Kommentar i Weekendavisen den 31. december 2009.
Kommentar. Trykkefrihedsselskabet holder debatmøde om sig selv i næste uge. Mener medlemmerne som formanden, at muslimer voldtager deres egne børn?
Selveste juleaften blev vi endnu engang mindet om, at små katolske drengebørn gennem mange år er blevet seksuelt misbrugt af præsterne i den irske kirke, og at kirkelederne systematisk dækkede over forbrydelserne. Det var den irske ærkebiskop Diarmuid Martin, der i julemessen talte om tre årtier med pædofile overgreb på messedrengene, alt sammen beskrevet i en rapport som undersøgelsesdommer Yvonne Murphy offentliggjorde i sidste måned. Ærkebiskoppen talte om behovet for en ærlig og brutal erkendelse af de forbrydelser, som kirken har gjort sig skyld i. Kloge ord (men dog kun ord), tænkte jeg, for organiseret børnemishandling er en tragedie, der kun kan forekomme i korrupte og degenererede systemer. Men hvem angriber den katolske kirke, verdens katolikker og katolicismen som sådan af den grund?
Trykkefrihedsselskabets formand Lars Hedegaard gør i hvert fald ikke, og det er sært, for han føler ellers tilsyneladende omsorg for børn, der bliver voldtaget. I et interview med det højrenationale website Snaphanen.dk sagde han nemlig kort før jul, at ”piger i muslimske familier bliver voldtaget af deres onkler, fætre og deres far”. Hvorfor blev dette angreb på islam og muslimer om udokumenterede og påståede voldtægter i familierne ikke fulgt op med et udfald mod katolicismen og katolikkerne om de dokumenterede og faktiske voldtægter i kirken?
Svaret giver sig selv: Lars Hedegaard er lige så lidt interesseret i voldtægtsofre, som han er i den ytringsfrihed, som hans selskab ellers foregiver at arbejde for. Det eneste, der ligger ham på sinde, er tydeligvis at bruge ytringsfriheden til at angribe islam og muslimer. Dermed bekræfter han så fremragende, at Trykkefrihedsselskabet blot er et skalkeskjul for antimuslimsk virksomhed og en sagspolitisk interesseorganisation i forlængelse af Dansk Folkeparti.
Trykkefrihedsselskab blev stiftet i 2004 som en direkte reaktion på den beslutning bestyrtelsen i Dansk PEN traf, da Lars Hedegaard søgte optagelse i foreningen: bestyrelsen konkluderede at hans kritik af islam var af sådan en karakter, at spørgsmålet om medlemskab eller ej burde forelægges generalforsamlingen, sådan som vedtægterne siger om sager, hvor bestyrelsen hverken kan mønstre flertal for eller imod en ansøger. Sådan stod sagen netop om Lars Hedegaard. Jeg ved det ganske eksakt, for jeg var nemlig på det tidspunkt barselsvikarierende formand for Dansk PEN, og hørte til den del af bestyrelsen, der stemte for Lars Hedegaards optagelse.
Når det overhovedet var et diskusionsemne, skyldes det at Dansk PEN (der er en del af den verdensomspændende forfatter- og journalistorganisation International PEN) er bundet op på et internationalt charter, der bl.a. skal modvirke hate speach. Heri består et meget centralt problem for Dansk PEN: det er svært at fremme ytringsfrihed på den ene side og modvirke hadsk tale på den anden. For Trykkefrihedsselskabet er dette langt fra noget problem, tværtimod. Mens Dansk PEN dermed kan risikere at holde igen, er det et adelsmærke for Trykkefrihedsselskabet at presse grænsen for hvad man må sige. Hvis Lars Hedegaards påstande om voldtægt blandt muslimer skulle ende med en dom for racisme (han er blevet politianmeldt), vil han fremstille sig som en martyr.
Naturligvis blev udtalelserne om voldtægt blandt muslimer hårdt angrebet, og ikke kun af Lars Hedegaards sædvanlige meningsmodstandere. Også borgerlige debattører som Ole Birk Olesen og Niels Krause Kjær bortskammede ham, mens prominente medlemmer af Trykkefrihedsselskabet tog flugten, ikke mindst Naser Khader og Søren Pind, som ellers har kørt sig selv i stilling som en hardliner med krav om assimilation fremfor integration. Dermed er der forhåbentlig en bredere forståelse for den kritik, som Frederik Stjernfelt og chefjuristen fra CEPOS Jacob Mchangama har rettet mod Trykkefrihedsselskab her i avisen. De mente, at Lars Hedegaard og hans næstformand Kathrine Winkel Holm svigtede ytringsfriheden til fordel for lutter antiislam, en kritik som andre, bl.a. undertegnede, også tidligere har fremført.
Selskabet reagerede ved at indkalde til et debatmøde for medlemmer den 6. januar 2010. I lyset af Lars Hedegaards voldtægts-udtalelser bør der naturligvis være meget at diskutere på medlemsmødet. Men formandsskabet kan sove roligt, for de vil ikke blive mødt med intern kritik. Selskabets kernemedlemmer vil bakke op, forenede som de er i antiislam. Sagen er nemlig, at Trykkefrihedsselskabet er hjemsted for folk med forskellige politiske baggrunde, nationalitet og religion (her kan jøder, buddhister, bahaier og frafaldne muslimer forenes imod islam), men ganske som i
Dansk Folkeparti er det en organisation uden indre opposition. Det så man da præsten Kathrine Lilleør kritiserede formanden for hans voldtægtsudtalelser. Hun blev prompte ekskommunikeret fra selskabets rådgivende organ – så meget altså for ytringsfriheden i Trykkefrihedsselskabet.
Der pågår i disse år en styrkekamp mellem religionerne på den ene side og de demokratiske samfund, der insisterer på ytringsfrihed og religionskritik på den anden side. Den kamp foregår på alle niveauer, ikke mindst i FN, hvor 80 lande – heraf 57 medlemmer af Organisationen for den Islamiske Konference – midt i december fik genbekræftet en resolution imod religionskritik på FN’s Generalforsamling. Ganske vist var der denne gang færre lande, der stemte for resolutionen end tidligere, men ikke desto mindre er fronten imod religionskritik massiv og magtfuld, og den katolske kirke er de muslimske landes alliancepartner. Så meget desto stærkere må indsatsen for religionskritik og ytringsfrihed derfor være.
Men Lars Hedegaard og Trykkefrihedsselskabet er ikke et aktiv for den relevante og nødvendige islamkritik i Danmark. På samme måde som der er forskel på politisk Israel-kritik og generel antisemitisme, er der nemlig forskel på politisk kritik af islamisme og generel antiislam. At påstå, at piger bliver voldtaget i muslimske familier (og jeg er klar over at Lars Hedegaard dagen efter sine udtalelser forsøgte at nuancere sig ud af krisen, men det var definitivt for sent, det talte ord gælder), er ringeagtende i ekstrem grad, og der er derfor et par interessante og afgørende spørgsmål forud for medlemsmødet i Trykkefrihedsselskabet den 6. januar, der ikke længere ”kun” bør forholde sig til kritikken fra Frederik Stjernfelt og Jacob Mchangama: Mener foreningens medlemmer det samme som foreningens formandskab, nemlig at børn voldtages i muslimske familier? Og hvad skyldes selskabets totalte tavshed om den dokumenterede børnevoldtægt blandt katolske præster?
Hvis debatmødet som forventet munder ud i et bekræftende svar på det første spørgsmål og et undvigende svar på det andet, er konklusionen klar: Trykkefrihedsselskabet er hjemsted for islamofober, der slet ikke bekymrer sig for ytringsfrihed. Det vidste vi jo i forvejen. Hvad værre er: De bekymrer sig heller ikke om børn, der bliver voldtaget af kristne præster. Dermed er Trykkefrihedsselskabets maske faldet, og de må åbent erkende at ytringsfrihed er deres skalkeskjul, at trykkefrihed ikke betyder det fjerneste for dem, det gør kun antiislam.