Anmeldelse i Weekendavisen den 7. juli 2006
Kritik, tak! Danskhed, debat og dannelse for alle pengene i storartet antologi med essays fra et helt århundrede.
Ord er handlinger
Rasmus Øhlenschlæger Madsens udvalg af essays fra mere end 100 års dansk kulturdebat er fuldkommen uoverkommelig og udmattende, intet mindre, men det skal forstås som en kompliment, for hvem kan have noget at udsætte på et gavmildt udvalg af vor litteraturs bedste tanke- og skrivekraft? Ikke jeg, i hvert fald, jeg vil tværtimod takke mange gange for at vi nu har fået en slags essaykanon, om end jeg vil vove den påstand, at man kunne have sammensat en fuldkommen lige så gyldig antologi med 33 helt andre essays (dog næppe 33 helt andre forfattere).
Der er danskhed, debat og dannelse for alle pengene i denne storartede antologi, der spænder fra Georg Brandes til Carsten Jensen. Ikke alt er lige godt, ikke alt er lige essayistisk, men det hele er karakteristisk for den tid det tilhører, og som sådan er samlingen et udtræk af intellektuelle og politiske temaer fra samfundsdebatten 1900-2004.
Ikke alle valg er lige logiske. Tag nu f.eks. Thit Jensens Børnebegrænsning: Hvorfor – og hvordan. Det er et foredrag fra 1924 (optrykt i tidsskrifter og pjecer i 1926 og 1928), som Rasmus Øhlenschlæger Madsen har gravet frem, hvilket jo i sig selv er prisværdigt. Men er det et essay? At det er et kampskrift, en vækkelse, et revolverskud, en flammetale, en mesterpamflet, en kønspolitisk pionerindsats, kan der ikke være tvivl om. Men lever det op til den ræsonnerende, beskrivende eller fortællende prosa, som karakteriserer essaygenren?
Ja, valget kan naturligvis retfærdiggøres, hvis man siger som Georg Brandes, som Rasmus Øhlenschlæger Madsen citerer i sin efterskrift: ”Ord er handlinger”. Thit Jensen skabte vitterlig handling med sine ord, men som essayist, altså som skønskriver, slår hun ikke til, og jeg har redaktøren mistænkt for at tage teksten med for kønsbalancens skyld. Det havde han nu ikke behøvet, for der er en udmærket repræsentation af kvinder i antologien, især når man ser i forhold til hvor få kvinder, der gennem årene har givet sig i kast med essayet.
Rasmus Øhlenschlæger Madsen skelner selv mellem de kvinder, der skriver aktivistisk – og som oftest bliver overset som essayister – som Thit Jensen, Gyrithe Lemche eller Suzanne Giese og de kvinder der skriver mere æstetisk, som Karen Blixen, Tove Ditlevsen, Elsa Gress, Lise Sørensen, Suzanne Brøgger og Inge Eriksen. Ni kvinder, hvoraf de seks skriver om kønsroller, familieliv og den slags. Karen Blixen optræder med det suveræne rejseessay Breve fra et Land i Krig, Elsa Gress sætter i Den vanvittige rationalisme civilisationen på plads i en intellektuel magtdemonstration, og Inge Eriksen reflekterer over terror og trusler i Fra Shellhuset til World Trade Center, der er en af antologiens bedste bud på essayet som akut kommentar, skrevet mens røgen buldrede over Manhattan og offentliggjort i avisen fire dage efter terrorismens genkomst.
“Kritiske essays” er en meget politisk antologi, hvor krig, kapitalisme, kunst og køn fylder det hele. Her kan vi lykkeligt glemme alt om lyriske vandreture over markerne, ja vi er herligt fri for de tamme barndomserindringer og andre hyggelige nationalromantiske causerier, der rider det danske essay som en mare. Til gengæld får vi refleksioner af fremragende stilister, der ganske udmærket illustrerer de antagonistiske træk ved den danske kulturdebat gennem årene, ikke mindst når internationalisterne Georg Brandes og Carsten Jensen står overfor nationalisterne Harald Nielsen og Søren Krarup. Og ellers er de her alle sammen: darwinisten, drageflyveren, baronessen, filosoffen, kommunisten, virrehovedet, vandhovedet…
Som sagt kunne udvalget have været 100 % anderledes og stadig dække dansk kulturdebat gennem et helt århundrede. Ja, man kan faktisk undre sig lidt over, at de seneste års kulturkamp ikke er repræsenteret, ligesom vi også mangler den måske altafgørende og dybt skelsættende debat om menneskerettigheder, indvandring og islam. Helt umiddelbart tænker jeg, at Søren Ulrik Thomsens kristne vækkelse og Henrik Nordbrandts religionskritiske essays er blevet ærgerligt overset eller frasorteret. De kunne ellers have tilføjet en ny og nutidig dimension.
Det ændrer dog ikke på at “Kritiske essays” er en slidstærk, pragtfuld og værdifuld antologi. Rasmus Øhlenschlæger Madsen har som Ph.d-stipendiat forsket i genren, og hans indsigtsfulde og eksemplariske efterskrift er en fuldt ud dækkende introduktion for nye læsere, der gerne vil vide noget om det kulturkritiske essay i den danske litteratur og samfundsdebat.
Kritiske essays – fra den danske kulturdebat 1900-2004. Et udvalg ved Rasmus Øhlenschlæger Madsen. 432 sider, 325 kroner. Tiderne Skifter.