Weekendavisen den 7. februar 2025
Handsker. Amalie Skrams debutroman er stadig vigtig, men dens nye sprogdragt er problematisk.
Amalie Skram: Constance Ring. Oversat af Anna Jessen i samarbejde med Ida Jessen. Forord af Stine Askov. 380 sider. 249,95 kroner. Gyldendal.
I udstillingskataloget til Statens Museum for Kunsts og Den Hirschsprungske Samlings udstillinger om de kvindelige maleres moderne gennembrud sidst i 1800-tallet og først i 1900-tallet skriver kurator Lene Bøgh Rønberg om skindhandsken som et symbol, der går igen i flere af epokens vigtige portrætter af kvindelige kunstnere.
I 1880erne herskede den såkaldte sædelighedsfejde i Norden. En strid om ægteskab, (dobbelt)moral og seksualitet, hvor kristne konservative kræfter krævede, at kvinder skulle holde sig på dydens smalle sti, mens frisindede radikale mænd argumenterede for fri erotik, også for ugifte kvinder.
I 1883 kastede den norske dramatiker Bjørnstjerne Bjørnson sig ind i kampen med skuespillet En handske, hvori han lader en ung kvinde smække en skindhandske i ansigtet på sin tilkommende, da hun opdager, at han allerede har haft erotiske forbindelser. Bjørnson krævede seksuel afholdenhed før ægteskabet – også for mænd.
Da jeg læste Lene Bøgh Rønbergs tekst om handsken som motiv i malerier af både Johanne Krebs, Susette Holten, Harriet Backer, Bertha Wegmann og Marie Luplau, overvejede jeg, om også det moderne gennembruds kvindelige forfattere havde brugt dette motiv. Og da en ny udgave af Amalie Skrams debutroman, Constance Ring (1885), landede på mit bord, tog jeg – om jeg så må sige – handsken op.
Constance er purung, da hun bliver gift med en velsitueret mand i moden alder. Ring, hedder han, og det er ikke et tilfælde. Vi skal tænke på ægteskabssymbolet, der holder fast og spærrer inde. Constance er ulykkelig, og det irriterer og provokerer Ring, der ikke anerkender hendes følelser eller behov. I stedet vender han sig mod stuepigen, som han gør gravid.
Da Ring omkommer ved et skibsforlis, er ringforbandelsen brudt, men hvad gør en enlig kvinde i 1880ernes bornerte borgerlighed? Constance lægger planer for sit selvmord, men vælger dog at acceptere et frieri fra familievennen doktor Lorck.
TIL AT BEGYNDE med er ægteskabet lykkeligt. Men så får Lorck et uægte barn ude i byen. Constances håb om ægteskabelig stabilitet får igen et skud for boven, og til sidst vælger hun den fatale udvej, som kvinderne så ofte gør i Amalie Skrams naturalistiske ægteskabsromaner.
At en kvindelig forfatter i 1885 turde angribe mandens ret og magt inden for ægteskabet, skabte utryghed i de herskende klasser. Men Skram lod stædigt hustruerne tale om ægtemændenes uterlighed, og i romanen er forargelsen ikke på borgerskabets side. Det er Constance, der bliver syg i sjælen:
»’Men du gode gud!’ råbte hun til sidst, ‘hvis det er sandt, og hvis alle mennesker finder sig i det, hvorfor er denne løgnagtige institution så ikke afskaffet? Hvorfor i alverden har vi ikke offentligt flerkoneri?’«
Hendes veninde replicerer: »Som tyrkere og hedninge! Ja, det ville være kønt.« Hertil svarer Constance: »Så ville der da være sandhed i tingene, og så vidste vi da, hvad vi gik ind til.«
Men hvad med handskerne? Jo, Amalie Skram kender så bestemt til handskens betydning. Hun kunne sin Bjørnson, og de var gode venner (men venskabet fik en brist, da Constance Ring udkom, da den var for stærk tobak for Bjørnson), og hun bruger da også handskesymbolikken i flere centrale scener.
Mellem Constance og den unge violinist Mejer hersker en ulovlig tiltrækning, som to gange skildres gennem skindhandskerne, som her, hvor handsken får karakter af repræsentation og trofæ:
»Constance tog hånden i lommen og kom til at hive en handske med op, som faldt på gulvet. Mejer tog den langsomt op. Hun rakte hånden ud efter den. ‘Må jeg få lov til at beholde den?’ bad han og så lidt usikker ud. ‘Ja, det må De gerne, hvis De virkelig vil.’«
Senere bivåner vi en pikant scene, hvor afklædningen af hænderne er glødende erotisk:
»Han begyndte at trække hendes handsker af. Hun gjorde ingen modstand; han tog dem og greb fat om hendes hænder, som han flyttede rundt i sine egne; han holdt om hendes håndled og lod igen hænderne glide ned til hendes fingerspidser med sagte tryk. Så lagde han dem op mod sit ansigt, trak dem ned på sin mund og kyssede dem indvendigt og udvendigt.«
DET ER EN LOGISK og god beslutning at programsætte Constance Ring i en nordisk klassikerserie, hvis erklærede formål er at udgive »klassikere fra en tid, hvor det nordiske selvbillede bliver skabt på diskussioner om køn, klasse og moral«. Her er Amalie Skram uomgængelig.
Når det er sagt: Gyldendal har valgt at klæde Constance i moderniseret sprogdragt, og det er en problematisk disposition. Den nye oversættelse er skrevet af Anna Jessen i samarbejde med Ida Jessen, og om den er der intet ufordelagtigt at sige. Kun at den er overflødig.
For det første udvisker den danske oversættelse enhver fornemmelse af datidens dansk-norske litterære forbindelser, som er så typisk for Skram. For det andet mister vi essensen af forfatterens dobbeltsproglighed som en norsk kvinde, der insisterede på at blive opfattet som dansk forfatter. For det tredje ønskede Skram selv ikke at blive oversat til lydefrit dansk.
Her et eksempel på, hvad der er galt. Amalie Skram skrev oprindelig (her citeret fra Samlede Værker, 1905):
»Tre Aar var forløbet siden hin 26de Oktober, da Constance, som hun undertiden sa sig selv, havde ladet Kampen for sin Menneskeværdighed falde.«
I den nye oversættelse står:
»Tre år var gået siden den 26. oktober, hvor Constance, sådan som hun indimellem sagde til sig selv, havde opgivet kampen for sin menneskeværdighed.«
Hvorfor i alverden skal »forløbet« ændres til »gået«, »hin« til »den«, »26de« til »26.«, »undertiden« til »indimellem« og »ladet falde« til »opgivet«?
Og endnu et eksempel. Amalie Skram skriver: »Processer er noget Kram; en skulde aldrig befatte sig med dem.« I oversættelsen lyder samme passage: »Retssager er noget fusk; man burde aldrig beskæftige sig med dem.«
Betydningen er den samme, ja. Men stilen er forduftet. Her er ikke længere nogen attenhundredetalstone, ingen gennembrudsstemning, ingen skramsk accent. Amalie Skram er så nem at læse i original. Med fordanskningen mister vi mere, end vi opnår.