Weekendavisen den 16. april 2025
Fængsel og frihed. Kim Fupz Aakesons eksistensroman om skyld, straf, skam og sorg er vedkommende læsning til påsken.
Kim Fupz Aakeson: Skyggen foran mig. Roman. 256 sider. 269,95 kr. Gyldendal.
For fire år siden udkom Kim Fupz Aakesons overbevisende roman Fangeleg (seriefilmatiseret af DR som Huset), der fulgte tre fængselsbetjentes professionelle og private kriser. Nu kommer så Skyggen foran mig, der vender vinklen og retter opmærksomheden mod en enkelt, navnløs mand, som bliver løsladt efter at have afsonet en dom for drab.
Som den tragiske kulmination på et samliv med misbrug og omsorgssvigt kvalte han en dag sin kæreste. Så lagde han hende pænt i sengen og meldte sig selv til politiet. Mens han har siddet fængslet, har han afvist at komme på udgang. Han ville have den fulde straf, han var blevet idømt.
Romanen, der er fortalt af et besindigt og selvgranskende jeg, krydsklipper i den erindrede tids tre stadier. Der er tiden før fængslet, hvor familielivet havarerer. Der er tiden i fængslet, hvor straffen accepteres og respekteres. Og der er tiden efter løsladelsen, hvor identiteten skal genopbygges.
Jeget arbejdede som flyttemand og taxachauffør. Hans samlever var sosu-assistent, men fik dårlig ryg. De delte hendes Fentanyl og Dololer, som de også solgte videre, mens hverdagskontrollen gled dem af hænde. Deres søn, Nik, glemte de at tage sig af, mens de skændtes, drak og tog piller. Som det hedder i romanens fatalistiske tone: »(…) jeg kan ikke lige huske, hvor Nik var henne i alt det her, men han var jo et lidt stille barn der kunne alt muligt selv, stå op om morgenen hvis det skulle være, gå i skole, ikke så meget bøvl med ham.«
Skolen og kommunen bliver bekymret for Nik, som til sidst bliver tvangsfjernet og placeret hos en plejefamilie. Samarbejdet fungerer dårligt, og da Nik vælger at blive hos sine plejeforældre, ramler parrets livsrammer. Det ender som en fuldtonet privatlivstragedie.
Da drabsmanden bliver løsladt, får han husly hos en ven, der hjælper ham med borgerservice, MitID, pas, bank, jobcenter. Så det praktiske kan ordnes, men hvad med det menneskelige og relationelle? Da han opsøger Nik, der nu er voksen og far, bliver han afvist i døren.
I fængslet var livet simpelt og præget af rutiner. Han afsonede i et afsnit sammen med andre drabsmænd, men ikke i nærheden af rockere og andre forhærdede kriminelle. Mændene delte hverdagens gøremål på værksteder og gårdture, de skiftedes til at lave aftensmad og så fjernsyn inden sengetid. Det var, på sin egen måde, trygt og godt. Da han kommer ud, tænker han som en soldat, der er hjemvendt fra krigen:
»Jeg er udmattet, træt af at vende og dreje mig, alle dem bag en, ryggen blottet, fremmede damer, jeg vil sidde, ligge, lukke øjnene, allerhelst ville jeg være hjemme i cellen.«
På et fængselskursus i vredeshåndtering har romanens fortæller lært, at vrede er et valg, og i en slags terapigruppe, som fængselspræsten samler, lærer han også at tænke på sine følelser og forventninger til livet og fremtiden.
Han sætter sig for at læse Bibelen, han taler om eksistensemner med fængselspræsten, og hun giver ham den idé, som skal hjælpe ham videre, når han kommer ud i det frie samfund. Når vi alle slæber rundt på en rygsæk i metaforisk forstand, kan vi jo lige så godt gå med den, siger hun. Hun anbefaler Caminoen.
Ude på de spanske veje møder manden et dansk selskab: en jovial fætter med en kræftdiagnose, dennes lidt anonyme kone, og konens søster, som indvarsler en ny begyndelse for vor hovedperson.
KIM FUPZ’ AAKESONS ROMAN rummer dybe etiske refleksioner om skyld, skam og sorg. Jeget har mistet alt, han havde. Hans forældre er døde, broren har han ikke set i årevis, og han er for meget et pjok til at tage sit eget liv, siger han. Men ifølge præsten kunne man også kalde ham modig, fordi han vælger skammen, sorgen og straffen i stedet for at give op.
Som sådan ender Skyggen foran mig som en socialrealistisk og udogmatisk eksistensroman, både tænksom og nænsom og med en passende dosering af det religiøse indhold – præst og pilgrimsvandring – så det ikke tynger fortællingen.
Fortælleteknisk viser Skyggen foran mig Kim Fupz Aakesons sikre håndelag for at bygge sin prosa op med skift i tid og scene, ligesom han lader sine personer tale med en autentisk menneskelig lyd. Særlig fint er det, at replikkerne ikke er adskilt, men står i det samme sætningsforløb, så man skal være opmærksom på, hvem der siger hvad.
Det store spørgsmål er: Hvad har livet tilbage til den, der har begået den største synd? Titlen rummer en del af svaret: Mens vi bærer vores rygsæk, og måske lærer at forsone os med vores gerninger, vil der altid være udsigt til en skygge, som minder os om fortiden.
Hvordan kommer den skyldige pilgrim, der på én gang angrer fortiden, frygter friheden og mobiliserer mod på fremtiden, til at bære sin rygsæk? Det spørgsmål besvarer romanen ikke definitivt, men den tænder et lys.