Kommentar i Weekendavisen den 9. april 2010.
Forsoning. Venstres PR-medarbejders undskyldning for fornærmelser på Facebook fik mere opmærksomhed end Serbiens undskyldning for folkedrab. Hvorfor?
Tirsdag den 30. marts besluttede det serbiske parlament meget opsigtsvækkende (og noget vrangvilligt) at undskylde for ikke at have forhindret massakren på 8.000 muslimske bosniakker i Srebrenica i 1995. Samme dag gik Venstres PR-medarbejder Ditte Okman tv-transmiteret bodsgang med blomster og en personlig undskyldning til en kioskmedarbejder på Christiansborg, som hun havde svinet til på Facebook.
Folkemord og fornærmelser. Hvordan kan det være, at det var Venstres sekundære spindoktors perfiditeter, der tog al opmærksomheden, mens det serbiske parlaments historiske undskyldning for det største europæiske folkemord siden nazismen nærmest blev forbigået i tavshed? Svaret ligger i mediernes krav om identifikation og i den personlige undskyldnings dramaturgi.
Vi har det som en fast vending i sproget: at gå Canossa-gang. Det var det, som Henrik IV gjorde i 1077 for at bede om forladelse for statens konflikt med kirken. Han gik på sine bare fødder og stod i sneen i tre dage foran klosteret i Canossa for at blive forsonet med paven, der havde lyst ham i band.
I disse år står paver, præsidenter, politikere og popstjerner stadig i kø for at undskylde, ikke foran klosteret, men foran tv-kameraer. Listen over historiske og aktuelle undskyldninger, viser at undskyldningen er en retorisk og moralsk symbolhandling, der spiller en altafgørende rolle for personers, nationers, religioners og systemers mulighed for at bilægge en konflikt. Der går ikke en dag uden at man kan læse om folk der giver eller kræver en undskyldninge. Senest har vi også set Politikens undskyldning for at have bragt karikaturtegningen af Muhammed og den katolske kirkes løbende undskyldninger for overgreb og seksuelt misbrug.
Undskyld pr. stedfortræder
Groft sagt findes der to kategorier af undskyldninger – den der gives af en person med en reel skyld eller medskyld, og den der gives af en person på vegne af andre, typisk fjerne forgængere. Til den sidste kategori hører bl.a. fhv. statsminister Poul Nyrup Rasmussens undskyldning i 1998 til Thule-fangerne for forflyttelsen i 1950’erne. Den undskyldning er typisk for staters forsøg på at forsone sin med befolkningsgrupper, der har været udsat for et overgreb.
I 1998 var det højsæson for undskyldninger, krav om undskyldninger eller afvisning af krav om undskyldninger i det danske statsministerium. I anledning af 150 året for slaveriets ophævelse, rejste der sig en debat, om hvorvidt Danmark burde sige undskyld for fortidens fortræd til slavernes efterkommere. Men mens Thule-beboerne fik en moralsk æresoprejsning, fik efterkommerne af de ca. 85.000 afrikanske slaver, som mellem 1670 og 1848 var blevet indfanget, handlet og transporteret over Atlanterhavet til kolonierne i Dansk Vestindien, intet som helst. Udenrigsminister Niels Helveg Petersen afviste kravet: ”Jeg kan ikke se det rigtige i, at mennesker, som ikke havde noget med slaveriet at gøre, skal sige undskyld til mennesker, som ikke er blevet udsat for slaveri.”
Kolonimagtens undskyldninger til de oprindelige indbyggere, fylder meget i post-koloniale tider. Så sent som i august 2009 sagde formanden for Grønlands nye selvstyre, Kupik Kleist, at Danmark bør undskylde til de grønlandske børn, der i 1950’erne blev midlertidig fjernet fra deres familier i et fordanskningsprogram. Statsminister Lars Løkke Rasmussens afviste kravet, men hans australske kollege gjorde det stik modsatte i en parallel situation få måneder senere: Den 16. november 2009 gav premierminister Kevin Rudd en undskyldning til de børn, der i 1930-70 blev sendt fra England til Australien for at få et bedre liv, men som endte på børnehjem, hvor de blev udnyttet. Ved en ceremoni foran 900 overlevende børnehjembørn, undskyldte han de fysiske og psykiske overgreb, de blev udsat for. ”Jeg undskylder for det kolde fravær af kærlighed, ømhed og omsorg, jeg undskylder for den tabte barndom.”
I kategorien undskyldning pr. stedfortræder finder vi også de helt storladne forsøg på at udviske systemfejl i kirken, f.eks. Pave Johannes Paul II’s undskyldninger for korstogene og den engelske kirkes officielle undskyldning til Charles Darwin. I september 2008 offentliggjorde Dr. Malcolm Brown, Director of Mission and Public Affairs et fantastisk brev: ”Charles Darwin: I 200 året for din fødsel, skylder Church of England dig en undskyldning for at have misforstået dig og for at have tilskyndet andre til stadig at misforstå dig. Vi forsøger at praktisere de gamle dyder om at tro skal søge forståelse, og vi håber at det giver oprejsning.”
Moralsk velbehag
At sige undskyld for sine egne fejl, er en kunstart i sig selv. Tony Blair sagde undskyld for at have ført England ind i Irak-krigen på falske forudsætninger og George W. Bush’s gav en noget overset udtalelse til The Times i juni 2008: ”Jeg er en fredens mand. Når jeg ser tilbage, tror jeg nok, at jeg kunne have brugt en anderledes tone, en anden retorik.” Udtalelsen handler om det forløb, der fem år tidligere førte til War on Terror og krigene i Irak og Afghanistan, og den blev tolket som den afgående præsidents forsøg på at forsone sig med sig selv og offentligheden efter at den amerikanske og internationale opinion havde vendt sig imod hans aggressive politik og dens manglende resultater.
En tilsvarende undskyldning eller selverkendelse fik danskerne aldrig fra Anders Fogh-Rasmussen, der i stedet valgte at ignorere det løgnagtige grundlag for Irak-krigen. Den undskyldning, han gerne vil huskes for, har derimod intet som helst med ham selv at gøre, men handler om den danske stats afvisning af jødiske asylsøgere til Nazi-Tyskland i 30’erne. Kravet om en undskyldning – ikke til de afviste jøder, de døde velsagtens i 30’erne eller 40’erne, men til det jødiske samfund – blev første gang fremsat i 1999, da historikeren Vilhjalmur Örn Vilhjalmsson afslørede den danske stats ugerninger i 30’erne. Dengang vendte forfatteren og historikeren David Gress, forsker ved Dansk Udenrigspolitisk Institut, sig kraftigt imod ideen: ”En undskyldning er forløjet, fordi den ikke kan gøre uret om og derfor allerhøjst kan tjene til at fremelske følelser af moralsk velbehag eller overlegenhed hos nulevende. Sådanne følelser er ikke særlig anstændige,” skrev han.
Undskyld til et enkelt menneske
Ofte er der nærmest ingen proportionalitet mellem undskyldningen og det der undskyldes for, og hvordan kan f.eks. folkedrab og en fornærmelse eller en affære (som i tilfældet Tiger Woods) sones gennem den samme form for retorik? Undskyldningen handler om at viske en tavle ren overfor en klart defineret målgruppe – en person, en personkreds, et land, et folk, ”den offentlige mening” – og metoden er den samme, hvad enten vi taler om staters krige og etniske udrensninger eller en PR-medarbejders personlige perfiditeter.
Men hvorfor fik en fuldkommen ligegyldig pressemedarbejders undskyldning for hadefuld snak på Facebook mere opmærksomhed en det serbiske parlaments undskyldning for etnisk udrensning af muslimske mænd og drenge? Der kan jo ikke være nogen tvivl om, hvilken undskyldning der objektivt er vigtigst.
Jo, naturligvis fordi Ditte Okman repræsenterede regeringspartiet, og fordi al der lugter af spin og snask bare er godt stof i en medieverden, der elsker sig selv. Men også fordi den personlige mellemværende er en god skæbnefortælling, som vi nemmere kan forholde os til, end til den storpolitiske konflikt.
Se bare Adriaan Vloks historie. Han var justitsminister i de sidste måneder under det sydafrikanske apartheidregime og stod i spidsen for den officielle raceadskillelsespolitik som øverste ansvarlig for fængslinger, tortur og statssanktionerede mord. Dengang brugte han Bibelen til at retfærdiggøre sine handlinger, nu bruger han den til at bede om tilgivelse.
I august 2006 opsøgte Adriaan Vlok præsident Thabo Mbekis sekretær, præsten Frank Chikane, med en betingelsesløs undskyldning. I 1988 havde justitsministeren blåstemplet et giftmordattentat mod Chikane, og ville nu forsone sig med sin tidligere fjende. Adriaan Vlok havde allerede i 1997 undskyldt overfor Sandheds- og Forsoningskommissionen, men siden var han blevet genfødt kristen, og han havde fået den idé, at han måtte give en konkret undskyldning til et enkelt menneske i stedet for at søge abstrakt forsoning med menneskeheden. Derfor valgte Adriaan Vlok at kopiere Jesus’ handlinger, og han henvendte sig til Frank Chikane med en bøn: Lad mig give dig den ultimative undskyldning ved at vaske dine fødder i en symbolsk handling. Der var ikke tale om en offentlig undskyldning, men om et mellemværende mellem to mænd. Afvaskningen var symbolsk og bestod kun i at Adriaan Vlok hældte nogle dråber vand på Frank Chikanes fødder, hvorefter han tørrede dem af. Afvaskningen splittede den sydafrikanske opinion. Mens nogen gjorde som Frank Chikane og godtog undskyldningen, mente andre at det var spil for galleriet. Selv konstaterede Adriaan Vlok, at da han foran snurrende kameraer havde undskyldt overfor Sandheds- og Forsoningskommissionen, var der ingen der hørte efter. Da han undskyldte overfor et enkelt menneske, fik han alles opmærksomhed.
Ditte Okman kom med blomster til kioskdamen på Borgen. Det er en ikke-religiøs symbolhandling, men i princippet kunne hun have medbragt et vaskefad og håndklæde og vasket hendes fødder. Medierne vill elske hende for det.
Omvendt er det serbiske parlamentets undskyldning for nedslagtningen af 8000 muslimer i Srebrenica en udløber af en kompliceret og trættende konflikt, hvor ofrene er ukendte og gerningsmændene ansigtsløse.
I sagen om Venstres Facebook-skandale var der én gerningsmand og ét offer. Historien var enkel, menneskelig og fuld af identifikation. Og undskyldningen havde en stærk dramaturgi. Derfor var Ditte Okholms undskyldning til kioskdamen bedre stof end undskyldningen for en gammel massakre på muslimer.