Kommentar i Weekendavisen den 6. august 2010.
§ 266b. Man behøver ikke at være enig med Dansk Folkeparti for at se det fornuftige i at omformulere racismeparagraffen.
Det var helt logisk og forudsigeligt at Statsadvokaten i denne uge besluttede at rejse tiltale mod Trykkefrihedsselskabets formand Lars Hedegaard for hans groteske udtalelser om, at muslimer voldtager deres egne børn. Sådan en forhånelse skal naturligvis prøves op imod straffelovens § 266b – når nu den problematiske paragraf findes.
Ifølge anklageskriftet fra Statsadvokaten bliver Lars Hedegaard tiltalt for racisme, fordi han i et videointerview på bloggen Snaphanen.dk den 17. december 2009 kom med bl.a. denne udtalelse: ”De voldtager deres egne børn. De hører man hele tiden. Piger i muslimske familier bliver voldtaget af deres onkler, deres fætre eller deres far.”
Skal det være strafbart at sige den slags? Det skal Frederiksberg Byret tage stilling til den 24. januar næste år, og det er absolut muligt at Lars Hedegaard bliver idømt en bøde (strafferammen er op til to års fængsel). Samtidig verserer en sag mod Dansk Folkepartis Jesper Langballe, som kom Lars Hedegaard til undsætning med et debatindlæg, hvor han skrev, at muslimske fædre slår deres døtre ihjel og vender det blinde øje til onklernes voldtægt. I juni fik Langballe frataget sin politiske immunitet af folketinget, så retten kan tage stilling til, om han dermed overtrådte straffelovens § 266b.
Hverken Lars Hedegaard eller Jesper Langballe vil have det fjerneste imod at blive dømt, heller ikke hvis det betyder at folketingets udvalg til valgs prøvelse må kende Langballe uværdig til at sidde i folketinget. Tværtimod. De vil begge nyde at fremstille sig selv om anti-muslimske martyrer og politiske dissidenter i en stat der undertrykker fri debat, deres udtalelser vil blive eksponeret igen og igen, og deres meningsfæller vil straks foranstalte en pengeindsamling, i stil med den, der netop har rundet en halv million kroner til koldkrigsforskerens Bent Jensens tabte injuriesag mod journalist Jørgen Dragsdahl. Og pengene vil strømme ind.
Lars Hedegaards politiske venner i Dansk Folkeparti vil tage ham til nåde – han meldte sig ud for ikke at belaste partiet da sagen om hans udtalelser brød løs sidste vinter – og samtidig øge kritikken af § 266b. Derfor er tiltalen mod Lars Hedegaard kommet som sendt fra himlen til Dansk Folkepartis sommerkampagne mod racismeparagraffen, der som varslet vil blive brugt som noget-for-noget-pression i de kommende finanslovsforhandlinger. Venstre og De Konservative kan altså forberede sig på et stormløb mod § 266b, og de vil ikke kunne nøjes med at sende juniormedarbejdere i byen med ubeslutsomme replikker. Det bliver en sag som partilederne Lars Løkke Rasmussen og Lene Espersen ikke kan undgå at tage stilling til.
Dansk Folkeparti synes dog at være meget klar over, at V og K kan have mere end svært ved at slette racismeparagraffen, og de har derfor været sjældent pragmatiske. Som det fremgik af dets sommergruppemøde i denne uge, foreslår de derfor en omskrivning af § 266b, så der fremover skal være tiltalefrafald for udtalelser, der er fremsat af politikere eller i en politisk debat. Det er et forslag, der er skræddersyet til Lars Hedegaard, og i øvrigt ligger i udmærket forlængelse af den demokratiske ”debat-rabat”, der i forvejen findes for politikere.
Samtidig foreslår Dansk Folkeparti, at udtalelser kun skal kunne straffes, hvis de har til formål at forstyrre den offentlige orden, altså ligefrem opfordrer til vold (som er forbudt i forvejen). Hvis den ændring går igennem, er § 266b så fortyndet, at der i praksis er tale om en afskaffelse. Det er ikke til skade for hverken den offentlige debat eller landets muslimer.
Debatten racismeparagraffen handler naturligvis ikke om, hvorvidt racisterne har ret i deres racisme – men om de har ret til at ytre sig racistisk. Men en ytring, der bliver kriminaliseret, betyder jo ikke en ændring i holdningen bag. Tværtimod. Blandt juridiske eksperter og meningsdannere er der derfor meget delte meninger om, hvorvidt racismeparagraffen er nødvendig eller overflødig. F.eks. sagde daværende juraprofessor Vagn Greve i 2002:
”Racismeparagraffen, som sigter mod grupper af mennesker, burde ikke findes i dansk lovgivning. Det er ikke lovens opgave at straffe tåbelige udtalelser, fordi nogle mennesker ikke kan lide, hvad der bliver sagt. Den slags udtalelser skal bekæmpes i den offentlige debat, ikke ved domstolene. Dermed får man også en klar afsender, så disse holdninger ikke kun lever i det skjulte.”
Overfor det synspunkt står bl.a. Tøger Seidenfaden, der for nylig i Politiken skrev, at racismeparagraffen findes for at ”beskytte den norm om alle menneskers fundamentale ligeværdighed, der er selve grundlaget for alle de politiske og menneskelige rettigheder – og for demokratiet”. Han skrev videre, at ”hadefulde udgrænsning af grupper fører til marginalisering og måske senere udstødelse, isolering eller – i yderste konsekvens – udryddelse af hele grupper.”
Hermed er debatten om racismeparagraffen altså spændt ud mellem to ædle formål: 1) at indrømme mennesker retten til at være tåbelige og samtidig tiltro andre mennesker evnen til at sige dem effektivt imod, og 2) at sikre liveværdighed og beskytte mod marginalisering i menneskerettighedernes og demokratiets interesse.
Men hvad skal det nytte at give Lars Hedegaard en bøde? Hvis han bliver dømt, er han en martyr. Hvis han bliver frifundet, har han rettens ord for at det er ok at svine muslimer som sådan til med påstande om at de voldtager deres børn. Hvad er værst? Det bedste modtræk mod den slags fordomsfulde, nedvurderende, krænkende og racistiske udtalelser, som spredes ustoppeligt, er og bliver offentlige modargumenter, solidaritetstilkendegivelser med ofrene og en politisk, moralsk og menneskelig kritik af gerningsmændene. Det stiller store krav til de politiske ledere.
Men det skete faktisk da Lars Hedegaard fremsatte sine udtalelser i december. Alle sagde fra, og han stod ydmyget og afpillet tilbage, kun støttet af Jesper Langballe og Søren Krarup. På samme måde satte alle de øvrige partier Dansk Folkeparti grundigt på plads, da partiet i denne uge ville bremse al ikke-vestlig indvandring. Man behøver derfor ikke at være spor enig med Dansk Folkepartis udlændingepolitik, deres motiver for kritikken af § 226b eller med Lars Hedegaards hadefulde (og juridisk set muligvis også racistiske) udtalelser om muslimer for at se det fornuftige i forslaget om at omformulere racismeparagraffen.