Weekendavisen den 25. april 2025
I udbrud. At undlade fornavnet på en forfatter er ikke en lille, men en principiel ændring.
Som kritiker har jeg altid svoret til en stilistisk regel, hvor jeg omtaler forfatterne ved deres fulde navn. Ikke Skram, men Amalie Skram, ikke Pryds Helle, men Merete Pryds Helle, ikke Madsen, men Svend Åge Madsen, ikke Nielsen, men Madame Nielsen (men eventuelt bare det titulære Madame). Med folk som Homer, Sofokles, Aristoteles og Epikur fraviger jeg gerne reglen, og Shakespeare uden William og Hemingway uden Ernest er også okay.
På vej fra jord til bord går en anmeldelse gennem to forædlende led, der redigerer, justerer og korrigerer. Korrekturen forholder sig til tekstens sproglige bonitet (og redder os skribenter fra diverse fadæser, for hvilket jeg hermed bukker og takker, idet jeg håber, at dette fine hverv ikke bliver tromlet af artificiel intelligens), mens redaktøren vurderer den kritiske kvalitet og skruer sektionen sammen med forkromet overblik.
Begge instanser har ret til at påvirke teksten, og som skribent skal man ikke have fine fornemmelser, hvis et afsnit eller to pludselig ryger i svinget, fordi redaktøren skulle frigive plads til en annonce (eller bare fandt teksten for lang). I den slags situationer slutter jeg fred med det hele.
Men hvis en af litteratursektionens redaktører har ændret Fornavn Efternavn i mit manuskript til kun Efternavn, for eksempel Skram i stedet for Amalie Skram, skærer jeg tænder, og når jeg står i vores én kvadratmeter store lydstudie og indlæser anmeldelsen til lydavisen, putter jeg fornavnet på.
Hvad er et navn? spurgte Julie Capulet, bedre kendt som Julie, og for mig er svaret simpelt: Nomen est omen, som det latinske ordsprog lyder. Navnet er personens omdømme, Efternavn uden Fornavn hører ikke hjemme i avisernes litteraturkritik. Det er en form, der stammer fra den akademisk-analytiske tradition, og jeg synes, det ser grimt og abrupt ud, og så virker det også lidt uhøfligt at reducere et menneske til dets efternavn (sjovt nok generer det mig ikke spor, når andre bare skriver Rothstein om mig).
Jeg synes også, det lyder mærkeligt, når man bare siger/skriver Andersen om H.C. eller Jensen om Johannes V., selvom det kan forsvares, fordi de er konstitueret som litteraturhistoriske begreber mere end som kun mennesker.
Heldigvis har jeg aldrig set Thit Jensen reduceret til Jensen, men det skyldes nok, at hendes fornavn er prægnant. Af samme grund er det mere oplagt at sige Scherfig uden Hans end Sørensen uden Villy eller Andersen uden Benny.
Pointen er, at et menneske består af (mindst) to navne (på nær Bubber). Næste gang De ser en af mine anmeldelser uden forfatterens Fornavn, men kun med Efternavn, ved De derfor, at Jacobsen Turner eller Sørensen har foretaget et redaktørindgreb.