Weekendavisen den 3. januar 2025
Askeland. Signe Klitgaard debuterer med en blød, blid prosa om en bedekvindes håndtering af døde og efterladte.
Signe Klitgaard: Askeland. 84 sider. 228 kr. Jensen & Dalgaard.
Mig bekendt har bedemanden som karakter været henvist til en birolle i den danske litteraturhistorie, men de seneste år er der begyndt at ske noget.
Oscar K. og Dorte Karrebæk overskred en grænse med billedbogen Børnenes bedemand (2008) om Jørgensen, der tager sig af de døde børn. I Henrik Juul Jensens Støj og stilhed (2012) mødte en bosnisk flygtning en dansk antropolog og bedemand, og romanen bar undertitlen »En bedemands rejse«. Sara Blædels Bedemandens datter (2016) indledte en trilogi om en kvinde, der arver sin ukendte fars bedemandsforretning i USA (titlen er i øvrigt duplikeret direkte fra Gyrithe Lemckes roman fra 1945, som dog ikke handler om bedemandsgerningen). Og endelig gravede Maren Uthaug ganske interessant i begravelsens kulturhistorie med romanen En lykkelig slutning (2019) om et københavnsk bedemandsdynasti.
På det seneste er der altså udkommet en skønlitterær bog med bedemandsmotiv sådan cirka hvert fjerde år, og tendensen fortsætter nu med debutanten Signe Klitgaards såre vellykkede Askeland.
At dømme efter klaptekst og presseomtale kender Klitgaard begravelsesbranchen indefra, og bogens 84 små sider har ikke noget overordnet narrativt fællesgreb. Handling er der ikke meget af, men de forskellige tableauer udgør et samlet hele. Man kan kalde det en punktroman med reduceret form og handling.
Vi følger bededamen Astrid, enlig mor til Karen og selvstændig med hvid rustvogn. Hun møder de efterladte og gør alt for at følge deres ønsker for begravelse, kremering og urnenedsættelse. Hun håndterer de døde, der skal fra hospitalets morsrum og over i kisten, med professionel omhyggelighed og al den værdighed og respekt, et menneske kan mønstre.
SIGNE KLITGAARD har placeret sin historie i en stille scenografi, hvor følelserne er store, men udtrykket dæmpet. Vi får et smerteligt eksempel tidligt i romanen, hvor Astrid bliver ringet op af en pædagog fra Karens børnehave. Pædagogens bror er blevet fundet død i sin lejlighed og skal nu obduceres og kremeres.
Palle, der betjener kapellet, er en besindig mand med en klar besked: »Ham kan du ikke vise frem.«
Astrid spørger: »Ikke engang en hånd, vi kan bruge?«
Men Palle ryster på hovedet: »Jeg har tænkt alle alternativer igennem. Der er ikke en centimeter, du kan vise nogen.«
Denne roligt fortalte scene rummer en dyb tragedie. Ikke alene er manden død fra en familie, han ikke var forsonet med. Han er også død i ensomhed og har ligget så længe, at hans krop er gået i komplet opløsning.
Senere skal Astrid hjælpe et meget ungt par, der har mistet deres lille søn. Hun ankommer til krematoriet for at svøbe drengen og gøre fremvisningsrummet så rart, som det er muligt. Drengen ligger som en dukke i kisten:
»Hun føler indimellem, at hun smelter sammen med deres følelser, og kæmper mere og mere med at holde deres sorg på den afstand, hun ved, er bedst for hende – og dem. Astrid forsøger at få tæppet omkring drengens hoved også. Hun vil gerne sikre sig, at ansigtshuden ikke rykker sig for meget, når de løfter ham. Selvom forældrene selv har ønsket obduktion, behøver de ikke at blive mindet om, at huden har været trukket af kraniet. Når hun svøber de små helt stramt, plejer det at fungere godt. Astrid lægger ham forsigtigt tilbage i trækassen. Tænder lysene, så stearinen kan nå at blive flydende. Når lysene får lidt tid til at påvirke lugten i rummet, synes hun, det virker mindre iscenesat, end det i virkeligheden er.«
Her skriver Signe Klitgaard en blød, blid prosa med en bedekvindes respektfulde og lavmælte stemmeføring. Med ordene gør hun det samme, som Astrid gør med stearinlysene. Hun skaber en iscenesættelse, vi kan fungere i. Men ordene vil fremkalde angstens sved hos alle, der elsker et barn.
ASKELAND er ikke kun en skildring af Astrids arbejde med de døde, men antydningsvis også af hendes eget liv. Med enkle streger skitseres for eksempel datteren, en graviditet, morens død og beslutningen om at »revolutionere bedemandsbranchen«.
Disse spor er naturligvis lagt ud for at skabe et helhedsportræt af kvinden, der håndterer de døde og vejleder de efterladte. Men det er hverken Astrids følelsesliv eller hendes store hjerte, jeg vil huske denne lille debutbog for. Det er derimod for Signe Klitgaards skildringer af, hvordan de døde bliver håndteret. Det er nænsomt gjort, og også det virker mindre iscenesat, end det i virkeligheden er.
Med Askeland træder bedekvinden ind i dansk litteratur på en usentimental og rørende facon.