Anmeldelse i Weekendavisen den 16. april 2010.
Portræt. Lars Saabye Christensen skriver berigende erindringslyrik med vaskeægte, stilrene sportsdigte.
De største begivenheder
Der er flere påfaldende ydre ligheder mellem Jens Christian Grøndahl netop udkomne erindringer Om en time springer træerne ud og norske Lars Saabye Christensens erindringer Mit danske album: Mens den første er skrevet på opfordring fra Grøndahls franske forlag, er den anden skrevet på bestilling af Saaabye Christensens danske forlæggere, C&K Forlag. Bøgerne, der begge rummer stille barndomsselvportrætter, ligner hinanden så man tror at det er løgn: de er begge designet i sarte farver med beige smudsomslag, elegant typografi og brug af fotos fra familiealbummet, og begge viser ungdomsbilleder af de to forfattere in spe ved hhv. skriveblok og skrivemaskine, ”pludseligt” afbrudt af fotografen. Mens Grøndahl gengiver et maleri af Hammershøis stille stuer og reflekterer over kunsten, viser Saabye Christensen et personløst foto af en stue gennem en døråbning, mens han skriver, at han drømte om Hammershøi længe før han kendte hans billeder. Mens den ene viser sin far med bøllehat og cigar, viser den anden sin far med kasket og et lille glas…
Ja, når forfattere tænker tilbage på deres barndom og modningsår, tænker de på det samme som alle vi andre tænker på. Men hvor folk flest tænker spredt, har forfatteren en evne til at lade stumperne føje sig til et billede med horisont. Lars Saabye Christensen synes dog at have haft en vis modvilje over for at skabe en helhed af fragmenter, og han har derfor – antager jeg – valgt at lade sine erindringer tage en helt anden form end de store episke romaner, som han er kendt for i Danmark. I Mit danske album træffer vi nemlig lyrikeren Saabye Christensen, og ham har vi mig bekendt ikke rigtig mødt på dansk før nu. Men nu får vi hans radikalt plukvise erindringsdigte om det København, som familien valfartede til for at møde farens danske familie.
Åbningsdigtet – det hele er smukt oversat af forlæggeren Charlotte Jørgensen – går kronologisk til værks: ”jeg kom til Oslo første gang den / 21. september 1953, om morgenen, kl. 08.47, nærmere”. Ikke noget med at ’jeg kom til verden’, men ’jeg kom til Oslo’. Digteren beskriver sin fødsel, som han har fået den fortalt af sin mor, for: ”selv kan jeg desværre ikke huske noget af dette, og er / det ikke urimeligt at man aldrig kan få chancen / for at huske noget fra de to største begivenheder / i sit eget liv, nemlig den første og den sidste / jeg fortæller bare det jeg har hørt / og som jeg værsgo må stole på.”
Jo, det er urimeligt, men så må vi jo huske og genfortælle alt det imellem de to største begivenheder, og Lars Saabye Christensen gør det i smukke, stemningsfulde og meget berigende prosalyriske erindringsdigte, klædeligt side om side med de familiefotos, der retfærdiggør titlen: dette er et album, ikke mindst et markant og indtagende faderportræt. Midt i bogen brydes formen, og faren (Mogens Hjort Christensen, 1919-2010) får ordet i en række nøgterne prosastykker med en københavnerdrengs tilbageblik. Det er Bymuseet på bog.
Mine to favorittekster er et par vaskeægte og fuldkommen stilrene sportsdigte i bedste Jørgen Leth-tradition. Det ene handler om den danske skøjteløber Kurt Stille, det andet om den dansk-jødiske fægter Ivan Osiier (gift med forfatterens moster), der nægtede at deltage i nazisternes prestige-OL i Berlin 1936. De to sportsfolk og deres skæbner har en enorm fascinationskraft. Både på drengen Lars og på digteren Saabye Christensens læsere.
Lars Saabye Christensen: Mit danske album. 112 sider med mange privatfotos. 250 kr. På dansk ved Charlotte Jørgensen. C&K Forlag.