Anmeldelse i Weekendavisen den 3. marts 2006
Broderbank. Det svenske kulturmagasin Ord & Bild banker os gule og blå.
Hyklernes uhyggelige hygge
Min gamle russisklærer på Frederiksberg Gymnasium lærte mig mange ting, blot ikke russisk. Til gengæld husker jeg udmærket hans geopolitiske analyse om Sverige, hvordan i alverden det så kom på tale i en russisktime: ”Asien begynder på den anden side Øresund.”
Jeg genkaldte mig denne klog- og morskab, da jeg læste det nye nummer af det svenske kulturmagasin Ord & Bild, der handler om Danmark, dels med en række aktuelle litterære og kunstneriske præsentationer (bl.a. Mette Moestrup, Christian Yde Frostholm, Lars Skinnebach, Ursula Andkjær Olsen, Martin Glaz Serup, Claus Beck-Nielsen, Husk Mit Navn), dels en række hudflettende kommentarer og kronikker om os og vores evindelige danskhedsdebat.
Når min russisklærer opfattede svenskerne som asiater, var det dels almindelig folkevid, dels en slet skjult mening om, at broderfolket er anderledes. Og det samme synes de unægtelig om os. Eller endnu værre: De synes at vi er blevet fremmede for os selv. Vi er ikke dem, vi var engang, nu hvor det nationale snæversyn har taget over og intolerance er jo blevet et politisk styringsredskab. Svenskerne undrer sig: Hvorfor al den snak om danskhed? Hvorfor nu denne nationale kulturkanon? Jo, vi passer særdeles godt på arven fra Grundtvigs ubarmhjertige danskerglæde, og vores naboer, broderfolk og arvefjender fra hinsidan har endnu engang påtaget sig rollen som dem, der minder os om det. De banker os simpelthen gule og blå.
Man kan mene (uden at være helt galt afmarcheret), at der er noget frelst og konfliktsky over svenskerne, men inden man blankt afviser deres kritiske opsang til os, må man først gøre op med en dansk myte om svenskerne. Vi siger hele tiden hernede, at vi har en frimodig omgangstone og en åben debat, som svenskerne mangler. Mens vi vægter ærlighed, prioriterer svenskerne hensyn, hvilket lægger en dyne af selvcensur og politisk korrekthed over den offentlige debat. Og det er utvivlsomt sandt, at svenskerne pålægger sig selv flere overvejelser, end vi gør. Men det er også sandt, at Sverige allerede i firserne havde en lokal folkeafstemning, hvor borgerne i Sjöbo kommune stemte om, hvorvidt de ville modtage flere flygtninge eller ej. Dengang var det os, der var helligt forargede over svenskernes nationalistiske snæversyn.
Nu er det lige omvendt. Og svenskerne er heldigvis ved at snuble over hinanden, for at minde os om det. For et par måneder siden læste Olle Svenning os lektien i en kommentar i Aftonbladet, og for et par uger siden hudflettede Lasse Dencik, svensk professor i socialpsykologi på RUC, den uhyggelige danske hygge i en kronik i Politiken (også trykt i uddrag i Ord & Bild), og hans søn David Dencik (der som skuespiller netop har været med til at vinde en Sølvbjørn i Berlin for ”En Soap”), sagde i et interview, jeg skrev her i avisen (11. november 2005), at svenskerne har en levende relation over for folk, der ikke er nøjagtig svenskere, mens danskerne er fulde af mistro og forbehold. Det er hans konklusion som sproglig, kulturel og national pendler.
På det danske branchewebsite Kommunikationsforum.dk har en morsom skribent udskrevet en satirisk konkurrence om nyt navn, logo og værdigrundlag til det land, som verden engang respekterede under navnet Danmark, men som må redefineres efter balladen om Muhammed-tegningerne. En svensk læser foreslår bl.a. Hvidetyskland, Aleneland eller Bigotistan. Særligt det sidste forslag – bigot betyder hykleri – viser, hvordan svenskerne ser på os, og det er ikke med milde øjne. Mest analytisk idéhistorikeren Ola Fransson, der bor i København. Han mener at vi i Danmark lider af en integritetskrise, der i sin mest ekstreme form fører til fundamentalismens logik. Krisen opstår, hos mennesker og nationer, når man bliver konfronteret med og udfordret af det fremmede, men det er ikke det fremmede i sig selv, der forårsager krisen, men erkendelsen af, at man selv har mistet evnen til at forandre og forny sig. Den logiske konsekvens er, at man hårdnakket forsvarer de idealer, som man er fortrolig med, og ophøjer dem til absolutte sandheder og ukrænkelige værdier. Det nationale træder i front, og de kulturradikale træk, som svenskerne har beundret os for, bliver trængt i baggrunden.
Svenskerne har udnævnt 2006 til multikulturelt år, ”Mångkulturåret” (Synne Rifbjerg skrev om det her i avisen d. 3. februar). Det er et landsomfattende, kulturelt brobygningsprojekt, som står i en megetsigende og skærende kontrast til den Brians nationale danskhedsoprustning med kulturkanoner. Hvordan kan det være, at to nabofolk bevæger sig i så diametralt modsatte retninger på nøjagtig samme tid? Ord & Bild giver kun det halve svar – men det er også rigelig interessant – med denne udfordring til en intellektuel broderstrid. Hvad skulle vi dog gøre uden svenskerne? Måske er det en idé for KRITIK at sende serven retur over Sundet med et temanummer om det asiatiske Sverige.
Cecilia Verdinelli Peralta (red.) Ord & Bild. 176 sider. 125 svenske kr. eller 98 danske kr. www.tidskriftenordobild.se.