Der er altid en hval dernede i mørket

Og så alligevel ikke. Trods sine kaotiske levevilkår – hun prostituerer sig, er droppet ud af universitetet, er anorektisk og bor til leje i et værelse, hvor hun ikke trives – har Molly knyttet ubrydelige bånd med Casper, som hun lærte at kende på opholdsstedet Lygten. Også hans liv som ung voksen er præget af slør og slinger, og trods udsving i relationen holder de to hinanden oppe gennem en gensidig livsloyalitet. Man kan vel kalde dem sjælevenner, elskere, måske kærester.

Som sælger af sex adskiller Molly sig fra de sexarbejdere, vi kender fra litteratur og film. Her har man altid set, at de ikke kysser deres kunder. Et kys er et udtryk for følelser og intimitet, og den slags er jo ikke til salg. Men Molly kysser. Og hun nyder også at være sammen med kunderne. I hvert fald til en vis grad. Mens hun betjener en fyr, tænker hun på den Snickers, som hun vil spise bagefter.

EN DAG bliver Molly efterspurgt af en ny kunde, et menneskebjerg af en islandsk mand ved navn Jógvan (er det egentlig ikke et færøsk navn?). Han har fyldt sin lejlighed med modeller af søstjerner, blæksprutter, hvaler og andre miniaturehavdyr, der hænger i snore ned fra loftet. Det minder læseren – men mærkeligt nok ikke Molly – om den uro med tre fine, dybblå glasdelfiner, der hang over hendes seng på opholdsstedet.

Jógvan er ikke kun ude på sex, for også han savner nærhed, ømhed, omsorg. De klynger sig til hinanden:

»Jeg krøller mig endnu mere sammen og borer hovedet ind i hans armhule, så hans duft gør mig varm over det hele. Han stryger fingrene over mit ansigt og mine læber, jeg lukker øjnene, så jeg bedre kan mærke det. Jeg sukker. Han presser sin tommelfinger forsigtigt mod min mund, til jeg åbner den. Han sukker, ’skat,’ siger han, ’lille baby.’ Jeg bliver varm i kinderne, men jeg bliver ved med at sutte. Jeg mærker hans fingre i min mund med mine egne fingre. Han bliver ved med at vugge mig.«

Det er en rørende scene, men også skummel, nærmest en mor/barn-symbiose mellem den store mand og den spinkle kvinde. Han vil ikke kun have sex, han vil også putte. Han søger »the girlfriend experience«, siger han.

Mellem Molly og Jógvan opstår et nært og sært forhold. Dybest set er de begge på flugt fra ensomheden og bruger hinanden i jagten på intimitet. Det får et aparte udtryk, da Molly smalltalker, mens Jógvan knepper hende: »Nogle af mine venner er i et band, vi spiste daal, det er sådan en ret lavet på linser.«

Det ligner tryghed, men det lykkes Sine Simonsens at indlejre en stemning af noget uheldsvangert i den omhyggeligt afstemte prosa. Og hele tiden fornemmer man, at Jógvans interesse for havet er et surrogat for det, han mangler her på jorden. Han forklarer det selv: »Hvalerne, for eksempel, uanset hvad der sker heroppe, så er der altid en hval dernede, i mørket et sted. Og den gør som den plejer. Og den er meget større end os.«

Til det svarer Molly blot et registrerende »Ok«. Og hun tænker: »Jeg vil gerne forstå det«. Ja, hun vil gerne forstå det. Men den ene eksistentielle ensomhed forstår ikke nødvendigvis den anden.

Det eneste fællessprog, de kender, fluktuerer mellem sær omsorgsfuldhed, sex og seksuel vold. Så da Jógvan en dag installerer et kæmpeakvarium i stuen, ved man derfor godt, hvad der er på vej. Vi har set det på film så tit, akvariets symbolske bristefærdighed.

DE ENESTE I VERDEN er en knugende fortælling om sen coming of age og om menneskeskæbner på kanten af samfundet. Som nutidsrealistisk roman om menneskelig porøsitet og de ikkeprivilegeredes søgen efter fællesskaber og holdepunkter har den et socialt budskab.

Sine Simonsens fint formede realisme forener det virkelighedstro med det drømmende, og det konkrete med det symbolske, ikke mindst med hvalerne nede i mørket, og som læser kan man ikke lade være med at omfavne de på én gang fortabte og fandenivoldske unge mennesker med en urolig sympati.

Da vi forlader Molly, kan vi kun håbe på, at hun rejser sig op for alvor.