Artikel i Weekendavisen den 22. oktober 2010.
Blæksprutte. Medierne genfortæller de krimihistorier, som forlag og forfatter gerne vil have ud.
Hvad er mest interessant: En krimi – eller historien om en krimi?
Vi spørger fordi, forlagenes PR- og markedsføringsfolk hele tiden forsyner os med pressemeddelelser, der skal skaffe (gratis) foromtaler af kommende bøger, som læserne så skal gå og vente på som forventningsfulde børn op til jul. Og sært nok kolporterer pressen ofte alle disse pressemeddelelser i lydige artikler uden at tænke alt for meget over, at ”nyheder” ikke altid vælges af journalisterne, men ofte plantes af kulturproducenterne.
Alle, der følger krimimarkedet, kan huske den hype, der var i medierne om det svenske ægtepar, der skriver under pseudonymet Lars Kepler. Eller om det danske søskendepar Lotte og Søren Hammer. Eller om vinderne af Politikens Forlags krimikonkurrence, ægteparret Øbro og Tornbjerg. For ikke at tale om de aktuelle svenskere Hjorth og Rosenfeld – eller Jacob Weinreich og Anders Rønnow Klarlund, der skriver under pseudonymet A.J. Kazinski.
I alle tilfælde fik vi i lang tid før udgivelserne tudet ørerne fulde om hvor fantastiske romaner, der var tale om. De var trykt i så og så mange eksemplarer, skulle oversættes til så og så mange sprog, var solgt til filmatisering osv. osv. Og i alle tilfælde var der tale om noget nyt, interessant, anderledes, opsigtsvækkende: Et ægtepar, der skriver sammen. Et søskendepar, der skriver sammen. Endnu et ægtepar, der skriver sammen. Og nogle kolleger, der skriver sammen!
Ja, krimien er åbenbart blevet et socialt medie, et samarbejdsprojekt, som i traditionen fra Sjöwall & Wahlöö – ifølge forfatteren Svend Åge Madsen, fordi krimier er så kedelige at skrive, at man er nødt til at være to om det – og han ved hvad han taler om, for ved siden at sit eget originale forfatterskab, har han skrevet tre krimier sammen med sin kone under navnet Marianne Kainsdatter. Og for at det ikke skal være lyv, går der jo rygter om Stieg Larsson ikke skrev sin Millenium-trilogi alene, men sammen med kæresten.
Alle disse forfatterkonstellationer er – uanset romanernes kvalitet – en fantastisk menu, som forlagenes pressefolk man håndmade dovne journalister med. Derfor inviterede forlaget Hr. Ferdinand (dem med Dan Brown) også det svenske forfatterpar Hjorth og Rosenfeldt på PR-tur til Danmark, da de for et par uger siden udgave Manden der ikke var morder. Samtidig indrykkede de tv-reklamer for bogen, hvor det bl.a. hed, at rettighederne var købt for et rekordstort beløb. Gad vide hvad disse reklamer betyder for salget af de ikke færre end 40.000 eks. Af førsteoplaget?
Hvis forlæggerne fra Hr. Ferdinand zappede over på TV-Avisen, har de nok ærgret sig gule og grønne over et indslag, som fik konkurrenterne fra Politikens Forlag til at juble, nemlig et stemningsfuldt og venligsindet interview med forfatterduoen bag A. J. Kazinski. De to forfattere fik mulighed for at promovere romanen Den sidste gode mand med netop dén fortælling om bogens tilblivelseshistorie, som de og deres forlag gerne vil have frem.
Derfor vi stiller spørgsmålet: Hvad er mest interessant: En krimi – eller historien om en krimi? Svaret er, at foromtalen desværre alt for ofte er mere spændende, end selve romanen. Og fremfor alt: foromtaler er ukritiske, og de videreformidler den historie, som forlaget og forfatterne gerne vil have frem. Derfor satser forlagene så meget desto mere på foromtalen, for den kan de styre, mens de ikke kan (og heller ikke forsøger at) påvirke anmeldelserne.
Svarene kan vi naturligvis ikke få, men spørgsmålene er vi nædt til at stille: Ville Stieg Larssons romaner være blevet så berømte, hvis det ikke var fordi forfatteren døde midt i det hele? Ville Kepler-romanen blive omtalt alle steder, hvis ikke det var pga. den pseudonyme maskeleg? Ville Hammer-søskendeparret overhovedet nå frem til et eneste interview, hvis ikke det var fordi de var et par anti-litterære og ret så kejtede søskende?
Sandsynligvis ikke. Mediernes behov for nye, gode skæbnehistorier med mennesker i centrum, betyder at selv ret så ligegyldige romaner, bliver skreget op til at være vigtige – og hvis man ikke kan vinkle foromtale på den gode personfortælling, så kan man altid fodre pressen med andre smånyheder – og forvente at pressen giver det videre til læserne.
Se f.eks. den nye roman af (solo!)forfatteren Michael Katz Krefeld, Protokollen, som Lindhardt & Ringhof udgiver i næste uge. Det er en konventionel krimi med et terrorplot, men længe før udgivelsen begyndte folkene bag at stemme pressens og dermed læsernes forventninger med en meddelelse om, at forfatter og hans agent havde underskrevet en kontrakt med forlaget om tre romaner med et samlet forskud på en million kroner. Det er naturligvis en ok nyhed, der skal bringes, fordi det er usædvanligt efter danske brancheforhold. Men på den måde bliver medierne desværre også villige distributører af kulturproducenternes planlagte PR.
Liz Jensens Varslet er et andet interessant eksempel på, hvordan forlag forsøger at opfinde smånyheder, der kan bruges i forbindelse med omtale af krimier og spændingsromaner. Politikens Forlag mener, at den engelske forfatter (hun har delvist danske rødder og er samlevende med kollegaen, som hun tilfældigvis deler efternavn med, nemlig Carsten, men det har intet med sagen at gøre) er så god, at de lover pengene retur til utilfredse købere!
Det er sgu ærlig snak. Der er alt for lidt tilfredshedsgaranti, og hvor tit er man ikke blevet skuffet over en krimi? Jeg giver Liz Jensen en chance, og hvis jeg ikke kan lide den, skal jeg nok lade være med at kræve penge for mit frieksemplar. Men nu er tippet givet videre til bogkøberne – nøjagtig sådan som forlaget gerne vil have det.