Anmeldelse i Weekendavisen den 20. august 2010.
Bornholm. Hans Henrik Møller skildrer klippeøens mytologi fra fjern fortid til næsten nutid.
Man modtager en ny roman og orienterer sig. Hvem er Hans Henrik Møller, ham har jeg aldrig hørt om? Aha, han har for godt ti år siden udgivet en roman på forlaget Rosinante. Men hvorfor mon han så nu udkommer på jyske Hovedland? Og så med en roman om Bornholm! Og hvorfor er forfatterportrættet sådan et håbløst uprofessionelt snapshot hjemme fra haven? Omslaget ser i det hele taget noget håbløst ud: titlen Burgundia er sat med en ret modbydelig typografi over den alt for store topografiske gengivelse af øen på baggrund af en nattehimmel med måne, stjerneskud og bølger. Det ser underligt new age-agtigt ud. Bagsiden er et virvar af skrifttyper, størrelser og farver. Og så kløjs forlaget i undertitlen, som ikke er den samme på omslaget og titelsiden: Er dette en roman om øen, havet og himlen – eller om øen, himlen og havet?
Der er stort set ikke det, der ikke er galt ved mit første møde med dagens anmelderopgave, og det er ærgerligt, for som de siger i en eller anden deodorantreklame: First impressions last. Her er min opgave så at parkere forhåndsindtrykket, at læse fordomsfrit – og at lade litteraturen komme uhindret til sin ret. Så altså:
Hans Henrik Møller har skrevet en stor hjemstavsroman om de to bornholmske slægter Holm og Lind, men først og fremmest om Burgundia (det latinske navn for Bornholm) selv. Det er en forbløffende vellykket udførelse af et ambitiøst projekt om at skildre øens mytologi fra fjern fortid til næsten nutid i et stort og righoldigt sug af skrøner og fortælling, hvor noget fremstår som en slags velskrevet, litterær reportage fra virkelige, historiske hændelser (f.eks. fra springfloden i 1872 eller det russiske bombardement i dagene omkring befrieslen i maj 1945), andet som fri fiktion, f.eks. det skibsforlis, der åbner romanen, og grundstødningen af et russisk skib med kinesisk besætning. Hvad der er hvad, må man selv finde ud af. Ligesom det er vores egen opgave, at skelne virkelighed fra fri fantasi i de overleverede familiemyter om slægterne Holm og Lind.
Det hele er forbundet med topografisk nidkærhed. Hans Henrik Møller har måske haft samme tanke med Bornholm og Burgundia som James Joyce havde med Dublin og Ulysses: Hvis byen forsvandt, skulle den kunne genopbygges ud fra romanen. Ja, jeg er faktisk ret overbevist om, at netop Joyce og Ulysses har inspireret Hans Henrik Møller, f.eks. i de voldsomt og overdrevet detaljerede afsnit af leksikal karakter, f.eks. om vand. Hvor James Joyce har en omhyggelig redegørelse for, hvorfra vandet kommer inden det løber fra et reservoir til hanen i køkkenet, har Hans Henrik Møller en pertentlig beregning af havets omfang vest for Bornholm, og det er tydeligt at han lægger sig helt tæt op ad mesterens stil.
Burgundia er noget for sig, sandsynligvis den mest totale Bornholmer-roman, der er skrevet? I glimt minder den om andre gode sider af den nye danske litteratur, oftest den der også tager sit udgangspunkt i en hjemstavn, f.eks. Thorstein Thomsens fremragende Sne på hendes ansigt, hvor vi bl.a. følger livet i en fiktiv kristensekt nær Esbjerg. I Burgundia kommer vi på samme måde nær de religiøse i Himmelbåden i Rønne, Perleporten i Hasle, Herrens Vejmænd i Nexø, Apokalypsens Sønner i Åkirkeby og De Klippede Får fra Allinge – og så er romanen naturligt ø- og hav-beslægtet med Carstens Jensens Ærø-hjemstavnsroman Vi, de druknede (der desværre var en ørkenvandring til havs). Burgundia kan – og bør – læses som en dobbelt slægtskrønike om øen under himlen, som en folkloristisk hob af skrøner med fyldige noter af encyklopædisk viden – eller som en respektindgydende og frodig litterær fantasi om Bornholm som et mytisk og mystisk sted, geografisk og mentalt.
Hans Henrik Møller: Burgundia. Roman om Øen, Havet og Himlen. 430 sider, 249 kr. Hovedland.