Weekendavisen den 25. april 2025
Nazibizar. Forfattere har altid haft et godt øje til grænseoverskridende ondskab, og Simon Pasternak er ingen undtagelse.
Simon Pasternak: Hemmelighedsbærer. 448 sider. 299,95 kr. Roman. Gyldendal.
Det onde, grænseoverskridende, sjælsrystende og makabre er kendetegnende for Simon Pasternaks romaner, både Dødszoner (2013) om tyske nazisters vold og hærgen i Belarus og de kriminalromaner, han har skrevet sammen med Christian Dorph.
Derfor – antager jeg – hyrede Weekendavisen ham i 2018 til at rapportere fra retssagen mod Peter Madsen, der i sin ubåd havde dræbt og parteret journalisten Kim Wall, og i sin første reportage beskrev Simon Pasternak sig selv som en forfatter, der »leder efter voldsomme karakterer i zonen mellem det normale og det monstrøse«. Og videre: »Jeg leder efter det spektakulære, det kulørte, det ekstreme, den attraktive arena, en plotstyret maskine for fortællebegæret og rædslen.«
Med sin nye roman tager Simon Pasternak atter ophold i »den attraktive arena«, hvor han fortsætter skildringen af menneskelighedens og moralens forlis under hagekorset. Mens Dødszoner foregik i 1943 i Belarus, er Hemmelighedsbærer henlagt til en navnløs koncentrationslejr i 1944. En fortsat læsning af disse to romaner giver god tematisk mening – gerne med retsreportagerne i midten.
Hemmelighedsbærer – en titel, der ligger akavet i munden – er en både interessant, relevant og ubehagelig roman, der føjer sig til den grænseløse litteraturhistorie om Anden Verdenskrig og nazisternes magtfuldkomne vanvid. Men den tilføjer ikke afgørende nyt.
ROMANEN BYGGER PÅ en (ifølge pressemeddelelsen) autentisk historie: En rumænsk-ungarsk jødisk læge, i romanen hedder han Samuel Schumann, havde før udbruddet af Anden Verdenskrig udført forsøg på grise med præparater mod streptokokker. Først gik det godt, svinenes immunforsvar blev styrket, men så begyndte dyrene at skrige – som mennesker.
Under krigen bliver Schumann deporteret til en fangelejr, hvor en nazistisk kirurg, Doktoren, der angiveligt er en af lægens tidligere elever, tvinger ham til at udføre en ny serie forsøg med eksperimentelle organtransplantationer, nu ikke på dyr, men på lejrens fanger. Doktoren har en idé om, at Schumanns præparater kan gøre milten uovervindelig, ren vilje og ånd! Og gennem milttransplantationer vil han skabe perfekte mennesker.
Simon Pasternak har lagt hele romanen i munden på Samuel Schumann i en slags optegnelser fortalt i præsens med hyppige, stakåndede linjeskift og kursiverede tilbageblik til førkrigstiden (det havde virket mere autentisk, hvis ortografien var ført tilbage til 1944). Det er en poetiserende og æstetiserende prosa, som understøtter det veletablerede billede af nazisterne som nogle på én gang dannede og depraverede typer.
HEMMELIGHEDSBÆRER ER, ganske som Dødszoner, skrevet ud fra en sandhedssøgende litterær programerklæring, hvor Simon Pasternak fiktionaliserer på basis af en historisk autenticitet. I pressemeddelelsen betoner han nødvendigheden af at tale om det ubehagelige, det onde.
Også i en af sine avisreportager skrev Simon Pasternak, at han principielt mener, at »man skal beskrive ondskabens gerninger, dokumentere alle læsioner, alle snit og slag, fordi eufemismer kun beskytter gerningsmanden og den gode smag og ignorerer de ødelagte kroppe«.
I Hemmelighedsbærer bruger han netop denne omhyggelighedsteknik til at afdække de modbydelige enkeltheder om de ødelagte kroppes skæbne. Det gør han ret i, synes jeg, for vi skal ikke skånes, men forfattere har altid haft et godt øje til grænseoverskridende ondskab, og i en litterær kontekst er det jo blot at sparke åbne døre ind. Jeg slår ikke blikket ned, mens jeg læser, men tænker, at mindre måske kunne være mere.
Som litterær rædselsreportage tager Hemmelighedsbærer et stejlt dyk i dybet, derned til nazismens ekstreme menneskeforagt og medicinske amok, som i Ira Levins Drengene fra Brasilien. Ned i det moralske mudderskred, hvor også det uskyldige menneske bliver skyldigt, som i William Styrons Sophies valg. Ned i vidnesbyrdene, hvor virkeligheden er alt for virkelig, som i Tadeusz Borowskis sjælsrystende Hos os i Auschwitz.
I denne »attraktive arena« skriver Simon Pasternak med analytisk, eufemismefri nøgternhed om ondskaben som banalitet og kompleksitet. Det efterlod mig i chok. I chok over, hvor lidt jeg havde behov for at føle. I chok over, hvor gennemgribende galvaniseret jeg åbenbart er.