Kommentar i Weekendavisen den 3. marts 2006
Dansk PEN. Nogle forfattere vælger tolerance frem for ytringsfrihed.
Onsdag morgen i denne uge fik vi nyheden om, at International PEN har sat Flemming Rose og de 12 satiretegnere på en liste over mediefolk, der fortjener organisationens udelte støtte, fordi der verserer trusler mod deres liv og sikkerhed. Tag den, Dan Tschernia, Lars Bonnevie, Kirsten Thorup, Mette Winge og alle jer andre, der har forladt den danske del af foreningen i protest mod bestyrelsens støtteerklæring til Jyllands-Postens kulturredaktør!
Ok, man kan med god ret være kritisk overfor Dansk PEN’s forsøg på at balancere støtte med kritik i den omdiskuterede udtalelse, som ganske udmærket illustrerede, at der findes forskellige holdninger i bestyrelsen (hvilket i sig selv ikke er noget problem). Men at man tager konsekvensen og forlader foreningen, viser at Dansk PEN står ved en korsvej, og at det ikke kun er bestyrelsen, men medlemmerne, der bestemmer, hvilken vej, man skal gå. Kort sagt: Skal Dansk PEN først og fremmest være på pressefrihedens side – eller på tolerancens?
Jeg synes at bestyrelsen skulle have aktiveret Dansk PEN’s P.A. Heiberg Pris og givet den som en symbolsk støtte til Flemming Rose. Det argumenterede jeg for, da foreningen indkaldte kandidater til prisen. For mig var det helt nødvendigt at udtrykke solidaritet med redaktørens, tegnernes og avisens ret til at bringe disse Muhammed-karikaturer, og jeg synes ikke at en nok så legitim kritik mod projektets mangel på respekt overfor verdens muslimer, kunne overtrumfe prisuddelingen. Jeg mener, hvor tit er det egentlig, at der bliver sat en dusør på danske pressefolks hoveder? I sådan en situation er det faktisk ret ligegyldigt, om man er enig i avisens provokation, der som bekendt var forklædt som en test af selvcensuren. Hvis ikke vi nu skulle leve op til Voltaires diktum (”Jeg er uenig I hvad De siger, men jeg vil kæmpe til min død for Deres ret til at sige det!”) – hvornår så? Jeg spørger igen: Hvornår så?
At uddele en PEN-pris i P.A. Heibergs navn, var en idé som jeg fik, da jeg i 1999 var med i bestyrelsen. På den måde markerede vi 200 året for landsforvisningen af systemkritikeren, der udfordrede enevælden. I årenes løb er prisen givet til bl.a. Kåre Bluitgen og Naser Khader, og det ville være en logisk fortsættelse af diverse priskomiteers linie, hvis Flemming Rose nu fik prisen. Men måske ville det også trække foreningen i en forkert retning, når nu spørgsmålet om ytringsfrihed skal balanceres med charteret for tolerance og mod hate speach?
Måske skræmte sporene fra balladen om Lars Hedegaards eventuelle medlemskab for et par år siden på sådan en måde, der fik bestyrelsen til ikke at uddele prisen. Men når prisen er skabt for at yde symbolsk støtte til folk, der udnytter deres ytringsfrihed og derefter bliver mødt med pression og trusler, er det mig fuldkommen plat umuligt at forstå, at bestyrelsen ikke tog skridtet fuldt ud og gav Flemming Rose og hans tegnere en utvetydig opbakning.
Samme dag som nyheden om International PEN’s støtte til Jyllands-Posten blev offentliggjort, skrev fatwakongen og fatwadronningen Salman Rushdie og Taslima Nasrin sammen med en række andre forfattere og filosoffer et manifest imod totalitær islamisme og til støtte for det sekulære samfund. Hvem kan være uenig? Presse- og ytringsfrihed findes som bekendt kun i sekulære samfund. Og presse- og ytringsfrihed er forudsætningen for demokrati med plads til politisk og religiøs pluralisme. Det sande forsvar for frie ord og tolerance, går altså altid via en kamp imod de totalitære ideologier.
De forfattere, der har forladt Dansk PEN har svigtet foreningen og de principper, International PEN står for. De har sat hensynet og tolerancen over ytringsfriheden. Sagen om de 12 karikaturer gik nemlig hen og blev en sag om ytringsfrihed i det øjeblik, der indløb bombetrusler mod avisen og mordtrusler mod tegnerne. At avisen og tegnerne har fornærmet muslimerne, er evident, og det var uklogt. Men medlemmerne af Dansk PEN må spørge sig selv, hvilken krænkelse den internationale PEN-bevægelse er sat i verden for at bekæmpe: krænkelsen af religiøse følelser eller krænkelsen af det frie ord? Svaret giver sig selv, synes jeg. Men Dan Tschernia, Lars Bonnevie, Kirsten Thorup, Mette Winge m.fl. er åbenbart uenige, når de vælger tolerance frem for ytringsfrihed. Dermed er de ikke alene i opposition til Salman Rushdie m.fl., men på kollisionsskurs med International PEN. Det er et svigt.
Denne kommentar er skrevet før medlemsdebatmødet i Dansk PEN onsdag aften.