www.fridebat.nu, februar 2010.
Det er så djævelsk nemt at gå ind for ytringsfrihed, når man er enig i det, der bliver ytret. Kunsten er at gå ind for frihed til de ytringer, som man er allermest uenig med, allermest afstødt af og allermest bekymret for. Som det hedder i den gammelkendte læresætning (en kliche, men en god kliche), som tilskrives Voltaire: ”Mine herrer, jeg er uenig i det, De siger, men jeg vil kæmpe til min død for Deres ret til at sige det.”
Den voltairske dobbelthed – at være uenig, men kæmpe for sin modparts ret – er stadig gældende for enhver, der beskæftiger sig med vedligeholdelsen af det åbne samfund. Sagen er nemlig, at retten til at fremsætte en ytring frit og uhindret (men ikke uimodsagt!), er demokratiets forudsætning – og i disse år oplever vi en række markante presbevægelser imod de frie ytringer: dels fra religiøse systemer, dels fra ellers demokratiske staters overvågning og kriminalisering af visse meninger, og dels fra den begrænsning, man måtte finde på at binde sig selv med (= selvcensur).
Friheden til at ytre sig må nødvendigvis omfatte alle og enhver, ikke blot dem, der mener det, som magten og moralen kan tolerere. Derfor er enhver kriminalisering af politiske holdninger måske nok et forsøg på at beskytte visse grupper i samfundet, men det er ikke en beskyttelse af demokratiet, snarere et problem for demokratiet. Ytringsfrihed handler med andre ord om, at der skal være frihed for dem, der egentlig ønsker at afskaffe demokratiet selv. Men det betyder jo ikke, at deres holdninger skal være accepterede eller comme il faut. De skal blot ikke kriminaliseres af staten.
Racistiske ytringer skal nemlig imødegås med stærke holdninger og politiske argumenter, ikke med lovbegrænsninger.
De eneste ytringer, der ikke kan være lovlige, er naturligvis trusler om vold eller opfordringer til til vold mod personer eller grupper, personlige injurier, eller brud på den tavshedspligt, som man er omfattet af i særlige stillinger (at man så kan vælge at trodse tavsheden og vælge at være whistleblower så offentligheden får indblik i noget, der ellers er forsøgt mørkelagt, kan måske nok være et problem for staten, men næppe for demokratiet).
I den danske straffelov har vi to paragraffer, der begrænser ytringsfriheden – dels racismeparagraffen, dels blasfemiparagraffen. I begge tilfælde er der tale om gamle paragraffer (og forholdsvis sjældent brugte, blasfemiparagraffen er faktisk inaktiv), som udspringer af en anden tid og en anden situation, end den der hersker i dag.
Racismeparagraffen var oprindelig en lov imod antisemitisme, senere blev den bredt ud til at omfatte andre grupper også, bl.a. homoseksuelle og senere andre former for seksuelle minoriteter. Racisme- og blasfemiparagrafferne er altså sådan set sympatiske nok, sådan som ønsker om at værne og beskytte sårbare grupper altid vil være. Det juridiske forbud er naturligvis udtryk for at staten ønsker at sende et markant signal om, hvor grænsen for det acceptable går, og i den forstand kan man vel opfatte det som en moralsk legitimeret begrænsning – men hvem siger at borgere ikke skal have ret til at have politisk depraverede sympatier, og hvem siger at lovgivning er den bedste vej til at hjælpe de borgere, der er ofre for hadsk tale?
Når det er oplagt at gøre op med de intentioner, som paragrafferne udspringer af, skyldes det naturligvis ikke et ønske om at gøre racisterne, homo-haderne o.a. en tjeneste – det handler tværtimod om at værne om en hel og udelt ytringsfrihed. En kriminalisering af ytringer får jo ikke holdningerne til at fortone sig, og da slet ikke i dag, hvor de tekniske muligheder for at kolportere meningskontrabande er så fortræffelige som de er. Nettet bugner f.eks. med racisme, historierevisionisme og islamhad, som det er ørkesløst at bekæmpe med lov.
Der er andre og bedre veje til beskyttelse af minoriteterne.
Når eksperterne er uenig
Debatten om straffelovens § 266 b handler naturligvis ikke om, hvorvidt racisterne har ret i deres racisme – men om de har ret til at ytre sig racistisk. To af de største juridiske eksperter i Danmark, professor emeritus, dr. jur Vagn Greve og professor, dr. jur Henning Koch, er mildest talt uenige. De vurderer lovens effekt og konsekvens direkte diamentralt. Mens Koch ønsker at bevare den, ønsker Greve den afskaffet.
Kritikken af racismeparagraffen kommer mange forskellige steder fra. Meget forventeligt fra Dansk Folkeparti – hvis medlemmer ofte er blevet dømt for racisme. Og måske mindre forventeligt fra en venstrefløjsdebattør som forfatteren, juristen og ex-politikeren Preben Wilhjelm, som i 2002 sagde til Kristeligt Dagblad:
”Den [racismeparagraffen] burde aldrig være vedtaget. Den kan med god ret kritiseres for at indskrænke ytringsfriheden. Samtidig kan den virke som en officiel blåstempling af selv meget diskriminerende udtalelser. Domstolene vælger heldigvis meget sjældent at straffe folk for deres udtalelser, men det betyder også, at de så kan påberåbe sig rettens ord for, at deres udtalelser er helt acceptable.”
I straffelovens § 266 b, også kaldet racismeparagraffen eller diskriminationsparagraffen, hedder det:
Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.
Uanset hvor meget man ønsker at beskytte f.eks. sorte, muslimer eller bøsser imod trusler, forhånelser og nedværdigende tale, er det kun en beskyttelse imod trusler, der giver god mening. Trusler er i forvejen forbudt i henhold til dansk lov, og tilbage står at et forbud imod at tale nedvurderende om folk eller grupper pga. deres race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering (apropos seksuelle orientering: paragraffen beskytter vel også pædofile imod nedværdigende tale!). I værste fald kan man få to år i skyggen, og det er en skærpende omstændighed, hvis ytringerne har karakter af propaganda.
Men hvad hjælper det at fælde dom over en racist? Bliver han/hun mindre racistisk af at betale en bøde eller sidde i fængsel? Naturligvis ikke. Afstår han/hun fra at ytre sig racistisk (fremmer paragraffen en slags selvcensur)? Muligvis, men det fjerner jo ikke de racistiske holdninger, som stadig i fuld lovlighed kan fremsættes i snævre cirkler. Bliver ofrene forskånet for at læse eller høre forhånende og nedværdigende ord? Nej, men straffen kan føles som en moralsk kompensation og æresoprejsning – problemet er bare, at den dømte bliver en slags martyr blandt sine meningsfæller. Og dermed er vi i bedste fald lige vidt.
I artiklen fra Kristeligt Dagblad i 2002 sagde daværende professor i jura ved Københavns Universitet, Vagn Greve: ”Injurielovgivningen er beregnet på at beskytte det enkelte menneske. Racismeparagraffen, som sigter mod grupper af mennesker, burde ikke findes i dansk lovgivning. Det er ikke lovens opgave at straffe tåbelige udtalelser, fordi nogle mennesker ikke kan lide, hvad der bliver sagt. Den slags udtalelser skal bekæmpes i den offentlige debat, ikke ved domstolene. Dermed får man også en klar afsender, så disse holdninger ikke kun lever i det skjulte.”
Preben Wilhjelm og Vagn Greve har fat i den lange ende. Den offentlige debat er det bedste korrektiv til racistiske ytringer, og intet er faktisk værre end at tabe en sag, man har anlagt mod en person, der har formuleret sig racistisk. Dermed får ens meningsmodstander jo netop domstolens ord for at hans/hendes ytringer er på den rette side af loven. Hvis man ikke bruger juraen som modtræk, men nøjes med at argumentere, har man bedre muligheder for at udstille og bekæmpe racismen.
Blasfemi og presset på religionskritikken
Ingen paragraf synes i dag så overflødig som blasfemiparagraffen. Der er i dag ingen som helt pointe i, at de sekulære demokratier skal beskytte religiøse mennesker, forestillinger eller tyrossamfund mod gudsbespottelse. Tværtimod er der en enorm og dybt bekymrende risiko for, at de religiøse lande vinder nyt terræn i kampen for mere religionsbeskyttelse og mindre religionskritik – ikke mindst i FN, hvor OIC, Organisationen af Islamiske Stater, arbejder ihærdigt på at få religionskritk sidestillet med racisme! I dette spørgsmål opstår der naturlige alliancer mellem mange forskellige religiøse grupper, og det er ikke i ytringsfrihedens interesse.
Det er klart at forbudet mod blasfemi bunder i et ønske om at sikre social stabilitet og forhindre anstalter til forfølgelse af religiøse mindretal, og dette ønske er legitimt. Religionerne har deres fuldkommen naturlige plads i samfundet, og de forskellige trossamfunds medlemmer skal naturligvis have retten til at praktisere deres tro uden frygt for repressalier fra staten eller andre. Heri ligger demokratiets beskyttelse af minoriteter og religioner. Men den enkelte persons religiøse følelser er naturligvis ikke hævet over hverken spot, satire eller hvas kritik, lige som hverken religioner som sådan eller profeter kan krænkes af ytringer, som fremsættes i et sekulært demokrati. Presset på religionskritikken må derfor besvares med et pres på blasfemiforbudet.
I februar 2010 – altså År 5 efter udbruddet af krisen om Jyllands-Postens Muhammed-karikaturer – bragte den norske avis Dagbladet en artikel om Politiets Sikkerhedstjenestes Facebook-profil, hvorfra der linkes til karikaturer af Muhammed (hvorfor, er ikke gået op for mig). Artiklen (men ikke Facebook-profilen?) fik følelserne i kog hos muslimerne i Oslo, og det førte til en række demonstrationer blandt byens taxachauffører, der – som i København – oftest er indvandrere.
Taxaerne stimlede sammen i byens centrum, som blev blokeret et par timer midt om natten. Til medierne sagde de, at de på den måde ville vise, at Norge går i stå, hvis muslimerne ikke bliver behandlet ordentligt. ”Vi er helt med på det der med ytringsfrihed, men vi accepterer ikke at vores profet og religion bliver krænket,” sagde demonstrationens talsmand i et tv-interview.
Sagen bekræfter, hvad vi jo udmærket vidste: Religioner og religiøse mennesker er sensitive, helt enormt sensitive. Sagen viser også, at de religiøse ikke er til sinds at rette sig efter Flemming Roses herostratisk berømte sentens om, at man må finde sig i hån, spot og latterliggørelse. Og hvad det angår, havde kulturredaktøren jo heller ikke ret. Der er netop love, der skal beskytte mod hån, spot og latterliggørelse, og blasfemiloven er en af dem. Derfor, er der mange der mener, er det ærgerligt at Jyllands-Postens tegninger aldrig blev bragt for en domstol. Men igen: Tænk nu, hvis en dommer havde givet de krænkede medhold. Så havde vi fået lovens ord for, at karikaturtegninger af profeter er ulovlige. Hvor havde det efterladt os? Ikke i et ytringsfrihedsdemokrati.
De norske chauffører kan, skal og bør demonstrere lige så tosset de vil, og de kan sikkert finde støtte på aller højeste sted, nemlig i justitsministeriet. Den 29. december 2008 skrev Information, at den norske regering planlægger at afskaffe blasfemiparagraffen i straffeloven. Til gengæld vil den gøre det muligt at kriminalisere udtalelser, der er hadefulde overfor religioner. Regeringen mener, at straf ikke normalt bør bruges for at værne om moralske eller religiøse normer, men at blasfemiske ytringer skal kunne straffes, hvis de er stærkt krænkende og med justitsministeriets formulering ”fjernt fra ethvert sagligt meningsindhold og uden at indgå i de processer, som ytringsfriheden baserer sig på; søgen efter sandhed, demokrati og individets frie meningsdannelse”.
Loven faldt i Stortinget – og omstændighederne bag efterretningstjenestens Facebook-profil, kender jeg ikke. Men hvordan vil den norske regering tjene to herrer: ytringsfriheden på den ene side og de religiøse følelser på den anden? Hvis grundtanken er at beskytte minoriteter og forhindre social uro i samfundet, er det svært at være fortaler for det modsatte – men ikke desto mindre kan den juridiske beskyttelse af religiøse følelser kun være en begrænsning i retten til at ytre sig frit. Men eftersom ytringsfrihed er demokratiets forudsætning, er det dybt problematisk, og netop derfor er blasfemiparagraffen aldrig blevet taget i brug. Den findes mest for syns skyld, og som sådan har den heldigvis ikke voldt skade.
Oplysning frem for forbud
Engang gav det god mening at forbyde f.eks. antisemitisme – og man forstår i dag udmærket at man anså forbud for at være et legitimt bolværk mod nazisme og racisme i efterkrigstiden.
I dag giver det imidlertid ingen mening at forbyde f.eks. nynazistiske hjemmesider. Dels er det uoverkommeligt rent teknisk at stoppe dem, dels er det umuligt at håndhæve et forbud, og dels er det sandsynligvis også kontraproduktivt. Med et eksisterende forbud vil både myndigheder, politikere, debattører o.a. oftest opfatte det som et juridisk mellemværende mellem budskabernes afsender, evt. krænkede, politiet, anklagemyndigheden og en domstol. Men det er ikke et juridisk spørgsmål – det er snarere et spørgsmål om at bekæmpe løgnagtige (f.eks. revisionistiske og racistiske påstande) hjemmesider med korrekte modoplysninger og argumenter. I stedet for at henvise en krænket til domstolene, bør man mobilisere over en bred kam, sige fra overfor det uacceptable og dermed skabe en modoffensiv og et modbillede.
Et udmærket eksempel er websitet holocaust.dk, der er en del af folkedrab.dk, der er en undervisningsportal som Dansk Institut for Internationale Studier, Holocaust og Folkedrab står bag. Her kan studerende (og andre) ikke alene finde baggrundsinformationer m.m. De kan også få råd og vejledning om, hvordan de finder troværdige informationer. Under overskriften Sådan genkender du en benægter hedder det bl.a. om brugen af nettet: ”Vær opmærksom på, om siden eller teksten kommer med udfald mod jøder. Holocaust-benægtelse er altid forbundet med en eller anden form for antisemitisme. Tjek, om der bliver brugt hård, grov eller en hånlig tone i forhold til jøder eller forskere. Kig efter ord som ’mainstream-historikere’, ’Holocaust-lobbyen’, ’Holocaust-myten’ og ’Holocaust-industrien’.”
Den slags opmærksomheds- og bevidsthedsskabende oplysning og undervisning er bedre end forbud, og selvom man måske nok kan mene, at de to ting kan suppllere hinanden, mener jeg at myndigheder og organisationer, der ikke kan støtte sig til forbud, er nødt til at opruste så meget desto mere på områderne oplysning og argumentation.
Afskaf eller ej?
Argumenterne imod racismeparagraffen skaber nogle sære sengepartnere, hvor meningsmodstandere, der er radikalt uenige, kommer til at argumentere for den samme sag. I sin yderste konsekvens er det et ekstremt paradoks, at ytringsfrihedens beskyttere gerne ser uhindret taleret til dem, der dybest set kun foragter demokratiet, om så det er muslimske fundamentalister eller danske nazister.
Hvad vil det betyde at afskaffe racisme- og blasefiparagrafferne i ytringsfrihedens tjeneste? Når mange politikere o.a. i dag tøver med at argumentere for en afskaffelse af paragrafferne, der kriminaliserer racisme og antisemitisme, er det oftest fordi de frygter at åbne sluserne for en fuldkommen skånselsløs debat. De frygter at et opgør med paragrafferne vil blive misforstået som et aggressivt ønske om at få hældt nogle flere sproglige skidtspande i hovedet på jøder, muslimer og andre minoriteter, der nu er beskyttet af straffelovens forbud mod racismeytringer.
Men ærlig talt: racisterne har i forvejen deres egne medier på nettet, som de uhindret kan bruge. Netsider, blogs og debatfora har for længst gjort det til en praktisk umulighed at effektuere forbud mod specifikke ytringer. Og desuden er både de etniske minoriteter, offentligeheden og demokratiet som sådan bedre tjent med åbenhed end med forbud, ikke mindst fordi en helt fri debat vil forpligte mange flere magtfulde politikere på at sige fra med argumenter i stedet for blot at tænke, at det hele er et juridisk mellemværende mellem de racistiske ytringers ophavsmand, en krænket person eller gruppe, politiet, anklagemyndigheden og domstolen.
Det bedste modtræk mod fordomsfulde, nedvurderende, krænkende og racistiske udtalelser er og bliver offentlige modargumenter, solidaritetstilkendegivelser med ofrene og en politisk, moralsk og menneskelig kritik af gerningsmændene. Se bare hvordan det gik to medlemmer af Dansk Folkeparti, Jesper Langballe og Kim Christiansen, da de i januar 2010 begge pådrog sig samfundets vrede med ekstreme udtalelser om og imod muslimer:
Jepser Langballe påstod (som støtte til Trykkefrihedsselskabets formand Lars Hedegaard) at muslimer bare sådan voldtager deres døtre, og Kim Christiansen hånede en kvinde i en mail for at have fået et barn med en muslimsk mand.
I begge tilfælde blev de to voldsomt kritiseret i af talrige stemmer i offentligheden, og begge måtte trække i land, beklage og undskylde (mere eller mindre oprigtigt, ganske vist, Jesper Langballe opretholdt sin arrogance ved at kalde sin racisme for en udtalelse, der nok var lige lovlig kæk, friskfyragtig og Karl Smart!).
I forlængelse af de to oprørende udtalelser tog en socialdemokratisk folketingskandidat initiativ til en Facebook-gruppe, der skal samle om udstille racistiske udtalelser fra Dansk Folkeparti. Paradoksalt nok betyder det jo, at de usympatiske ytringer får endnu en eksponering, men hensigten er naturligvis at udstille, udfordre og konfrontere de politikere, der overskrider grænsen for den såkaldt ”gode tone”. Det er naturligvis en indlysende god idé – så længe folkene bag Facebook-gruppen ikke ønsker at kriminalisere udtalelserne.
Selvom racisme- og blasfemipagrafferne møder kritik mange steder fra, fordi de de facto sætter begrænsninger for de frie ytringer, er det nærmest umuligt at se et folketingsflertal imod. De borgerlige partier – og efter dem også en socialdemokratisk ledet regering – vil næppe turde sløjfe de to paragraffer, fordi det vil blive opfattet som et angreb imod bl.a. islam. Det vil ingen dansk regering turde tage ansvar for i en post-Muhammed-karikatur-krise.
Derfor: Kritikken af racismeparagraffen skal ikke opfattes som et slag for racismen, men som et slag for ytringsfriheden. Ikke som tolerance overfor intolerancen, men som et ønske om ansvar og oprustning med andre midler end lovgivningen. Racismeparagraffen bør – idet den findes og lejlighedsvis anvendes – derfor mest muligt opfattes som et moralsk symbol, mindst muligt anvendes som et juridisk instrument. Som professor dr. jur.Vagn Greve har sagt: ”Der er højere værdier end hensynet til at opføre sig urbant.”