De ses i byretten

»Jeg er journalist, og troværdighed er det ypperste i vores fag. Jeg vil ikke have det siddende på mig, at jeg skulle have opfundet begivenheder, der ikke har fundet sted,« har Peter Kramer udtalt til Berlingske.

Han krævede derfor, at Gry Scavenius Bertelsen skulle æde sin egne ord. Det vil hun ikke. Derfor bliver det nu op til byretten i Aarhus at tage stilling til, om anmelderen har krænket forfatterens ære.

MENS VI VENTER på, at disse usædvanlige retssager skal begynde, kan vi vende blikket mod andre forfatter/kritiker-konflikter, der ikke bare har udspillet sig som en offentlig ordduel, men også som (trusler om) sagsanlæg og retssager. Der er ikke tale om juridisk hverdagskost, men der findes fortilfælde.

I begyndelsen af 1980erne fulgte hele det intellektuelle New York og omegn med i en celeber sag mellem to af den litterære verdens markante kvinder, romanforfatteren, essayisten, aktivisten og kritikeren Mary McCarthy og dramatikeren Lillian Hellman, som havde været i totterne på hinanden siden deres ungdom, hvor de begge var aktive på den amerikanske venstrefløj, men i forskellige socialistiske fraktioner.

Mary McCarthy var en spydig og frygtet intellektuel, og den slags gav den berømte talkshowvært Dick Cavett, som hele USA fulgte i fjernsynet, gerne plads i sin gæstesofa. I et interview i 1979 spurgte han derfor Mary McCarthy, hvilke forfattere hun anså for at være overvurderede. Hun svarede:

»Den eneste, jeg kan komme i tanker om, er en dinosaur som Lillian Hellman, som efter min mening er enormt overvurderet, en dårlig forfatter, en uærlig forfatter, som virkelig hører fortiden til.«

»Hvad er det uærlige ved hende?« spurgte Dick Cavett.

»Alt. Jeg har sagt det før: Hvert et ord, hun skriver, er løgn, inklusive ’and’ og ’the’.«

Denne raffinerede ydmygelse ville Lillian Hellman naturligvis ikke stå model til, og hun gik rettens vej. I et sagsanlæg mod Mary McCarthy, Dick Cavett og tv-selskabet krævede hun 2,25 millioner dollar i erstatning for ærekrænkelse.

Men så gik Mary McCarthy til modangreb. Hun gravede en masse eksempler frem fra Lillian Hellmans forfatterskab, hvor hun beviseligt havde løjet og smykket sig med lånte fjer.

Mange forventede, at sagen ville blive afvist, men ikke desto mindre viste dommeren sympati for den ydmygede dramatiker, og gennem de næste fire år udspillede sagen sig, uden at der blev afsagt dom. Det hele løb ud i sandet, da sagsøgeren døde i 1984, og bestyrerne af Lillian Hellmans bo besluttede at droppe sagen – til Mary McCarthys ærgrelse: »Jeg ville ikke have, at hun skulle dø. Jeg ville have, at hun skulle tabe i retten,« sagde hun.

EN RETSSAG, der på nogle måder minder om den kommende danske tvist, stammer fra den engelske avis The Telegraph i 2008, hvor sociologen og kunstskribenten Sarah Thorntons bog Seven Days in the Art World blev anmeldt af journalisten Lynn Barber, som var i et polemisk hjørne. Hun holdt sig ikke for god til at omtale forfatteren som en »dekorativ canadier«, og så skrev hun:

»Sarah Thornton skriver, at hun praktiserer ’refleksiv etnografi’, hvilket betyder, at hendes kilder har ret til at læse, hvad hun skriver om dem, og rette i det. I journalistikken kalder vi det ’tekstgodkendelse’, og det godkender jeg ikke.«

Nu var Lynn Barber varmet godt op, klar til at sætte det store stød ind. Hun hvæssede pennen og skrev:

»Sarah Thornton påstår, at hendes bog er baseret på timelange interview med flere end 250 personer. Det ville jeg have stolet på, hvis ikke mine øjne var faldet ud af hovedet, da mit blik gled ned over listen med de 250 interviewkilder, og jeg stødte på navnet Lynn Barber. Var jeg blevet interviewet? Det ville jeg selvfølgelig have husket.«

Men erindring er noget upålideligt noget. Sarah Thornton kunne bevise, at hun to år tidligere faktisk havde interviewet Lynn Barber i telefonen, og kritikerens insinuation faldt til jorden. Men forfatteren mente, at hendes ære og troværdighed var blevet beklikket, så hun anlagde sag mod anmelderen og avisen.

The Telegraph undskyldte og tilbød et forlig, men det afviste Sarah Thornton. I et interview med webmagasinet Artdesigncafé i 2009 sagde hun, at det var chokerende at være nødt til at finde advokater, der var villige til at arbejde gratis for hende imod en magtfuld landsdækkende avis for at få rettet faktuelle fejl, som kunne være til alvorlig skade for hendes ry og rygte som journalist og forsker.

Sagen havnede i højesteret, der fældede dom til fordel for Sarah Thornton. Ifølge dommeren var Lynn Barbers forkerte påstand om, at der ikke havde fundet et interview sted, den værst tænkelige beskyldning mod en forfatter med Sarah Thorntons profession og et angreb på hendes ærlighed. Avisen og anmelderen blev derfor dømt til at betale forfatteren 65.000 pund for ærekrænkelse og ondsindet løgn, idet man anså det for bevist, at Lynn Barber havde skrevet sin kritik mod bedre vidende.

The Telegraph indvendte, at dommen satte spørgsmålstegn ved holdbarheden af en kritikers kommentarer, og avisen ankede tre gange, men hver gang forgæves.

En afgørende detalje ved den engelske sag er, at Sarah Thornton ikke trak Lynn Barber i retten for anmeldelsen som helhed. Det var udelukkende de to afsnit, som beklikkede hendes professionalisme og troværdighed. Det er den samme taktik, som Peter Kramer bruger mod Gry Scavenius Bertelsen. Dog har han givet afkald på sit oprindelige krav om 40.000 kroner i godtgørelse. Nu siger han, at sagen ikke handler om penge, men altså »om et utilladeligt angreb på min troværdighed som journalist«.

WEEKENDAVISEN har spurgt Peter Garde, forfatter til trebindsværket Verdenslitteraturens jura og forhenværende kriminaldommer i Hillerød gennem et kvart århundrede, om han kender en dansk sag, der minder om Peter Kramers mod Gry Scavenius Bertelsen.

Efter lidt gransken i kilderne kommer Peter Garde med et eksempel på en disput mellem en forfatter og en kritiker, som endte med en anklage for injurier og tur i retten:

»I 1817 fik Jens Baggesen opført syngestykket Trylleharpen med musik af Kuhlau på Det Kongelige Teater. Litteraten Peder Hjort opdagede, at Baggesens tekst var taget fra et tidligere syngespil, Ossians Harfe, af komponisten Kunzen. Han skrev derfor en lille bog, hvor han beskyldte Baggesen for plagiat, hvorefter Baggesen anlagde sag mod Hjort for injurier. Sandheden var nemlig, nok så grotesk, at Baggesen havde plagieret sig selv. Mange år forinden havde han skrevet teksten, givet den til Kunzen, der lod den oversætte til tysk og opføre i Tyskland. Hjort blev dømt for injurier, selvom han havde været i god tro. Plagiat er jo det værste, man kan beskylde en forfatter for.«

Konflikter mellem kritikere og forfattere, der føler sig dårligt behandlet, er ikke nogen særhed. Det er kontroverser mellem forfattere og personer, der mener sig brugt som romanmodeller, heller ikke. Til gengæld er retssager mildest talt en sjældenhed. Peter Garde forklarer:

»En skønlitterær nøgleroman kan give anledning til sagsanlæg for injurier. Det kan en anmeldelse af en fagbog også, hvis anmeldelsen er fuld af løgn. En negativ bedømmelse af en bog vil altid være straffri, men hvis anmelderen beskylder forfatteren for en bestemt handling, men anfører en falsk kendsgerning som argument, kan det rammes som injurie. Min opfattelse af den aktuelle sag er dog, at en eventuel injurie er så tynd, at forfatteren ikke vil få medhold.«

HVIS EN litteraturanmelder slagter et skønlitterært værk, er der tale om en æstetisk smagsdom, som nok kan diskuteres litterært og moralsk, men ikke juridisk. Hvis anmeldelsen til gengæld indeholder ærekrænkende påstande om forfatteren som person, er sagen straks mere speget.

Hvis der derimod er tale om en anmeldelse af et faglitterært værk, handler det ikke om en kvalitetsvurdering, men om hvorvidt bogens oplysninger kan dokumenteres.

Sådan er det netop i tilfældet med den opsigtsvækkende sag Kramer vs. Scavenius Bertelsen. Har forfatteren orden i penalhuset, eller har anmelderen ret i sin påstand om, at han frit opfinder begivenheder og ikke har styr på kilderne?

Det bliver afgjort, når de ses i byretten.