Artikel i Weekendavisen den 15. januar 2010.
Essay. Jeg er parat til at blive biometrisk fotograferet, visiteret, og afklædt hvis det kan forhindre at jeg og min familie bliver sprængt i stumper og stykker.
På ugedagen for bombeangrebet på busserne og undergrunden I London den 7. juli 2005 gik hverdagen i stå overalt i England. I butikkerne hang opslag om, at personalet ville stoppe arbejdet i to minutter, og man inviterede kunderne til at deltage i en kort mindehøjtidelighed for at vise ofrene respekt. Da klokken slog 12 stod jeg i den kolde krypt under Canterburys berømte domkirke. Folk bøjede hovederne, mange mumlede en lydløs bøn. Men pludselig drev en sær lydtåge ind over tavsheden. Fra kirkesalen lige over kælderhvælvingerne kunne man høre det dæmpede brus af klappende hænder i hundredvis. Derefter et lydløst øjeblik. Nye klapsalver i det fjerne. Lydløst, klap, lydløst, klap.
Mens de to minutter trak tavshed gennem krypten, lød klapsalverne som fjerne suk af lettelse over os, for netop denne dag fik de nye kandidater fra universitetet, der ligger i tilknytning til kirken, overrakt deres eksamensbeviser. Jeg tænkte at ceremonien måske har fundet sted siden tidernes morgen hvert år på netop denne dag på netop slaget 12, og at det måske var traditionerne, der nu viste terroristerne trods. Så brød præsten tavsheden i krypten for at tale et trøstende ord til deltagerne i mindegudstjenesten.
Oppe i kirkens stemningsfulde atriumgård var de nye eksaminander allerede i gang med at posere med deres firkantede professorhatte, mens forældrene kredsede rundt med strakte arme for at fastholde stemningen i digitalkameraets øje. Det lignede et øjeblik af sand sorgløshed og fremtidstro. Da vi kørte ud af byen, så jeg et banner, der hang ud af vinduet på en kontorbygning. De store blokbogstaver sendte et budskab til terroristerne: WE ARE NOT AFRAID.
Har banneret ret? Er det sandt at vi ikke er bange for terroristerne? Er det sandt at vi har vores rationelle frygtløshed i behold, og hvor længe kan vi bevare den, hvis angsten begynder at bemægtige sig vores børn? Lynhurtigt – allerede dagen efter de første bomber – knopskød nettet med hjemmesiden werenotafraid.com som et samlingssted for alle, der vil byde frygten og terroren trods. I dagene og ugerne efter attentaterne i London poster folk fra hele verden deres kommentarer, digte, og symbolske manifestationer. Et bidrag viser en pige, der springer fra vippen ned i en swimmingpool under overskriften A life lived in fear is a life half lived.
At frygten, mistroen og mistilliden griber om sig, indfanger en avistegning med en scene fra undergrunden i The Times: Yderst på et langsæde sidder en mand i traditionel pakistansk klædedragt, som man ser det på gader og stræder i enhver europæisk by nu til dags. Helt modsat presser et engelsk ægtepar sig sammen bag deres avis ved siden af en gruppe frygtsomme passagerer, der skuler nervøst hen til pakistaneren. På avisforsiden advarer overskrifterne: BOMBERS MAY BE BRITISH BORN, MUSLIM EXTREMISTS IN BRITAIN og IT CAN HAPPEN AGAIN. ”Mind the Gap” lyder billedteksten, en velkendt sætning fra skiltningen på togstationerne, der advarer om det lille tomrum mellem perronen og kupeen, men som i overført betydning bliver en opfordring til ikke at grave de kulturelle kløfter dybere. Tegningen giver stof til eftertanke netop i de dage, hvor det går op for englænderne, at gerningsmændene ikke ligner monstre, men naboens sønner, at selvmordsbomberne er født i England og vokset op i det engelske skolesystem, at fundamentalismen er groet i demokratiets egen have.
På Charing Cross i London leder jeg efter en skraldespand, forgæves. Senere finder jeg ud af, at de alle blev fjernet engang i 70erne, hvor IRA skjulte deres bomber i affaldet. Vi skridter henover Trafalgar Square, hvor londonerne havde holdt deres to stilleminutter efter attentatet. Turisterne er her, som de plejer, tilsyneladende lige så uanfægtede som duerne. Jeg ser for mig, hvordan genlyden fra bomberne sendte både mennesker og fugle til himmels i en stor, nervøs bue, hvorefter de alle landede og genoptog deres vaner. Måske er det det Daily Star udtrykker, når de over hele forsiden meddeler at BRITAIN’S BACK IN BUSINESS. De hvide bogstaver er trykt på baggrund af det engelske flag, og en tegning øverst på siden viser en løve med Union Jack på flanken, som brølende skræmmer en rotte – med ordet terrorists skrevet hen over ryggen – på flugt. I baggrunden ser man Londons skyline i silhuet med Big Ben og Millennium Weel, oplyst af morgenrøden, mens avisforsider svæver truende over rottens ynkelige flugt med budskaber som BRITAINS ROARS BACK og BUSINESS AS USUAL.
Englands store forfatter Ian McEwan har i en kommentar stillet det afgørende spørgsmål: Hvor meget frihed er vi parat til at afgive i bytte for øget sikkerhed? Svaret findes ikke, for grænsen bliver hele tiden rykket. Det vi ikke troede ville ske i går, er lovgivning i morgen. Juraprofessor Jeffrey Rosen fra The George Washington University i USA overvejer i bogen The Naked Crowd det samme spørgsmål. Han konstaterer, at faren for terroristangreb på de vestlige demokratier er tydelig, nærværende og dødsensalvorlig, og at behovet for effektive svar skal have vores nationale forsvars højeste prioritet. Men først og fremmest spørger han, hvordan vi genvinder sikkerhed og frihed i en tid præget af nervøsitet og bekymring:
”Jeg er bekymret for, at de teknologier og den lovgivning, som en frygtsom befolkning kræver, ofte mangler forbindelse til de praktiske realiteter for den trussel, der konfronterer os. Vi løber derfor en risiko for at konstruere omfattende men ineffektive identifikations- og overvågningsarkitekturer, der truer uskyldige borgeres frihed og det privatliv uden at beskytte os imod terrorisme. Og selvom individerne i pluralistiske samfund skal være frie til at bytte frihed med et højere niveau af sikkerhed, er det svært at forsvare regeringernes politik, der kræver afgivelse af frihed og privatliv uden at det skaber synlige sikkerhedsfordele. Disse feel-good love og teknologier risikerer også at aflede myndighedernes opmærksomhed fra det efterretningsarbejde, som tidligere har vist sig at være det mest effektive modtræk til terrorismen”.
Jeffrey Rosens The Naked Crowd åbner med beskrivelsen af en maskine, som Orlando International Airport i Florida tog i brug i tiden efter angrebene på New York og Washington den 11. september 2001. Forfatteren kalder den The Naked Machine, Den Nøgne Maskine. Den sender mikrobølger gennem kroppen på flypassagererne og afslører ikke alene våben og andre genstande, som tøjet skjuler. Maskinen kan skelne mellem forskellige materialer og sortere det farlige fra det harmløse. Men ikke nok med det. Den tegner også en afklædt profil i tre dimensioner af hver eneste person, der skal ud og flyve. Før vi får adgang til lufthavnen skal vi affotograferes af et teknologisk vidunder, der skræller huden af vores sorte silhuetter og viser vores nøgenhed under tøjet. Er vi parat til det? Er vi parat til at afgive så meget af vores privatliv, at vi lader lufthavnspersonalet overvåge os i vores utilslørede nøgenhed? Jeffrey Rosen forklarer, at der er et alternativ: The Naked Machine kan justeres til at afgive et kodet, kønsløst mannequinbillede af den rejsende, så gennemlysningen ikke behøver at ydmyge og true den enkeltes værdighed. Men efter at have stillet sine studerende overfor det teoretiske valg mellem de to maskiner, konstaterer han, at folk tilsyneladende ikke har noget imod et par sekunders ydmygende nøgenhed på skærmen, hvis det til gengæld garanterer deres sikkerhed i luften. Flertallet valgte nemlig den totale gennemlysning, også selvom den mildere udgave med transformationen til en kønsløs mannequin giver samme sikkerhedsgaranti.
Jeffrey Rosen skriver: ”Hvorfor skulle nogen protestere, hvis borgerne gerne vil stå nøgne i lufthavnen, fordi ritualet får dem til at have det bedre uden dog at yde mere sikkerhed end det mindre påtrængende alternativ? Hver enkelt borger er naturligvis fri til at opgive sit privatliv til gengæld for en følelse af sikkerhed, så længe at deres valg ikke bliver påtvunget andre. Men når regeringen indfører enorme overvågnings- og klassifikationsteknologier, er der risiko for at de vestlige demokratier bliver ændret på en måde, som vi kun så småt er ved at forstå. Det er nødvendigt at forestille sig nogle af de sociale og individuelle omkostninger ved dårligt konstruerede teknologier og love for at skabe debatten om, hvordan vi kan forbedre dem.”
I gennemsnit bliver en englænder hver evig eneste dag filmet af mere end 300 mere eller mindre skjulte kameraer i 30 forskellige overvågningssystemer, som nu også har bredt sig til hospitaler, skoler, hoteller, restauranter. Hele 78 % af statens udgifter til kriminalitetsforebyggelse bruges til overvågning. Kun befolkningerne i Kina og Malaysia er flittigere fotograferet af myndighederne. Londons Information commissioner Richard Thomas har udarbejdet rapporten Waking up to a Surveillance Society, hvor han fastslår, at Georg Orwells 1984 nu var blevet engelsk virkelighed. Englænderne er vågnet op til et overvågningssamfund. Det ville ikke komme bag på Jeffrey Rosen, der forventer, at overvågning bliver en offentlig ydelse på linie med gas, elektricitet, vand og telekommunikation. The friendly eye in the sky er dukket op flere og flere steder, efter at IRA-terrorister i 1993 og 1994 detonerede to bomber midt i Londons finanskvarter og John Majors konservative regering besluttede at lægge en usynlig stålring af kameraer om byen under sloganet If you’ve got nothing to hide, you’ve got nothing to fear.
Der er tale om en utrolig succesfuld indførelse af borgerovervågning. Kriminolog Jason Ditton fra University of Sheffield forklarer Jeffrey Rosen, at overvågningssystemerne har en formidabel evne til at retfærdiggøre sig selv, selv i en tid, hvor den personfarlige kriminalitet på gaderne er vokset med hele 10 procent i de seneste år og narkosalget er flyttet til udkantsområder, hvor kameraernes venlige øjne ikke når ud: ”Når kriminaliteten stiger, får kameraerne æren for at afsløre det, og når kriminaliteten daler, får de æren for at forhindre den. Overvågningssystemerne er ikke genstand for de normale krav om bevis, fordi troen på dem er religiøs. Når du stiller spørgsmålstegn ved deres magt, bliver englænderne vrede, som om du stillede spørgsmålstegn ved Guds eksistens.”
Jeffrey Rosen mener ikke, at overvågningssystemerne i England holder terroristerne væk fra tog og fly, men nok rødder og gadedrenge væk fra shoppingcentrene. Systemer der en gang er indført, vil ikke blive afviklet igen, men vil vise deres eksistensberettigelse og legitimitet gennem overvågning af de små fisk. Jo mere myndighederne optager og opbevarer af overvågningsmateriale, jo større er risikoen derfor for at der i fremtiden vil blive udviklet digitale dossiers om borgerne, som kan bruges til at rekonstruere deres bevægelser, indkøb, møder m.m., ganske som amerikanske myndigheder som et led af antiterrorkomplekset The Patriot Act har lov til at overvåge borgernes brug af de offentlige biblioteker.
Hvis – skriver Jeffrey Rosen – det 21. århundrede bliver en tid med overvågning og biometrisk ansigtsscanning, hvor den enkelte borgers muligheder begrænses af hans profil i en database, vil Osama bin Laden have ramt os endnu hårdere, end vi kan forestille os på nuværende tidspunkt.
Da vi skal flyve ud af London, er sikkerhedskontrollen omfattende. Et kamera fotograferer samtlige personer i køen til myndighedernes uendelige portrætgalleri af rejsende, og på vej gennem scanneren ser jeg hvordan personalets skærm viser – og gemmer, regner jeg med – mit ansigt sammen med alle de andre ansigter. Endnu er The Naked Machine fra Orlando ikke kommet til Gatwick International Airport, men måske er det kun et spørgsmål om tid.
Mens aktierne styrtdykkede overalt i amerikansk erhvervsliv samme morgen som terroristernes fly pløjede ind i World Trade Centre, steg det markant hos de virksomheder, der sælger overvågningssystemer til lufthavne. Jeffrey Rosen fortæller, at den administrerende direktør for Visionics, der står bag identifikationsprogrammet FaceIt, allerede om eftermiddagen den 11. september 2001 sendte en pressemeddelelse ud om at alle lufthavne burde indføre et biometrisk system, der kan ”fange kendte terrorister og eftersøgte kriminelle”.
Generer overvågningen i lufthavnen mig? Egentlig ikke, opdager jeg. Men jeg bliver ved med at stirre på overvågningssystemet, jeg vender og drejer mig og leder efter skjulte linser, jeg holder øje med de små kupler i loftet, der som edderkoppeøjne kigger i alle retninger på én gang. Jeg tænker at Den Nøgne Maskine er et sort kapitel i demokratiets historieskrivning. Men så siger noget i mig, at jeg bare må komme overens med det hele, at det vel kun er et spørgsmål om tid, før englændernes overvågningsmani også bliver naturlig i Danmark, og jeg mærker pludselig og undrende en sær følelse af tryghed og ansvarsfraskrivelse brede sig.
Jeg er parat til at blive fotograferet, visiteret, og afklædt af The Naked Machine, når jeg vælger at gå om bord i et fly. Hvis det kan forhindre at jeg og min familie bliver sprængt i stumper og stykker, lader jeg mig gerne overvåge og registrere når jeg rejser, og jeg er overbevist om, at jeg ikke vil undlade at flyve i fremtiden, om så jeg bliver nødt til at gå igennem nøgenmaskinen, omskabt til en kønsløs og transparent mannequin. Jeg ved jo udmærket godt, at det er ønsketænkning, når statslederne forsikrer, at de vil jage terroristerne og rive dem op ved roden. Men jeg bebrejder dem ikke noget, hvad skal de ellers sige?
Terroristerne skal ikke have ret til at undergrave de demokratiske samfund ved at fremprovokere beskæringer i borgernes rettigheder og frihed, og derfor må man nødvendigvis være skeptisk overfor alle de overvågninger, som tilsyneladende er på vej i den vestlige verden – nogen med og andre uden en forudgående offentlig og demokratisk debat. Som IT-skribenten Dan Mygind har skrevet i en analyse i det udenrigspolitiske webmagasin Ræson, har amerikanerne siden terrorangrebene i september 2001 forsøgt at placere et program for ”total informationsbevidsthed”, Total Information Awareness, i en af de hemmelige tjenester, med det formål at tegne kommunikationsprofiler af borgerne: telefonsamtaler, e-mails, patientjournaler, flybilletbestillinger m.m. bliver alt sammen registreret, og ved at koordinere data skulle myndighederne være i stand til at afsløre et terroristisk adfærdsmønster. Og det er jo meget godt. Rent bortset fra at systemet tilsyneladende også er blevet brugt til at opsnappe lovlydige journalisters regeringskritiske research, hvilket udstiller dilemmaet: Hvor meget frihed vil vi afgive for øget sikkerhed? Vil vi acceptere risikoen for, at kampen mod terroristerne gør os selv til anti-demokrater?
Artiklen er en forkortet version af essayet ”Vi er ikke bange”, skrevet lige efter terrorattentatet i London i juli 2005. Essayet indgår i Klaus Rothsteins essaysamling Den Nøgne Maskine, der udkommer på forlaget Tiderne Skifte sidst i februar.