Anmeldelse i Weekendavisen den 23. juni 2006
Erindringer. Torben Lange anklager hospitalsvæsenet, skattevæsenet og socialvæsenet. Er han en kværulant, eller hvad?
Lort på de levende, blomster på de døde
Torben Lange er ikke en forfatter, som man vil give en prominent plads i litteraturhistorien. Hans romaner, noveller, digte og dokumentarbøger er fulde af social kritik, men ikke af den slags, som man værdsætter på parnasset. Og han ved det godt selv.
Dog mener han nok, at han kunne fortjene noget mere anerkendelse, og i et fatalistisk øjeblik siger han til en kammerat: ”Okay, jeg bliver nok kendt, når jeg er død. En død kunstner er en god kunstner.” Og til det svarer den anden: ”Ha, lort på de levende og blomster på de døde.”
Ja, der er masser af velplaceret bramfrihed og bitterhed i disse erindringer. Og Torben Lange har noget at have sin bitterhed i. Hans kone begår selvmord efter en fejloperation. Hospitalet nægter at have gjort noget galt og henviser til obduktionsrapporten. Hvilken obduktion? Torben Lange havde udtrykkelig frabedt sig at der skulle skæres i hans kone. Da han forsøger at få svar på sine spørgsmål, render han panden mod bureaukratiets ubarmhjertighed. Systemet gemmer sig bag uforståelige formuleringer, og til sidst må enkemanden opgive. Han forsøger forgæves at lægge sig til at død. I stedet tager han ud på kirkegården i ly af nattemørket og graver sin kones urne op.
Stemningen er slået an. Og selvom det ikke bliver værre, bliver det heller ikke bedre. Før han ved af det, er Torben Lange kommet til at besvangre en tilfældig kvinde, og pludselig skylder han børnebidrag et sted i Ringsted. Det er det andet barn, han nu går og betaler til. Han har en søn og en datter, men kender ingen af dem. For at få det hele på afstand, kører han i en udslidt 2CV af sted mod Nordkap. Undervejs bliver han angrebet tre gange. Først af en aggressiv elg. Så af en ondsindet tjur. Og til sidst af to lækre svenske piger, der forfører ham godt og grundigt i et telt i skoven. Gid det er sandt, for så har vi vist alle a fantasy come true til gode.
I det hele taget kan Torben Lange det der med kvinder. Han møder uafbrudt en varm og villig pige, som forfører ham, om så det er de svenske skovnymfer, en hotelportier i Narvik, en nyløsladt forbryder i San Francisco eller en hospitalsfotograf i Danmark. Men midt i al erotikken står det klart, at det ikke er sex eller kvindeligt selskab, han mangler. Han savner slet og ret sin kone, og selvom hun sjældnere og sjældnere viser sig for ham i drømme, er hun hele tiden til stede i hans tanker. En nat vender han tilbage til kirkegården for at grave urnen ned igen. Han kikker på stenen med konens navn. Den har stået og annonceret for én der ikke var til stede. ”Jeg burde have sat et lille skilt på stenen, hvor der stod Kommer snart.”
Mens Torben Lange hutler sig igennem dagene (og i perioder er der virkelig tale om hutleri) og bl.a. synker om med lammelser et par gange, må han hele tiden slås med skattemyndighederne, der vil have deres del af hvert eneste lille honorar og legat, ja om så det er opmålingen af lejlighedens arbejdsværelse skal det krydskontrolleres, så fradraget ikke bliver urimelig stort. Da skattevæsenets nidkærhed er ved at tage magten fra ham, finder Torben Lange på at eftergøre tiggernes teknik. Han sætter sig med en stak fotokopierede digte og et skilt, hvor der står JORDEN GÅR UNDER I MORGEN. Nu kommer der gang i salget, og om aftenen spiser han bøf med rødvin. Men forretningen holder ikke i længden, og på et tidspunkt ydmyger han sig selv til det yderste, da han går op på skattekontoret og faldbyder nogle frieksemplarer af en bog, han har skrevet. Han bliver ført ud af en rådhusbetjent.
Nedturen synes ustoppelig. Mellemværet med skattevæsenet fører til månedlange korrespondancer med socialforvaltningen og ankestyrelsen, og til sidst skriver Torben Lange et brev til ministeren, der lakonisk svarer, at det ”altid er rart at høre fra de medborgere, der beriger samfundet med kunst og kultur” – men i øvrigt er der ikke noget at komme efter. Og som om det ikke skulle være nok, har Torben Lange pludselig rodet sig ud i noget med et trusselsbrev. Og som om dét ikke skulle være mere end nok, bliver han pludselig syg: cancer.
“Forfatterliv” er en nøgtern fortalt lidelseshistorie om en uanerkendt kunstner, der mister sin kone og sin kærlighed, hvorefter han kommer på tværs af snart sagt alle samfundets autoriteter. Er han bare en pisseirriterende kværulant, eller er hospitalsvæsenet, skattevæsenet og socialvæsenet virkelig præget af sådan en brutal, bureaukratisk ufølsomhed?
Under alle omstændigheder er denne erindringsbog en varm anbefaling værd. Til tider er den letkøbt og lummer, men for det meste er den tankevækkende, og når den er bedst er den ligefrem opsigtsvækkende, f.eks. når Torben Lange anklager lægerne for at have drevet konen til at begå selvmord. Om det er en undertrykt sandhed eller en ulykkelig teori, opklarer bogen naturligvis ikke, men skildringen af savnet og opløsningen efterlader læseren behørigt rystet.
Måske er Torben Lange ikke en forfatter, som vil blive husket for sine romaner, noveller og digte. Men “Forfatterliv” fortjener sine mange læsere, og det er ikke kun på grund af den sociale indignation. Stærkest i billedet står en erindring fra forfatterens barndom, som dukker op da han ligger på hospitalet efter et apoplektisk anfald. Pludselig husker Torben Lange tilbage til da han som seksårig blev offer for den pukkelryggede kulhandler Krauls pædofile overgreb. Episoden er så kynisk, led og rædselsfuld, at den sætter sig på tværs som et stumt skrig i læserens hals. At Torben Lange har fået den over sine ærlige læber, er en bedrift.
Torben Lange: Forfatterliv. En historie om liv og død. 343 sider, 299 kr. Borgen.