Anmeldelse i Weekendavisen den 9. december 2005.
Hobbymuslim. Med Marjaneh Bakhtiari har svenskerne fået deres egen ”Zadie Smith”.
Marjaneh Bakhtiari: Kald det, hvad fanden du vil. Oversat fra svensk af Lise Skafte Jensen. 320 sider, 299 kr. Forlaget Ries.
Rygtet er løbet i forvejen om Marjaneh Bakhtiari, der i Sverige har solgt over 30.000 eksemplarer af sin debutroman Kald det, hvad fanden du vil. Romanen har siden udgivelsen i marts været på alles læber, og den er for tiden under udgivelse i en lang række lande. Hvis der findes noget som hedder litterær retfærdighed, får den også succes i Danmark.
Bahar er datter af Amir og Panthea. De er kommet til Sverige som flygtninge fra Iran, hvor moren var fysiker og faren universitetslektor i litteratur og filosofi. I Malmø bliver Bahar og hendes lillebror mere og mere fortrolige med det omgivende samfund, og selvom forældrene slås oprigtigt og behjertet for at erobre sproget og bevare værdigheden, forbliver de klienter i omgivelserne øjne – og uanset hvor meget de anstrenger sig for at være en del af fællesskabet i folkehjemmet, lykkes det ikke.
Amir slås med sin desillusion. Som årene går, må han droppe ambitionerne om at åbne en persisk boghandel. Han havde store planer om at udgive poesi, men i stedet må han arbejde i en videobiks, inden han bliver pizzamand og taxachauffør. Panthea bider skuffelsen i sig, da sagsbehandleren afviser at lade hende søge arbejde som fysiker på universitetet i Lund. Hun begynder i stedet for et nyt liv som pædagogmedhjælpervikar og nærer en evig drøm om at møde en kollega, der vil tage imod en invitation – og gengælde den. Drømmen forbliver uindfriet. Selvom de elsker og savner Iran, møder de værtslandet med taknemmelighed, og de skammer sig, når Bahar kritiserer Sverige. Men i børnenes øjne er forældrene bare pinlige.
Dette veluddannede ægtepar har et tolerant og humanistisk livssyn. Religionen spiller ikke den store rolle i deres liv, men det gør kulturen og historien. På et tidspunkt prøver Amir at få Bahars historielærer Max til at undervise med et bredere perspektiv. Men Max er distræt, fordi skolens Lucia-optog samtidig gør sin entré. Amir insisterer (her i Lise Skafte Jensens gennemførte og kongeniale oversættelse fra ”perkersvensk”): ”Men mister Max, kere ven, du eskal litte til mig. Man kan ikke have historie uden at esnakke om for eksempel perser… imperiet. Du ferstår? Den er meget historisk vigtig faktisk. Ja. Man kan ikke gelemme den og bare esnakke om Gerekenland og Italy. Nej.” Max lytter venligt, men lader forstå, at læseplaner er læseplaner, og de kan ikke afviges. Amir resignerer og tilbyder at køre Max hjem. Men han er på cykel. Og sådan er det hele vejen igennem.
Da Bahar kommer hjem med en svensk kæreste, en fyr hun har valgt fordi han fra starten har været komplet uinteresseret i hendes iranske baggrund, tager forældrene imod med åbne arme. Det her kan være en åbning til det svenske fællesskab. Det lykkes også at etablere kontakt til Markus’ åh så forstående og tolerante forældre, og i et af romanens højdepunkter får vi indblik i hvor hårfin balancen er mellem det vennesæle og det pinlige.
Da Bahar senere rekvirerer tørklæder fra kusinerne hjemme i Iran, kommer det som et chok for forældrene. Hvorfor skal hun pludselig klæde sig traditionelt? Hvad har de gjort galt siden hun distancerer sig fra Sverige? Hun mener selv – med et helt vidunderligt udtryk – at hun er hobbymuslim. Men forældrene kan ikke se, at ungdomsoprøret kan have mange former.
Ved siden af dette hovedspor har romanen adskillige sidehandlinger, der alle viser overraskende og tankevækkende sider af flygtningenes liv i eksil. Marjaneh Bakhtiari skærer med vid, viden og varme igennem ethvert lag af populismens fremmedfrygt og fordomme og folkehjemmets tossegodhed og socialstatsomklamring. Der er en velgørende friskhed og et opgør i sprog, tanke og samfundssyn, som man ikke kan finde andre steder, end i litteraturen, og med Marjaneh Bakhtiari har svensk litteratur fået deres egen ”Zadie Smith”.
Jeg har været inde på det i en parentes, men det skal nævnes igen: Lise Skafte Jensens oversættelse er af meget høj klasse, ganske som Benni Bødkers fordanskning af svensk-tunesiske Jonas Hassen Khemiri, der i fjor kom med Et øje rødt. De vælter frem i Sverige, mens vi her stadig mangler de første gennembrudsromaner af forfattere, der skriver med sådan en accent, at man slet ikke kan lade være med at høre efter, hvad de fortæller.