Weekendavisen den 7. februar 2025
Manifest. Amalie Sehested Rom romandebuterer med en poetisk og bastant kapitalismekritik – og et forstemmende blowjob.
Amalie Sehested Rom: Hun har altid lyst til, at der skal være en til. 152 sider. 170 kr. Forlaget Amulet.
Den sociale indignation kan være en god drivkraft for en forfatter. Men den kan også være en spændetrøje. I Amalie Sehested Roms debut, Hun har altid lyst til, at der skal være en til, er den begge dele. Den fortættede kortroman består af tre spor, som ikke hænger sammen i ydre handling.
Første spor handler om Timéa, der arbejder for teleselskabet Orange i Paris. Hun er på jagt efter en fremlejebolig, men konkurrencen er hård. Da hun kommer til fremvisning på en lille lejlighed, hvor udlejeren virker rimelig og ikke spekulerer i høj husleje, synes hun, at han ser forladt ud. Hun tager derfor fat om hans bæltestrop og trækker ham til sig: »Hun lyner hans bukser op og tager hans pik frem. Den er allerede halvstiv, medgørlig og rosa.«
Timéa får lejligheden. Men så mister hun pludselig sit arbejde på grund af »strategiske omlægninger«. På jobcenteret bliver hun konfronteret med et ubarmhjertigt bureaukrati. Og til sidst mister hun besindelsen. I en stor elektronikbutik kan hun ikke få en vare til den annoncerede pris, fordi hun ikke er klubmedlem. Butiksvagten holder øje med hende, hans mistroiske blik stikker:
»De tror, vi ikke har nogen minder. At vi ikke har nogen drømme for fremtiden. At vores sår ikke bløder. De får os til at holde øje med hinanden, mistro hinanden. Og de får os til at tro, at ingen vil sørge, når vi er borte.«
I butikken står en mandshøj figur af en abe i baseballtøj med et aluminiumsbat i hænderne, en reklame for spillekonsoller. Og så knækker noget i Timéa:
»Et skarpt smæld i brystet. Det er ikke en tanke. Bare hænderne for enden af armene. En følelse af en distinkt gråhed indeni. Hun tager fat i battet, og det glider let ud af abens hænder. En lille brist i forretningens ellers ubrydelige forskansning. En mindre forglemmelse. Hun svinger det, og det er overraskende stærkt. Glasskabet splintrer i tusinde stumper. En skinnende regn af glas, en Xbox, en leg, vi kunne lege.«
OGSÅ ROMANENS ANDET spor handler om de socialt marginaliserede i Paris. Denne gang følger vi en dansk udvekslingsstuderende, Laura, der »altid havde set universitetet som sin billet ud«, og som »havde arvet evnen til at føle en total berettigelse i verden«.
Men nu er hun blevet stævnet for at være trængt ulovligt ind på et hospital under en demonstration, hvor hun søgte tilflugt, da tåregassen hvislede gennem gaderne. Demonstrationen forløb ellers fredeligt, men »det hele endte i lort på en måde, der syntes planlagt fra højere sted«.
Mens Laura venter på, at sagen kommer for retten, passer hun studierne med sine venner:
»Deres rygsække er fuld af kompendier om gentrificering og politirepression, og hun mærker det i fødderne, den utrolige vægt, der presser hende nedad for hver eneste side, hun har vendt, hvert eneste intelligente spørgsmål og opgaverne altid afleveret til tiden. Hun tænker, at det må være i bunkerne af tætskrevne sider, overstregningerne og noterne, at hendes væsen findes.«
I det tredje spor er vi i Danmark, hvor en familie forbereder sig på hjemmets opløsning i skyggen af en tvangsauktion. Samtidig udvikler en forelskelse sig mellem sønnen Jonas og skolekammeraten Lisa. Hun har lyst til at rejse, siger hun, måske til Paris. »Er der ikke mange demonstrationer og kaos i gaderne?« spørger Jonas.
Paris bliver samlemuffe for tre indbyrdes uafhængige samtidsfortællinger om ydmygelser, afmagt og marginalisering, om de ikkeprivilegerede som ofre for kapitalismens svinestreger. I de to første spor spiller den franske hovedstad en afgørende rolle som scene for konkrete konflikter, mens storbyen i sidste spor er en fjern fantasi om en forløsende flugtvej, en frihedsdrøm.
Formsprogligt befinder romanen sig på den modsatte side af skalaen af Morten Papes I ruiner (2021), hvor De Gule Veste i Paris spillede en betydelig rolle, men de to forfattere er beslægtet i deres solidariske interesse for menneskene i finanskrisens skygge.
AMALIE SEHESTED ROM er drevet af en retfærdig social indignation, som hun deler med sit forlag, Amulet, der arbejder litterært-aktivistisk under et manifest, hvor man blandt andet kan læse, at de »kæmper for en litteratur, som tør være vred, anfægtet, i affekt«, og som »nægter at gå magtens ærinde og ikke er interesseret i at gøre sig mindre, end den er«.
Hatten af for den ambition. Som drivkraft er indignationen god, fordi forfatteren herved har et retfærdighedssøgende og overbevisende blik for de ikkeprivilegeredes livsvilkår i den nådesløse kapitalistiske konkurrencestat. Men når indignationen spændes for et politisk program, bliver den forudsigelig.
Om den »leg, vi kunne lege« forstår vi, at ikke alle har lov at være med; ikke alle har indflydelse på legens regler. Fint nok. Men så bliver det skåret i pap og bøjet i neon:
»Vi tog jo ikke noget, som ikke i virkeligheden tilkommer os. Vi arbejder jo så hårdt, vi slider os ihjel.« Og videre: »Vi var også griske. Fuck dem. Og deres overskud, deres udenlandske investeringer. Lommerne fulde af memorycards. Én gang for alle blev det tydeligt, at vi havde styrken til at ødelægge langt mere, end vi nogensinde havde troet var muligt.«
Hun har altid lyst til, at der skal være en til er moderne politisk litteratur om de magtesløses magt og den energi, der udlades, når uretfærdigheden udløser et skarpt smæld i brystet. Fornedrelsen spiller en vigtig rolle i romanen, ikke mindst i den førnævnte scene, hvor Timéa giver udlejeren et blowjob for at komme i betragtning til boligen. Han er tøvende, hun udfarende.
Senere betror Timéa sig til en veninde, som har svært ved at forstå, at hendes traume ikke er større:
»Og det er ikke retfærdigt, hvis det bare kan være så nemt. Med promiskuiteten bør der følge, hvis ikke skam, så i det mindste et traume. Det er reglerne. ‘Det er jo ikke mig, der har lavet reglerne. Sådan er det bare,’ siger hun.«
Bemærk, at veninden taler om promiskuitet, mens Timéas blowjob vel egentlig er en form for prostitution (på hendes egen foranledning). Bemærk, at hun rangerer skam over traume, mens det vel burde være omvendt. Bemærk, at den sidste replik ikke er venindens, men Timéas. Hun taler om nogle regler, som hun ikke har indflydelse på, ligesom hun tidligere talte om den leg, vi kunne lege.
En ung kvinde, der tilbyder oralsex for at få en lejlighed, for »sådan er det bare«, og derefter går videre ud i livet, uden skam, uden traume. Hvis ikke det er fornedrende, er det i hvert fald forstemmende.
Romanens pointe, indignation og anfægtelse er denne: Ikke alle har indflydelse på reglerne, og deraf opstår uretfærdigheden og den sociale skævhed. Amalie Sehested Roms debut er på én gang poetisk og bastant. Manifestlitteratur til tiden.