Ordbog mener, at en klassiker er ”en kunstnerisk eller håndværksmæssig frembringelse af høj og varig kvalitet”. Ordbog Over Det Danske Sprog definerer en klassiker som ”en forfatter, hvis værker regnes blandt de ypperste”, og Lex.dk siger slet og ret, at en klassiker er en ”skribent, kunstner eller værk med varig anseelse”.
Og så er der Det Kgl. Biblioteks flotte definition, der siger, at en klassiker ”et litterært værk, der på tværs af tiden, og hen over landegrænser, formidler en erfaringsdannende kunstnerisk oplevelse.”
Jeg har læst et essay, Omveje til Mississippi (2022), hvor digteren og essayisten Mikkel Thykier reflekterer over, hvad klassikerlæsning er. Han mener, at det er en hindring for den frie læsning, at en klassikers persongalleri, vigtigste episoder m.m. kan forventes at være kendt på forhånd:
Derfor minder allerede den første læsning om en genlæsning eller en genopdagelse, skriver han. Han mener, at klassikere ikke bare er værker, der ligger bag os, værker som det altid er muligt at studere som spor af en afsluttet tid, men at de også er værker, der altid er foran os, altid ankommer hurtigere til fremtiden, end os selv:
Mikkel Thykier taler om klassikernes dobbelte eksistens, både i fortiden og fremtiden. Klassikeren gnistrer kortvarigt, ”før den forsvinder ud i horisonten for at lyse op igen for andre, engang efter min egen tid.”
Det er smukt skrevet. Når man læser klassikerlitteraturen, kan man netop mærke, hvordan den forbinder os i dag med dem, der var her før os. Thomasine Gyllembourgs roman om guldalderens borgerlige dannelsesidealer overfor revolutionstidens frihedskrav, Tom Kristensens skildring af den neonoplyste, jazzede moderne mellemkrigstid og Anders Bodelsens realistiske noveller om velfærdssamfundets mennesker, gør os i stand til at forstå vores egen placering i tidens skred.
Klassisk litteratur forbinder altså nutid med fortid, og i disse år er strømmen af klassikere fra forlagene stærk. Det vrimler med både enkeltstående udgivelser og mere kuraterede serier, og aldrig før har mangfoldigheden af gemte, glemte og genopdagede bøger, der får klassikerprædikatet hægtet på sig, været større.
Gyldendal har hele to serier, hvor de gør en dyd ud af at rehabilitere litteraturen. Om Gyldendals Skala hedder det, at serien ”skaber et rum og et nyt liv for de bøger, som aldrig fik den status, de fortjente, da de først udkom.”
Og den nye Gyldendal Nordisk kalder forlaget for, ”en serie for kendte og glemte klassikere fra den tid, hvor det nordiske selvbillede bliver skabt på diskussioner om køn, klasse, tro og moral. Det er radikale værker, der forandrer verden, og som stadig er spillevende.”
Samme tilgang har forlaget Gladiator haft i årevis med Sandalserien, der består af en lang række ’klassikere på kanten’, altså på kanten af den etablerede kanon.
Her bliver væsentlige, ofte oversete, dele af den danske litteraturhistorie bragt frem i lyset, senest også forfattere som essayister og brevskrivere.
Gladiator har formuleret en læseværdig litterær oppositionserklæring, der munder ud i en ambition om skabe plads til ”det skøre”, som det hedder, ”så smerten og desperationen har et sted at være.” Her er apokryffe kvaliteter vigtigere end autoriseret klassikerstatus.
Også flere mikroforlag, for eksempel Escho og Sidste Århundrede, har udgivelsesserier for glemt guld med skæve vinkler, som forlagene graver ud af litteraturhistoriens oversete forfatterskaber.
Af og til kan man få det indtryk, at der er gået inflation i klassikerbegrebet. Men på den anden side: Gennem år og dag er der naturligvis mange værker, der falder ned i sprækkerne, hvor de så en dag – måske – bliver genopdaget og skrevet ind i litteraturhistorien.
Det bekræfter Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, der siden etableringen i 1911 har stået for udgivelsen af blandt andet Den Danske Ordbog, danske historiske kilder og cirka 250 danske litterære klassikere.
Det Danske Sprog- og Litteraturselskab udgiver serien Danske Klassikere, der – med selskabets egne ord –
består af ”en række hovedstykker i den danske digtekunsts historie – og nogle, der burde være det.”
Burde, ja. Der vil altid være værker, der ikke opnår den anerkendelse eller status, som de fortjener, men måske arbejder tiden for det gemte og glemte. I hvert fald arbejder også selskabet med et bredere klassikerbegreb. Som de skriver, består Danske Klassikere ”ikke kun af guldrandede klassikere, men også at værker, der i dag med urette er ganske ukendte, selv om de i samtiden nød stor anerkendelse.”
Det Danske Sprog- og Litteraturselskab og forlagene Gyldendal og Gladiator har altså på mange måder den samme ambition om at rette søgelyset mod vigtige værker i litteraturens mørkelagte egne.
Den store forskel ses i vidt forskellige udgivelsespraksisser. Hvor Gyldendal lader forfattere skrive personlige forord til klassikerne, som læsere måske kan identificere sig med, har Det Danske Sprog- og Litteraturselskab en helt anderledes videnskabelig forpligtelse til at udgive kommenterede udgaver med noter, perspektiverende efterskrifter, redegørelser for manuskriptforhold, udgivelseshistorie m.m.
Samtidig med at de forlagene søger i omegnen af kanon efter uretfærdigt oversete klassikere fra den danske litteraturhistorie, opstår der også reservater for udenlandsk klassikerlitteratur på dansk. I mange år var det ikke længere eksisterende forlag Rosinantes klassikerserie et flagskib. I dag er det i høj grad forlaget Turbine, der tager teten med en forrygende række af internationale klassikere, og også her har man et godt øje til de bøger, der fortjener at blive trukket fra periferien og ind i centrum.
Sideløbende med at jeg lavede optagelser til den nye podcast, har jeg også haft fornøjelsen af at holde en række foredrag om litterære klassikere for medlemmerne af Diamantklubben på Det Kgl. Bibliotek.
Her afprøvede jeg samme metode, som i samtalerne med eksperterne – de originale manuskripter blev vist frem for publikum.
Under skarp supervision af medarbejdere fra biblioteks Specialsamlinger fik gæsterne mulighed for at komme helt tæt på – nok se, ikke røre – håndskrifter af for eksempel Amalie Skram og Tom Kristensen.
Der stod vi så og studerede kladdens forhold til renskriften og rettelser og tilskrifter i forfatterens egen hånd. De gamle manuskripter åbnede en tunnel i tiden.
Også DR har helliget en podcast til klassikere, hvor Alberte Clement Meldahl taler med kendte mennesker om deres livsforandende møde med litterære klassikere.
Seneste skud på stammen af aktuel formidling af klassikerlitteraturen er en ny podcast fra Weekendavisen. I Klassikerskolen præsenterer vi syv vigtige værker, som ruskede op i tiden, da de blev skrevet, fornyede og udvidede litteraturens rum, både det idémæssige og det æstetiske, og åbnede for nye veje til at se og forstå samfundet og menneskelivet. Og foran os ligger de originale manuskripter og taler gennem tiden.
Nej, Hans Kirks Fiskerne er ikke med, så her er ingen fjorddød og fedtemøg, men det kunne der jo have været. Til gengæld er her syv andre hovedstykker fra den danske litteraturs historie, som har bud til os i dag. Det er værker der, som Det Danske Sprog- og Litteraturselskab selv siger, ”er værd at læse, har en kvalitet, der gør dem til en udfordring for læserne netop nu, samtidig med at de gør indtryk som stemmer fra en nu efterhånden (fjern og) fremmed tid.” Med andre ord: Klassikere.
Podcasten Klassikerskolen
Weekendavisen den 20. december 2024
Weekendavisen udgiver Klassikerskolen i samarbejde med Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. I seriens syv episoder taler Klaus Rothstein med Marita Akhøj om Leonora Christinas Jammersminde, Anne-Marie Mai om Thomasine Gyllembourgs To Tidsaldre, Lise Busk-Jensen om Mathilde Fibigers Clara Raphael, Per Dahl om Georg Brandes’ Nietzsche-forelæsninger, Johnny Kondrup om Ernesto Dalgas’ Lidelsens Vej og Dommedags Bog, Torben Jelsbak om Tom Kristensens Hærværk og Erik Skyum-Nielsen om Anders Bodelsens Drivhuset og Rama Sama.
Alle værkerne er udgivet i Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs serie Danske Klassikere med noter, efterskrift m.m. (nogle er nye og kan købes, andre er ældre og kan kun skaffes antikvarisk), og alle episoderne kan hentes på weekendavisen.dk/podcast.