Weekendavisen den 31. januar 2025
Anna Neye: Opmåling af hjertet. En romance i feltnoter. Roman. 227 sider. 249,95 kr. Gyldendal.
Debut. I 1885 satte en hvid kvinde en sort mand i bur med en orangutang. Anna Neye romandebuterer med satirisk videnskabsroman.
Anna Neye er en alsidig kvinde, der tilsyneladende ubesværet skifter genre. Hun er både skuespiller, forfatter til den satiriske guidebog Emma Gad for hvide (2017) og manuskriptforfatter til den virkelig gode Viften (2023), der vandt Nordisk Råds filmpris. Og nu kan hun med Opmåling af hjertet så også kalde sig romanforfatter.
Gennem alle værkerne løber en rød – eller snarere en sort-hvid – tråd, nemlig de konflikter, som menneskers hudfarve historisk set har afstedkommet. Anna Neye beskæftiger sig med raceteori, racisme, (post)kolonialisme, eksotisering med videre. Altså nogle af tidsåndsdebattens skarpeste og mest brandbare emner. Og hun gør det med satirisk underfundighed.
Opmåling af hjertet er en genreparodi på videnskabsromanen, som vi kender den fra krimierne og de litterære portrætter af autentiske videnskabskvinder, som forskede på trods af patriarkatets benspænd. Her tænker jeg på Eva Tinds Kvinden der samlede verden (2021) om Marie Hammer, Lotte Kaa Andersens Den inderste kerne (2021) om Inge Lehmann og Keld Conradsens (fiktive) Byen og havet (2022) om en kvindelig forsker, der finder afgørende nyt, men bliver undertrykt, fordi hun er kvinde.
Anna Neyes roman har denne rammefortælling: I 2025 finder pungrotteforsker og professor Elisabeth Hove en arkivkasse med nogle gamle optegnelser, som viser sig at stamme fra antropologen Heather Withermore, en akademisk pioner, der i 1885 havde et forskningsophold i Københavns zoologiske have. Herefter består Opmåling af hjertet af Hoves kommenterede oversættelse af Withermores feltnoter: iagttagelser af en depressiv orangutang, som hun forsøger at indgyde lidt livsmod ved at lade en sort mand (eller »neger«, som det hedder i denne roman) holde den med selskab.
HVAD DER HEREFTER sker mellem Heather og Livingstone, og hvad hans egentlige baggrund er, må man læse sig til, men romanens undertitel – En romance i feltnoter – giver et fingerpeg. Jeg vil blot konstatere, at antropologen gør sig nogle erfaringer, der vender op og ned på ikke blot hendes eget, men hele det europæiske verdensbillede. Det er sjovt.
»Det ville være historieforfalskning at lade hende blive i historiens skygger, blot fordi vi qua hendes forskningsområde risikerer at fremhæve én undertrykkelse (kvinder, red) på bekostning af en dobbelt undertrykkelse (kvinder af afrikansk herkomst, red). Det mener undertegnede nu heller ikke, at nærværende bog kan anklages for, men skulle nogen alligevel føle sig trådt over tæerne, undskylder jeg på forhånd. Jeg håber, at mine brune eller sorte medsøstre af afrikansk herkomst vil tage en for holdet og have forståelse for, at fokus her i bogen alene er på videnskabshistorien og forståelsen af vores fælles fortid og dermed nutid.«
Hvem der står for de indskudte parenteser, som for eksempel »(kvinder, red)«, er uklart. Hove ville jo ikke skrive sådan i sine egne kommentarer, så man får på fornemmelsen, at der findes et skjult lag i teksthierarkiet. Måske er det Neye selv, der her blander sig?
DER KNYTTER SIG også andre stilistiske udfordringer til Opmåling af hjertet. For det første ligger titlen ærgerligt nær Opmålingen af verden (2005), Daniel Kehlmanns videnskabsroman om Alexander von Humboldt og Carl Friedrich Gauss. Det er garanteret gjort med tungen i kinden, men dræb din darling, siger jeg. For det andet mangler sproget i den grad bevidsthed om 1885, hvor dens hovedspor foregår. Det kan man naturligvis springe op og falde ned på, for det er jo bare en spøjs spøg, men på mig virker det som ligegyldighed eller manglende vilje til litterær konsekvens.
Naturligvis kan vi skyde al skyld på Elisabeth Hove for en ringe oversættelse af Heather Withermore, men jeg vil hellere sigte på forfatteren, der har opfundet dem begge, og som lader Withermore bruge ord og udtryk som »møde ind«, »en stor spiller«, »lykkedes med«, »fremadrettet«, »Østrig« (som ikke fandtes som selvstændig nation på dette tidspunkt), »papirfly« (flyet var endnu ikke opfundet, men ok, måske fandtes der papirfly?), »stop dig selv«, »bias«, »passiv-aggressiv«, »skarpeste kniv i skuffen«, »spidskompetence«, »vækste« og »på sigt«.
Hvis denne anakronistiske, sproglige bullshit er anbragt med en satirisk hensigt, går pointen hen over hovedet på mig. Men jeg er også så gammeldags, at jeg ville foretrække, at Neye havde brugt stort begyndelsesbogstav i substantiver, bare for at understøtte illusionen (ja, vi ved godt, det er fiktion) af, at Heather Withermores feltnoter faktisk stammer fra 1885.
Min sprogkritik er muligvis ikke helt fair over for en roman, der ikke tager sig selv alt for seriøst, så lad mig slå fast: Opmåling af hjertet er nok en litterær bagatel, men samtidig en relevant latterliggørelse af orangutangteorien. Som en hurtiglæst, frisk og burlesk fantasi om de racistiske fortidssandheder, der senere blev afsløret som depraveret pseudovidenskab, er Neyes romandebut et alvorsord til tiden – svøbt i en kåbe af underfundig humor.