Kommentar i Weekendavisen den 15. januar 2010.
Forfattermod. Ugebrevet A4’s undersøgelse om selvcensur fortæller kun en halv historie.
I mandags offentliggjorde LO’s Ugebrevet A4 en undersøgelse, der viste at danske kunstnere var offer for massiv selvcensur (= bange for muslimer). Undersøgelsen blev dog straks anfægtet af forfatteren Trisse Gejl, der bl.a. fremførte at hun havde tænkt på sagen om Jægerbogen, da hun svarede ja til at ytringsfriheden er truet – men det fremgik ikke af artiklen i nyhedsbrevet, der kun handlede om frygten for fundamentalister. I et blogindlæg skrev hun: ”Ugebrevet A4 kan trække to-tre paranoide kunstnere frem af de 654 personer, der har besvaret spørgsmålene, og vupti, en groft fremmanipuleret paranoia blomstrer så åbenbart i dansk kunstnerliv.”
Mens borgerlige ministre, kommentatorer og bloggere kappedes om at skælde kulturlivet huden fuld, lagde en masse kunstnere afstand til undersøgelsen. Men selvom den tilsyneladende skærer nogle gevaldige hjørner, er det ikke urimeligt, om nogen er blevet skræmt. Vi ved jo, senest fra det nylige attentat mod Kurt Westergaard, at risikoen er konkret.
For mere end fire år siden, den 23. september 2005, kritiserede jeg her på pladsen under overskriften ”Selvcensur” forlaget Høst & Søn for at lade illustratoren til Kåre Bluitgens kommende bog om profeten Muhammed være anonym. Ifølge forfatteren havde flere tegnere (vi har aldrig fået at vide hvem og hvor mange!) sagt nej til opgaven pga. frygt. Jeg kritiserede forlaget og de bange tegnere for at mangle publicistisk mod, for det var (og er) for mig fuldkommen uforsvarligt, at prioritere hensynet til en profet højere end ens egen kunstneriske integritet. Omvendt har jeg stor forståelse for dem, der mener, at ytringsfrihed er en ret til at mene, ikke en pligt til at krænke. Tegnere kan jo vælge at afstå fra at portrættere Muhammed, fordi de ikke ønsker at træde religiøse mennesker over tæerne. I samme anledning tog Jyllands-Posten så det initiativ med de tolv karikaturer, der skulle vise sig at afstedkomme dansk og international samtidshistorie.
Det er en kontrafaktisk overvejelse, hvad der ville være sket, eller ikke sket, hvis tegneren havde lagt navn til sine illustrationer i Kåre Bluitgens bog, og Jyllands-Posten derfor aldrig havde fået ideen til karikaturerne. Men det er klart, at efterspillet (altså de tolv tegninger, den religiøse ekstremhooliganisme og Kurt Westergaards ulykkelige skæbne) i dag betyder at kunstnere er under pres. Men Ugebrevet A4 fortæller kun en halv historie, og den bringer os ingen ny viden.
Sagen er, at det ikke er et ensidigt pres, men et flersidigt krydspres, der skaber selvcensur. Derfor burde Ugebrevet A4 have interesseret sig for alle de magtinstanser, der kan få kunstnere, forfattere og meningsdannere til at genoverveje og evt. droppe en idé eller moderere en holdning – og jeg havde gerne set en analyse af, hvordan de forskellige instanser, der ellers modarbejder hinanden – nemlig terroristerne og deres sympatisører på den ene side og vestlige regeringer, parlamenter og efterretningstjenester på den anden side – rent faktisk kommer til at samarbejde om at lægge pres på kunstnere og meningsdannere.
Det pres, der både i Danmark og udlandet kan få forfattere, kunstnere og meningsdannere til at udøve selvcensur, kommer nemlig dels fra fundamentalistiske muslimer og andre religiøse, der ikke vil demokratiet, ytringsfriheden og den kunstneriske frihed det vel, dels fra demokratiske regeringer og parlamenter, f.eks. i form af antiterrorlove – eller som i Irland, hvor en ny, strammet lovgivning gør al blasfemi forbudt! Ikke bare blasfemiske ord om kristendommen, men om alle religioner. Irland opfører sig dermed ikke som et vestligt EU-land, men som et musilmsk præstestyre, og den nye lov er en grusom svækkelse af den verdslige verdens forsøg på at stå vagt om menneskerettigheder, ytringsfrihed og religionskritik i FN, hvor de religiøse lande står bekymrende stærkt. Nu er spørgsmålet, hvem der vil presse de kristne irer til at ændre den lov, som truer det frie ord, der er demokratiets forudsætning. Burde Trykkefrihedselskabet ikke organisere en protestrejse for danske kunstnere, der er friske på at tage til Dublin og råbe Fuck Jesus, fuck Muhammed, fuck Moses, fuck Brahma, Vishnu og Shiva!?
Med krydspresset fra religiøse hooligans og demokratier med antidemokratiske tendenser, er der brug for én ting: publicistisk mod. Forfattere må derfor tage sig sammen og udtrykke det, de oprigtigt har på hjerte. Men alle har lov til at afstå fra at ytre sig, det er ikke kriminelt. Selvcensur er en logisk del af vores hverdag, og alle praktiserer det dagligt. Tænk før du taler, har altid været et godt råd, og det har ikke i sig selv nogen kunstnerisk validitet at sige noget forulempende om andre kulturer eller religioner. Hvis det var tilfældet, kunne en hvilken som helst intolerant ytring, herunder islamistisk demonstration med afbrændinger af dukker og flag og slagord mod Jyllands-Posten, Danmark, Israel eller USA kunne kaldes kunstværker, hvad de jo ikke er.