Amnesty 2/ maj 2010
Kvindehandel er vokset til den næststørste kriminelle økonomi i verden – kun overgået af narko. Nu sætter moderne dansk danseteater fokus på det kolossale problem. Koreografen har bl.a. været på research blandt børn der bliver holdt som sexslaver i Cambodia.
Jum-jum, bum-bum… Det lyder jo umiddelbart som et uddrag af rim og remser for børn, men virkeligheden er en helt, helt anden – skræmmende og modbydelig. Hør blot, hvad skuespiller, danser og koreograf Kasper Ravnhøj fortæller om sin researchrejse til Cambodia forud for danseteateret Mute Comps kommende forestilling om kvindehandel og sexslaveri:
”Du kan købe sex alle steder. Der er restauranter, hvor man kan købe en skål nudler og et blow job. Jeg besøgte et sted, som mænd rejser til for at købe sex med børn. Børnene var mellem 4 og 9 år, og de yngste spurgte’Jum-jum?’ mens de ældste sagde ’Bum-bum?’. Det ene betyder oralsex, det andet betyder egentligt samleje. Det er et helvede, så absurd, at man ikke kan beskrive hvor sindssygt det er.”
Kasper Ravnhøj rejste til Cambodia for at indsamle stof til Mute Comps tre kommende forestillinger om de største globale, kriminelle økonomier, nemlig sex, våben og narko – og turen gav ham indsigt i et problem, som vi godt ved er der, men som vi ofte lukker øjnene for.
”Jeg havde læst Somaly Mams bog En kvindes pris om hendes tid som sexslave i Cambodia. Så rejste jeg dertil og holdt møder med en masse organisationsfolk og for at komme i kontakt med nogle af pigerne og kvinderne selv. Jeg købte bl.a. en time hos nogle af dem, bare for at tale med dem. Jeg ville undersøge, hvor langt jeg kunne gå uden at have sex med dem. Når jeg først havde brugt lang tid på at overbevise dem om at jeg kun ville tale, fik jeg så deres historier,” fortæller Kasper Ravnhøj.
På Somaly Mam Foundation, hvor piger der er sluppet ud af sexindustrien får hjælp, mødte han en pige på 16, der var blevet sexslave som 12-årig. Hun var først blevet sat ind i en kasse fuld af insekter, der bed hende. Så blev der sat strøm til hende. Så blev hun solgt som jomfru, syet sammen og solgt igen. Fire gange. Da hun blev gravid, fik hun en abort, og da hun dagen efter aborten bad om lov til ikke at arbejde den dag, blev hendes ene øje stukket ud.
”Jeg så turistbusser fulde af mænd, der kom for at købe pigerne. Jeg besøgte karaoke-barer, der dækkede over bordeller. Og jeg så et hus, der lignede et underholdningspalads, hvor 2000 piger efter sigende blev holdt fanget som sexslaver. Jeg opsøgte stederne ned skjult kamera, og i dag kan jeg se hvor farligt det var, men jeg var nødt til det. Efter en masse research, læsning og snak, måtte jeg møde og se pigerne selv,” siger Kasper Ravnhøj.
Mute Comps Knock on Unpainted Wood er første forestilling i en trilogi om de kriminelle økonomier, fordi sexslaveriet hele tiden vokser og i dag kun overgås af narkohandel.
”Det handler dybest set om livet og hvordan vi spilder det. Sex, våben og narko er tre megabenspænd for en god udvikling. Vi ønsker at sætte fokus på trafficking og sexslaveri fordi vi gerne vil vise konsekvenserne. Vi kan ikke løse problemet, men vi kan bruge det dramatiske danseteater til at få folk til at spærre øjnene op,” siger Kasper Ravnhøj.
Stop 7-års reglen!
Fotografen og billedkunstneren Tina Enghoff og kulturformidleren Uzma Ahmed Andresen har samme skabt projektet SYV, der i fotografi, lyd og video beskriver problemerne for de kvinder, som tvinges til at leve i voldelige ægteskaber.
”Vi kommer fra to forskellige verdener, men vi har det samme raseri over den måde Danmark behandler dem, der står udenfor, f.eks. de kvinder, der risikerer at blive udvist af landet, hvis de bliver skilt efter kortere tid end syv år. Det tvinger mange kvinder til at blive i voldelige ægteskaber. Det er urimeligt, groft og uanstændigt, og jeg håber at vi med udstillingen kan få skabt opmærksomhed om problemet og få stoppet syvårs-reglen,” siger Tina Enghoff.
Udstillingen SYV er ifølge de to ophavskvinder en universel tolkning af den følelsesmæssige situation hos mennesker, der finder sig fastlåst i en umulig situation. Helt konkret består udstillingen af en række fotografier af kvinder, der er truet af udvisning efter at have forladt deres voldelige ægteskab, dels af en videoinstallation, hvor kvinderne fortæller deres historie.
De syv kvindeskæbner bliver samtidig fortalt i ord og billeder i en bog, der har forord af forfatteren Kirsten Thorup og efterskrift af Uzma Ahmed Andresen
Kvindeskæbner i iransk kunstfilm
Det lyder næsten som endnu en svensk krimi, men Kvinder uden mænd er titlen på den iransk fødte videokunstner Sherin Neshats billedskønne spillefilm, der modtog en Sølvløve ved sidste års filmfestival i Venedig. Da hun i 2008 udstillede videoværker på Aarhus Kunstmuseum, skrev Berlingske Tidendes Torben Weirup, at hendes arbejder i dén grad tematiserer kvinders situation, deres rolle i samfundet og den tvungne adskillelse fra mænd (med mindre de arbejder på et bordel!).
Filmen, der er Sherin Neshats første spillefilm, er baseret på en roman af Shahrnush Parsipur, skildrer fire kvinders liv i sommeren 1953, hvor USA og England støttede et statskup, der genindsatte shahen ved magten. Det så vesten som et bolværk mod kommunismen og den sikre vej til olie. Filmen følger fire kvinder, bl.a. en prostitueret og en politisk aktivist, og skildrer på den måde kvindernes situation i et land under store forandringer.
Sherin Neshat ser selv sin film som et bindeled mellem revolten i 1953 og de omfattende demonstrationer mod styret i 2009: ”Nu ser vi igen unge mænd og kvinder, der demonstrerer i Irans gader, bliver vi endnu engang mindet om, at denne kamp stadig er aktuel. Vi kan kun håbe at Kvinder Uden Mænd vil udgøre et lille bidrag til de utallige fortællinger om Irans historie ved at minde os om, at nationens stemme, der blev bragt til tavshed i 1953 af både interne og eksterne kræfter, nu igen løfter sin røst,” siger hun.
# # #
Mute Comp.: Knock on Unpainted Wood. Premiere 27. august 2010, Dansehallerne, Carlsberg.
Tina Enghoff og Uzma Ahmed Andresen: SYV. 20. maj 2010 – 11. september 2010, Det Nationale Fotomuseum, Søjlesalen.
SYV, stort tværformat, 152 sider, indbundet i lærred. 299 kr. Forlaget Vandkunsten.
Sherin Neshat: Kvinder uden mænd. Premiere: 1.juli 2010.
# # #
BILLEDER HER http://distribution.paradisbio.dk/