Weekendavisen den 10. januar 2025
Posthum. Filminstruktør Cæcilia Holbek Trier har skrevet en sitrende og nøgtern erindringsroman om opvæksten på katolsk kostskole, kunstnerliv og skilsmisse.
Cæcilia Holbek Trier: Mit menneskeliv. Erindringsroman. 236 sider. 199,95 kr. People’s.
Da filminstruktør Cæcilia Holbek Trier (1953-2023) døde meget pludseligt, var hun ved at lægge sidste hånd på erindringsromanen Mit menneskeliv. Manuskriptet var ikke færdigt, men dog tilstrækkeligt gennemarbejdet, til at forlaget og familien enedes om en posthum udgivelse.
Mit menneskeliv er en absolut læseværdig skildring af en omtumlet opvækst i en farverig bohemefamilie med svag fornemmelse for omsorg og ansvar, et mistrøstigt børneliv på en katolsk klosterskole og et byrdefuldt voksenliv med et havareret ægteskab.
Vor hovedpersons liv er kaotisk. Hendes forældre bliver skilt, og sammen med sine søskende bliver hun sendt på kostskole, først i København, siden i Oslo, hvor en gruppe tyske nonner står for opdragelsen.
Moren gifter sig igen med ingen ringere end den dansk-norske forfatter Aksel Sandemose, og mens hun drikker sig omkuld med kulturelitens jetset, drømmer børnene om en mor. Men de må nøjes med nonner.
Som purung debuterer Cæcilia som skuespiller i en norsk børnefilmproduktion, og som voksen går hun om bag kameraet som instruktør og producer af flere dokumentarfilm, kortfilm, reklamefilm med mere.
Hun gifter sig med en medstuderende fra Den Danske Filmskole, Lars von Trier, og de lever og arbejder i det avantgardemiljø, der i 1990erne skal komme til at revolutionere filmhistorien.
Da hun er gravid med den yngste, forelsker Cæcilias mand sig i en anden kvinde og forlader sin familie. Forladt, desillusioneret, højgravid med bækkenløsning, uden arbejde og med en kommende eksmand, der presser på for at afslutte skilsmissen, prøver hun at samle stumperne:
»Mareridtet er, når jeg er vågen. Når jeg drømmer, er alt som før. Det lille røde hus i Ørholm, han er der, og jeg er tryg. Mens jeg vågner op gennem søvnens lag, går det mere og mere op for mig, at det er virkeligt. Mareridtet. Fra det ene øjeblik til det andet ændres alt. Min krop og mit sind kan ikke følge med.«
Og senere hedder det: »Mit ægteskab er slut på et sekund. Selvom jeg blev ved med at håbe, kunne jeg mærke, at jeg ikke havde tilliden længere. Det måtte være en instinktbrist at forlade nyfødte børn.«
Begrebet instinktbrist kan ikke slås op; det er en diagnose uden fast grund, som lyder rammende.
Kaos til trods lykkes det for Cæcilia Holbek Trier at skrive manuskript, skaffe produktionsselskab og til sidst instruere den selvbiografiske film Nonnebørn.
MIT MENNESKELIV er på én gang en sitrende og nøgtern erindringsbog, der på en måde gør en dyd ud af det kaos, som har præget forfatterens liv.
Bogen rummer flere passager, der kun fremstår som forstadier til egentlige kapitler, og placeringen af flere afsnit er præget af vilkårlighed, men det tog forfatteren højde for i tide. På en side for sig står dette:
»(Jeg forsøger at inddele i afsnit for at have fornemmelsen af at have styr på stoffet. Jeg er knap begyndt, og panikken melder sig (…) Jeg kan ikke kontrollere noget. Jeg må skrive i kaos.)«
Levet i kaos og skrevet i kaos. Mit menneskeliv er et fint og nænsomt selvportræt, både af pigen og af kvinden, og en tankevækkende skildring af bohemernes og nonnernes uforenelige kulturmiljøer.
Men bogen har også en karismatisk charme, når Cæcilia Holbek Trier skriver om bohemernes excesser. Portrættet af moren er på én gang herligt og tragisk. Herligt, fordi hun er en broget karakter, der ikke lever sit liv efter nogen konvention, men hele tiden jagter en ny mening, en ny identitet. Tragisk, fordi hun sætter sin egen flakkende hedonisme over sine børns tryghed.
Mit menneskeliv genrebestemmer sig som »erindringsroman«, og dermed slutter den sig til den omfattende litterære strøm af mere eller mindre fiktionaliserede skildringer af levet liv, som står i gæld til 1970ernes bekendelseslitteratur, hvor forfatterne blotlagde deres egne erfaringer med især kønsroller, seksualitet og magtstrukturer i familien.
At falsificere enkeltheder i den (selv)afslørende privatlivslitteratur giver naturligvis ingen mening. Men som læser bør man huske, at den menneskelige perception altid er siet gennem et stærkt subjektivt filter.
Mit menneskeliv kan læses som en slags litterær opkobling til Cæcilia Holbek Trier spillefilm Nonnebørn (1997) og dokumentarfilmen Tomme rum (2008), begge baseret på nærgående selvbiografiske studier af det, der gør allermest ondt, nemlig at blive efterladt som barn og forladt som kvinde.
Kostskolen og skilsmissen er erindringsromanens to vigtige traumepunkter.