“Tid til forundring. En debatbog om den borgerlige kulturkamp” udkom i 2005 på forlaget Tiderne Skifter. Her er bogens første kapitel som en lille smagsprøve.
Blev folket forført eller frisat?
De sidste fire års kulturdebat – eller værdikamp, om man vil – har ikke bare budt på ramsaltet uenighed mellem de politikere, der har byttet plads som magthavere og bænkevarmere. Statsminister Anders Fogh Rasmussens berømte proklamation om at værdikampen er vigtigere end hverdagens politiske beslutninger om økonomi m.m. kom i kølvandet på hans opgør med smagsdommere og eksperter, og var som bestilt af regeringens parlamentariske grundlag, Dansk Folkeparti. I nytårstalen 2002 sagde han bl.a. at vi ”ikke behøver eksperter og smagsdommere til at bestemme på vores vegne”. Statsministeren mente, at et ”eksperttyranni” truer med at ”undertrykke den frie folkelige debat”, at befolkningen ikke skal finde sig i løftede pegefingre, og at eksperterne kan være ”gode nok” til at formidle faktuel viden, men at vi alle er eksperter, når der skal træffes personlige valg. Han varslede det efterfølgende opgør med en masse råd og nævn, og gødede jorden for den værdidebat, der kom til at præge hele hans første regeringsperiode.
Da forfatteren Ulla Dahlerup på Dansk Folkepartis landsmøde i september 2003 holdt en bandbulletale mod de kulturradikale – som har fået tillagt skylden for al elendighed i kongeriget – mente mange, at debatniveauet var kravlet så langt ned i kælderdybet, at kulturkampen var lagt i graven før den for alvor var kommet i gang. Her er en lille bid af, hvad hun sagde:
”Vi kender venstrefløjens tankegods, men hvad er kulturradikalismens? Den henter sine tanker fra den tyske filosof Nietzsche, der angreb den borgerlig-kristne ”slavemoral” med dens tro på frihed, barmhjertighed, fornuft og folkelig stræben efter lykke (…) I kulturradikalismens lange kølvand dukker en Tårbæk-præst op, der ikke tror på Gud. I Århus kåres en biskop, som ikke er teolog, men idéhistoriker og ser det som sin mission at hjælpe til islams udbredelse i Danmark. Kulturradikalismen slår også igennem i arkitekters moderne kirkebyggeri, hvor gulvet er uden forskellige højder, alt er nivelleret, de kristne symboler er væk, prædikestolen er hevet ned på gulvet og ligner en foredragspult. Mennesket tror sig lige med Gud. Moderne kirker ligner derfor banale foredragssale uden ånd. Nå, lyt, i kulturkamp tuder den gamle magtelite nu op imod vinden, disse ubarmhjertige mennesker er fornærmede over at skulle stå til regnskab for deres behandling af andre. Det er svært at tage alvorligt. Lad det visne, som de har sået.”
Ulla Dahlerups tale blev straks berygtet, ikke mindst fordi hun talte om de kulturradikale som ”stanken fra det rådne blomstervand”, og kulturredaktører og andre spinatfugle på alle redaktionerne fik pludselig travlt med at skrive mindeord over kulturdebatten, som angiveligt var lagt i graven af den grove sprogbrug. På den måde kom Ulla Dahlerups krasbørstige og aggressive retorik til at dække over det allermest interessante i hendes landsmødetale. Som det fremgår af citatet, var talen nærmest religiøs. Først bliver der gjort op med Nietzsche og forestillingen om at Gud er død. Så bliver der ironiseret over et par aktuelle sager, bl.a. præsten Thorkild Grosbøll der var kommet i tvivl om hvorvidt Gud nu styrer verden, og endelig får den kulturradikale arkitektur skylden for ”at mennesket tror sig lige med Gud”.
En kort genfortælling af et enkelt afsnit, viser altså at Gud står centralt i talen, faktisk tre gange på tre linier. Det kan Kristendemokraterne næppe hamle op med. Ulla Dahlerup havde virkelig lært lektien fra Dansk Folkepartis ideolog, pastor Søren Krarup, der står bag læresætningen om, at humanisme er menneskelig selvforgudelse. I den tradition var Ulla Dahlerups tale et kristent opgør med kulturradikalismen og al dens rationelle hedenskab. De hævngerrige partikammerater klappede. De hyldede den ligefremme facon og jublede over, at Ulla Dahlerups kendte provokerende indignation, som mange huskede fra hendes tid som rødstrømpe, nu skulle bruges i partiets tjeneste. For danskhed, imod islam. Men de har næppe tænkt over talens kristne budskab.
Kulturkampen rullede han over landet. Forfatteren Carsten Jensen – der kan veksle fra klogskab til dumhed i en enkelt sætning – skrev en hel side i Politiken om at han ikke gad blande sig, fordi kulturkampen slet ikke interesserede ham, hvilket naturligvis var noget sludder. Den interesserede ham lidenskabeligt, og han kastede sig naturligvis ind i kampen med denne analyse: ”Når Fogh Rasmussen taler om værdikampen, mener han i virkeligheden at al politik er kulturpolitik, dvs. at Danmark er blevet et totalteater, hvor vi alle spiller med i komedien om ”opgøret med eliten”, i hvilken en af verdens højst uddannede befolkninger på uforklarlig vis giver sig til at hylde dumheden.”
Den borgerlige kulturkamp virkede forbløffende effektivt. To ting lykkedes over al forventning: For det første fik regeringen alle og enhver til at diskutere overordnede ”værdier”, hvilket helt overskyggede interessen for så meget andet af hverdagens politik. Herregud, hvem nedværdiger sig til at tænke på ventelister og asylsager. Nej, her interesserer vi os kun for de dybe spørgsmål (underligt nok, i øvrigt, når vi samtidig blev ansporet til at vende klogskab og ekspertise ryggen). For det andet fik regeringen skabt debatten om debatten, som var utrolig nyttig for det borgerlige oprør. Når kulturradikale skribenter som Georg Metz og andre snakkede om ”ny-mccarthyisme” og ”heksebrænding”, fremstod de nemlig mest af alt som nogle fortabte jammerkommoder, der ikke kunne tåle mosten, og den reaktionære kommentator Ulrik Høy forvrængede virkeligheden, da han fremstillede kulturdebatten med et billede fra cirkus: ”Ind kommer der nogle små mus, som løber forvirrede rundt i manegen og ud – og dernæst vælter det ind med 30.000 kulturradikale i elefantstørrelse. Kampen er i uhyggelig grad ulige.” Tilsyneladende mente begge fløje, at modstanderne havde et forspring.