Weekendavisen den 17. januar 2025
Kommentar. Bliver forfattere virkelig irrelevante ved at blive omtalt som »oversete«? Nej. Tværtimod.
Hvornår har De sidst læst nogle af Sophus Schandorphs romaner om midtsjællandsk landbo- og købstadsliv?
Eller hvad med Erik Skrams erotiske ægteskabsromaner fra herregårdsmiljøet?
Nej, vel? I sidste del af 1800-tallet var disse forfattere ellers voldsomt i vælten. De udgjorde fortroppen af litteraturens moderne gennembrud. Men bare fordi de bar den nordiske realisme dengang, betød det jo ikke, at de skulle bevare deres plads i vores liv og læsning.
Jeg kom til at tænke på disse mænd, da jeg for nylig læste et interview i Politiken med forfatteren Sara Alfort, som er meget kritisk over for vinklingen på de udgivelser, udstillinger med mere, der i disse år fokuserer på det moderne gennembruds kvinder. Hun sagde:
»De ord, der konstant går igen, er, at de her kvinder var ’glemte’ og ’oversete’, og at de nu endelig får den plads, de har fortjent. Men ved at omtale dem på den måde mener jeg, at vi risikerer at gøre dem irrelevante.«
HER I AVISEN har Sara Alfort tidligere skrevet, at mandlige forfattere kan være ukendte, men om dem siger man ikke, at de er »glemte« eller »oversete«.
At fremdrage det oversete eller glemselstruede er en vigtig disciplin, lige så vigtigt som at give ny opmærksomhed til det, der er blevet henvist til depoter og arkiver. Som Sara Alfort selv bemærker, gjorde Pil Dahlerup det i 1980erne med de moderne kvindelige gennembrudsforfattere, senere har også Hans Otto Jørgensen som forlægger og formidler gjort en stor indsats for disse forfatterskaber. Og Sara Alfort gør det selv så fremragende med sine bøger.
Men bliver forfattere virkelig »irrelevante« ved at blive omtalt som »oversete«? Nej. Tværtimod.
SØREN SCHOU har i sin bog Og andre forfattere. Dansk fiktionsprosa 1945-60 (2000) rettet søgelyset mod en række forfatterskaber, der betød noget i deres samtid, men siden blev – overset. Bogens første kapitel hedder lige præcis »Oversete forfattere«. Flere af navnene nikker jeg genkendende til, et par stykker kan jeg tale med om, andre har jeg dårligt nok hørt om: Leif E. Christensen, Svend Aage Clausen, Finn Gerdes, Sonja Hauberg, Aksel Heltoft, Eiler Jørgensen, Kelvin Lindemann, Viggo F. Møller, Ester Nagel, Giuseppe Scocozza, Jørgen Ulrich, Carl Bang.
Hvis disse forfattere er irrelevante, er det ikke, fordi de er blevet kaldt »oversete«. De er irrelevante, hvis de ikke har noget at sige os længere, og i så fald forbliver de oversete. Men bare fordi, man bliver genopdaget, betyder det ikke, at man bliver husket. De forfattere, som Søren Schou skrev om for 25 år siden, er stadig lige glemte (måske på nær Sonja Hauberg, som Det Danske Sprog- og Litteraturselskab har genudgivet).
Andre forfattere har fået nyt liv, når nogen har gjort op med deres status som »overset«. Den slags kommer dog ikke af sig selv. For det første skal der være kunstnerisk tyngde, som det er værd at fremdrage. For det andet skal der være en relevans med resonans i vor egen tid.
NÅR FORLAG, museer med mere taler om »glemte« og »oversete« kvindelige forfattere og kunstnere, bruger de meget bevidst en sproglig vinkling, der skaber opmærksomhed. På Dagbladet Information gør man det også for tiden, hvor Erik Skyum-Nielsen genlæser 1970ernes knækprosaister. Den interessante serie hedder meget passende »De mere eller mindre glemte«.
Kvindelige forfattere bliver ikke irrelevante af at blive omtalt som oversete. Tværtimod ligger der i begrebet en anerkendelse af talentet og en forståelse for, at det måske var det patriarkalske samfunds- og kunstsyn, der ikke så dem for det, de var, og det, de skrev.
Vi lever i interessante litterære genopdagelsestider, og der er mange flere forfattere, der venter på at blive trukket ud af Glemmebogen, genlæst og revurderet, også mænd.
De vil kun nyde gavn af prædikatet »overset«. Det øger interessen og fremmer respekten.