Anmeldelse i Weekendavisen den 4. december 2009.
Auster-agtigt. Torben Munksgaards meta-meta-meta-roman vender op og ned på genrer og identiteter.
En mand bliver en anden
Hvad er virkelighed og hvad er fiktion, når en forfatter bruger sig selv, sit eget navn og sin egen autentiske biografi i en roman? Det er et markant modefænomen i den nye danske litteratur – fra Peter Høeg over Knud Romer til Benn Q. Holm og sæsonaktuelle Julia Butschkow, Kristian Himmelstrup og sågar Anders Bodelsen + alle dem jeg har glemt – og så altså Torben Munksgaard, der ikke bare forsøger at indgå en dobbeltkontrakt med sin læser, nej han forsøger sig med en tre-, fire- eller femdobbelt kontrakt.
Den perfekte mand. En selvbiografi. Sådan lyder bogens titel, men på omslaget står der også: ”Ny roman fra vinderen af Lindhardt & Ringhofs romankonkurrence 2007” (den meget fine Retrograd). Der er altså to genrebetegnelser i spil, både ’selvbiografi’ og ’roman’, og dermed lagt op til det uigennemskuelige mangedobbelte spil, som både kommer til udtryk i bogens udtryk og indhold: på omslaget skuler et ansigt, der umiskendeligt er identisk med forfatterens eget, hovedpersonen har biografiske detaljer til fælles med forfatteren, som hele tiden refererer til sin egen skrivning med meta-meta-meta-betragtninger over det at skrive netop denne bog, relationen mellem forfatteren og forfatterens karakter, forholdet mellem fiktion og virkelighed, forholdet mellem forfatter og læser. Og så altså detaljen med navnet.
Dermed er vi på sporet af romanens helt afgørende tema: løgnen. Fortælleren er en yngre mand med en enkelt roman på samvittigheden. På første side bliver han ringet op af en kvinde, som han fjorten år tidligere gik i gymnasiet med. Hun har læst hans roman, og nu har hun en opgave til ham. Sagen er, at hun engang boede sammen med en fyr, der hed Emil. En dag, hun var alene hjemme, ringede det på deres dør, og ved dørtelefonen præsenterede en mand sig som den kendte studievært fra tv, RB (Reimer Bo?). Han sagde at han ledte efter en kollega, der angiveligt skulle bo på adressen. Hun lukker ham ind for at opklare misforståelsen, de lærer hinanden at kende, og en dag indrømmer RB, at det med kollegaen der skulle bo på adressen var opspind, han kom for hendes skyld, og de indleder et forhold. Kvinden modtager både gaver og penge, og RB skaffer hende et job i Danmarks Radio.
Men hvad med Emil? Han er hele tiden kvindens argument for at holde RB på afstand. Det er ok at have ham som en gavmild elsker og sponsor i medieverdenen, men han skal ikke for tæt på. Men da forholdet til Emil går i stykker, mister hun argumentet for at holde RB væk. Og her kommer hendes gamle gymnasiekammerat, forfatteren, ind i billedet. Han kan jo det der med at finde på mennesker, udfylde roller, tilpasse relationer. Derfor vil hun have ham til at spille rollen som Emil, for kun ved at have Emil – autentisk eller falsk, det kan komme ud på ét – i sit liv, kan hun holde RB der, hvor hun ønsker ham.
Som i Thomas Manns Felix Krull overtager fortælleren altså en fremmed mands identitet. Og han benytter sig ikke alene af sit forfattertalent, han har også mange års erfaring fra skoletid og studieår med at lyve, systematisk og uden at blinke. Her lægger Torben Munksgaard et solidt pres på læserens genreopfattelse med et plot og en fortælleteknik, der forvirrer og fascinerer: Hvis liv fortalt af hvem? Hvor meget fiktion, hvor meget virkelig virkelighed? Hvad er konsekvensen, hvis man fuldbyrder identiteten som den perfekte mand ved at blive en anden?
Det kan lyde som en fortænkt metamorfoseroman, men i så fald er det flot fortænkt og intelligent udført, så gå endelig ind i Torben Munksgaards identiteslabyrint, der til tider er næsten helt Paul Auster-agtigt.
Torben Munksgaard: Den perfekte mand. En selvbiografi. 224 sider, 250 kr. Roman. Lindhardt & Ringhof.