Weekendavisen den 25. april 2025
Ytringsfrygt. Det er vigtigt, at forfattere reagerer på truslen fra Trump.
Det går jo ad helvede til.
Lederen af den frie verden er en vaskeægte protofascist med ekspansionistiske ambitioner og en nationalistisk kulturpolitik, der skal »hylde amerikansk historie og opfindsomhed, tjene som et symbol på den amerikanske storhedsverden og gøre Amerika stolt«, som det hedder i et præsidentdekret.
Som forfatteren og Harvard-professoren Louis Menand sagde forleden til Kristeligt Dagblad: »For mig er det mest uhyggelige (…) at Donald Trump har gjort sig selv til præsident for The John F. Kennedy Center. Han fyrede alle for så at indtage formandsposten. Det er jo decideret stalinistisk. Det er sådan noget, Josef Stalin gjorde.«
Ja, Stalins kulturpolitik er inspirerende for præsident Trump, som i februar afsatte ledelsen af det berømte kulturcenter i Washington, D.C., med et pennestrøg og indsatte en ny bestyrelse, der så udpegede ham selv som øverste leder af institutionen.
Officielt støtter Donald Trump både frihed og ytringsfrihed, men via dekreter har han påbudt offentlige myndigheder at slette en række ord og begreber om køn, minoriteter, handicap, underrepræsentation, mangfoldighed, inklusion, socioøkonomi med mere.
Forfatterorganisationen American PEN reagerede i en udtalelse: »Der findes ikke nogen mere eksplicit form for censur end bogstavelig talt at forbyde ord.«
SANDT NOK. DERFOR er litteraturen nødt til at forholde sig til den frihedskrise, som opstår netop nu, hvor præsidenten erstatter ytringstryghed med ytringsfrygt.
I 2010 lancerede digteren Lars Skinnebach det synspunkt, at litteraturen var irrelevant, hvis den ikke forholdt sig til den accelererende klimakrise. Store dele af forfatterstyrken lyttede. Litteraturen om den blinde vækstideologis rovdrift på ressourcerne, om biodiversitetskrisen og om den sjette masseuddøen udgjorde snart en hovedstrømning.
Forfatternes klimakrisebevidsthed (hvis rødder kan spores tilbage til Martin A. Hansen og Thorkild Bjørnvig) er blevet normativ, også i bogbranchen.
Bøgernes papir kommer fra ansvarlig skovdrift, så »den miljømærkede tryksag lever op til skrappe miljø- og klimakrav i hele produktets livscyklus«, for nu at citere et af de grimme logoer, der skæmmer bøgernes kolofonsider.
Hverken forfatterne eller litteraturen løser klimakrisen, uanset hvor meget de skriver med hjerne og hjerte. Ikke desto mindre er det vigtigt, at de skriver. Jeg tænker på Villy Sørensen, der skrev, at én svale gør ingen sommer, men den gør, hvad den kan.
På samme måde er det vigtigt, at forfatterne reagerer på truslen fra Trump. Allerede i 1935 så Sinclair Lewis, at det totalitære kunne slå rod i selv verdens største demokrati, og med foruroligende ironi kaldte han sin roman om en fascistisk magtovertagelse i Amerika for Det kan ikke ske her. Underforstået: Det kan ske her.
Også Margaret Atwood advarede mod et despotisk Amerika i Tjenerindens fortælling (1985), og med Komplottet mod Amerika (2004) fuldendte Philip Roth skildringen af en antidemokratisk udvikling, som ingen i dag kan kalde urealistisk. Tværtimod: Virkeligheden tramper fiktionen i hælene.
Friheden for amerikanske forskere, forfattere, medier med mere trues af en despotisk præsident med fascistoide træk, illiberale instinkter og en stalinistisk inspireret kulturpolitik. Han har vist, at han ikke er tøver med at straffe eller overtage kontrollen med de institutioner, som han ikke deler værdier med, og i denne symbiose af politisk magt og kulturel magt trives det autoritære. Bogbranchen må beskytte sig selv, for det er den Trump kommer efter, når han er færdig med universiteterne, kulturinstitutionerne og medierne.
Derfor er det op til forfatterne at skabe en magtkritisk litteratur. Vi har brug for en demokratibevægelse, der går i den litterære klimabevægelses fodspor. Vi har brug for en litteratur, der viser, at lederen af den frie verden mere regerer som en despot end som en demokrat. Vi har brug for en bogbranche, der støtter frie ord og aktivt modarbejder både direkte og indirekte politisk censur.