Anmeldelse i Weekendavisen den 38. august 2009.
Klimakrimi. FN’s Klimatopmøde i København nærmer sig. Har forfatterne taget emnet til sig?
Cover up
Med FN’s klimatopmøde COP15 lige om hjørnet, stiger klimafeberen i medierne, og er nu lige så hed som verdenshavene. I denne uge fik vi f.eks. den fantastiske nyhed om, at hotelbranchen regner med at konferencen bliver en politisk fiasko, eftersom Udenrigsmministeriet har aflyst en masse forbestilte reservationer. Det skulle være et sikkert tegn på, at delegationerne bliver små, fordi resultaterne ikke er handlet succesfuldt af endnu. Klimaminister Connie Hedegaard slog hårdt igen med en replik om, at de vigtige folk nok skal komme, og at klimapolitik er lig med global sikkerhedspolitik.
Sådan et emne må naturligvis afsætte interessante spor i kunsten og litteraturen – men gør den? Ja, stykvis og delt, men på ingen måde så massivt, som f.eks. terrortruslen gjorde i årene efter 2001, hvor ni ud af ti kriminalromaner skulle handle om islamister. Indtil videre må klimaet stort set tage til takke med Thorkild Bjørnvigs miljødigte fra 70’erne og 80’erne, Delfinen, Abeguden og Epimetheus, nogle små antologier med digte og noveller fra de seneste år, og dramatikeren Christian Lollikes teaterstykke Kosmisk frygt eller Den dag Brad Pitt fik paranoia, som skildrer det, han kalder den vestlige verdens økodepression.
Men klimaet er så småt på vej ind i den danske litteratur. På dr.dk. findes et interview med forfatteren Robert Zola Christensen, der er nomineret til radioens romanpris, og han fortæller, at han for tiden arbejder på en ”klimakrimi”. Så har genren da et navn. Hvis der da er tale om en genre. Jo, noget kunne tyde på det, for allerede nu udkommer de to første af slagsen, nemlig Ditte Birkemoses U-233 og Axel Bolvigs Klimakonspirationen, som begge lægger sig tæt op ad klimatopmødet i København og begge handler om introduktionen af alternative energikilder til de fossile brændstoffer.
Efter mere end ti års pause, vender Ditte Birkemose igen opmærksomheden mod Kit Sorel, som man første gang mødte i 1996 i Danmarks første femikrimi, skønt betitlet Til toner af Tosca. I 1998 kom Hadets engel, og nu genoptages serien om Kit, amatørdetektiv, teologistuderende og sygeplejerskenattevagt med rod i privatlivet, på mellemhånd i livet, alene med sin hund i en autocamper.
Kit Sorel påtager sig at lede efter en journalist, som forsvandt midt i sin research til en kontroversiel artikel. Sporene sender hende i armene på en charmerende og maskulin journalist og i kløerne på skruppelløse og magtfulde gangstere, der for enhver pris vil skjule den sandhed, som hun og journalisten er på sporet af. Pludselig begynder folk (og en enkelt hund) at dø omkring hende. Sagen vokser Kit over hovedet, og hun indser at hun kan afsløre en gigantisk energipolitisk konspiration.
Ditte Birkemoses U-233 er en konventionel krimi med et velsmurt plot om en velbagt rævekage af dimensioner, men romanen er litterært set lige lovlig spinkel og alt for fastforankret i femikrimigenrens prototypiske persontegninger og handlingsgange. Men ganske som Ditte Birkemose var først med femikrimien, er hun først med klimakrimien, og det vidner om at vi står på tærsklen til en tendens. Hermed har Kit Sorel sit fortjente plads i kriminallitteraturen.
I Klimakonspirationen (lyder som en fagbog, men er altså en krimi) af pensioneret professor fra Københavns Universitet, Axel Bolvig, er strukturen nøjagtig den samme. Ganske som Kit Sorel, er kalkmalerieksperten Anton Baltzer på sporet af et gigantiske cover up, og han alene kan afsløre det hele ved i bedste Robert Langdon-stil at afkode hemmelige budskaber, som en dybt religiøs og kunstner, der kunne mere end sit fadervor, har indlejret i sydsjællandske kirkers kalkmalerier for 600 år siden. Det handler om intet mindre end verdensklimaet og sikker energi i al fremtid.
Forcen i Klimakonspirationen er det leksikale, historiske og krydsklippene tilbage til middelalderen, for Axel Bolvig er bedre hjemme i 1409 end i 2009. Når han forsøger sig som en dansk Dan Brown, går det helt galt, både med action, kærlighed og politik, ligesom det ikke gør noget godt for romanen, at hovedpersonen er forfatterens alter ego med samme initialer og fagbaggrund og at klimaministeren hedder noget så funny som Lonnie Koldgaard, formanden for regeringens klimakommission hedder Katharina Reichard (i virkeligheden Katherine Richardson ) og at DONG Energy’s direktør – og superskurk – hedder Andreas Uldrup (Anders Eldrup).
Klimakrimien har alle muligheder for at blive en genre på niveau med terroristkrimien, ikke mindst hvis rovdriften på vejr og vind bliver kombineret med klassisk thrillerstof, krig, konflikt og sikkerhedspolitik – altså Connie Hedegaards vinkel. Men vi mangler stadig den vellykkede spændingsroman, der skildrer klimatruslens konsekvens, menneskeligt, moralsk, politisk og økologisk. Imens vi venter, kan vi genlæse Cormac McCarthys fremragende dystopi Vejen om de overlevendes i en verden, der er blevet ramt af totalkatastrofen – også snart i biffen med vores egen Viggo Mortensen i hovedrollen.
Ditte Birkemose: U-233. 299 sider, 249 kr. Roman. People’s Press. / Axel Bolvig: Klimakonspirationen. 200 sider, 199 kr. Illustreret. Roman. Forlaget Jelling.