Anmeldelse i Weekendavisen den 30. december 2005
Idiosynkrasi. Der er intet nyt under solen i Klaus Rifbjergs seneste kulturkritiske fristil.
Kulturrifbjergisme
Hvis De ikke fik læst Klaus Rifbjergs kommentarføljeton Information i sommer, fordi De havde nok at gøre med den ugentlige weekenddosis i vores egne spalter, og hvis De ikke lige kan nå at få den læst i bogform, fordi Hundehoved, Kongemordet og Engle og Dæmoner ligger i kø, skal jeg gerne give et lynreferat af Tænkeboksen:
Rifbjerg er født på Amager, Rifbjerg blev sendt på landet under krigen, Rifbjerg gik på Vestre Borgerdyd, Rifbjerg blev gift, Rifbjerg skrev revy, Rifbjerg er kulturradikal, Rifbjerg bor i Spanien, Rifbjerg ser tyrefægtning, Rifbjerg læser Hemingway, Rifbjerg kan ikke døje Dansk Folkeparti. Og Rifbjerg husker tydeligt at han som barn så voksne mænd onanere, en gang på et toilet og en gang på Amager Strand.
Med andre ord: Det er intet nyt under solen, hverken i barndom, historie, litteratur, seksualitet eller politik. Rifbjerg er og bliver Rifbjerg, og dét er han stadig helt uimodståelig god til at være. Også i Tænkeboksen, der udkom i torsdags (på forfatterens 74-års fødselsdag) helt synkront med at Klaus Rifbjerg og elleve forfatterkolleger indrykkede deres retvisende og rituelle opråb i Politiken imod tonen i debatten om indvandring, integration og islam.
Det er den slags politisk korrekt kulturradikalisme, der har gjort forfatteren til højrefløjens intellektuelle hadeobjekt nr. 1, en rolle som han tilsyneladende påtager sig med glæde. I sin nye bog lægger han sig igen ud med ”de åndelige vægtvogtere” fra ”det ideologiske marketingfirma Krarup og Langballe”. Ifølge Klaus Rifbjerg er deres reaktionære, antihumanistiske fest på højdepunktet, og han bebrejder Venstre, at det har sluttet sig sammen med et parti, der ”gerne så nationen lavet om til en åndelig fæstning med tårne, vindebro og kasematter, hvor intet fremmed trænger ind, ingen nye tanker opstår, og alt er dødt.”
At Dansk Folkeparti skulle ønske en nation, hvor alt er dødt, er naturligvis noget vås. De ønsker tværtimod en nation, hvor danskheden og den tidehvervske kristendom er lyslevende, og de mener selv, at de kæmper en overlevelseskamp for kulturen og identiteten – og imod folk som Rifbjerg. Det får de jo opbakning til af hen mod en halv million vælgere og en lang række toneangivende meningsdannere i den danske presse, også her på avisen. Når Klaus Rifbjerg klager over, at partiet opfatter kulturen som en hybrid mellem Højskolesangbogen og salmebogen, Morten Korch og Giro 413, spiller han helt bevidst – og fortvivlende uopfindsomt! – på sit omdømme som den bedrevidende, elitære intellektuelle, der ikke har meget andet end foragt til overfor for folkeligheden. Det er god, gammeldags kulturrifbjergisme.
Argumenterne er mest kompromisløse og galden gulest, når det handler om kulturpolitiske emner. Her virker kulturkritikeren Klaus Rifbjerg i fri, idiosynkratisk figur mest hjemmevant, ikke mindst i et udfald mod den antiintellektualisme som Helle Thorning-Schmidt er et produkt af. Hun har ifølge forfatteren et ringe etisk grundlag, hendes målsætning er populistisk og ubegavet, og hun fortsætter linien fra Ritt Bjerregaard, der i 70’erne mente, at kun den kunst, som tilfredsstillede socialdemokraternes vælgere, skulle støttes. Den holdning har ifølge forfatteren afsat metastaser i form af rindalisme, Dansk Folkeparti og opgøret med eksperterne – og næste skridt er intet mindre end Fahrenheit 451-tilstande og goebbelske bogbrændinger.
Helt så galt går det nu næppe, men det er ikke Klaus Rifbjergs metier at være beskeden i sin kritik, og han påtager sig sin gammelklassiske rolle som venstresnoet, kulturradikal samfundskritiker, der spotter alle antidemokratiske, intolerante og populistiske tendenser og råber vagt i gevær overfor den omsiggribende kvalitetsforringelse i kulturlivet. Hatten af for det, der er nok at tage fat på. Men som sagt: der er intet nyt under solen, når Klaus Rifbjerg skriver kulturkritisk fristil.
Klaus Rifbjerg: Tænkeboksen. 108 sider, 138. kr. Informations Forlag