Anmeldelse i Weekendavisen den 4. marts 2011.
Samtidskunst. Stig Dalager afslutter sin politiske romanserie om advokaten, der er lige så restløs som verdenshistorien.
Det handlede vidne
Hvem har magten: forfatteren, eller forfatterens hovedperson? Jeg spørger, fordi noget kunne tyde på, at den fiktive Jon Bæksgaard for fem-seks år siden traf en beslutning henover hovedet på sin egen forfatter, Stig Dalager, nemlig en beslutning om, at han – Jon – skulle have stillet mere plads, tid og liv til rådighed, end den oprindeligt planlagte trilogi rummede mulighed for.
Mig bekendt havde Stig Dalager tænkt sin romanserie om den evigt eksilerede Odysseus-skikkelse af en advokat, Jon Bæksgaard, som tre bind, der (groft sagt) først skildrede tiden under kommunismen i DDR (Glemsel og erindring, 1992), dernæst jagten på en naziforbryder og krigene på Balkan (Labyrinten, 2005), for så at slutte med terrorkatastrofen i New York 11. september 2001 (Skyggeland, 2007). Trilogien fik altså et forløb, som forfatteren ikke havde kunnet forudse, da han skrev det første bind, og på samme måde kunne han ikke vide, at han var nødt til at fortsætte efter at han havde skrevet det, han troede var afslutningen.
En trilogi var nemlig ikke nok for Jon, der er nøjagtig lige så restløs som verdenshistorien. Og i virkeligheden er det nok hverken Stig Dalager eller Jon Bæksgaard, der har magten over romanserien – det er netop verdenshistorien. Hvad den tilbyder af dramatisk stof, må forfatteren rette sig efter, og derfor skrev Stig Dalager Lyset kommer langsomt (2009), hvor Jon Bæksgaard kommer til hægterne efter det traumatiske terrorattentat på World Trade Center, hvor det lykkedes ham at redde sin kæreste ud af de brændende bygninger. Derefter engagerer han sig først i efterforskningen af menneskeretskrænkelserne i Abu Ghraib-fængslet i Bagdad og derefter i forsvaret for en terromistænkt efter bombeattentatet mod Londons undergrundsbane i 2005.
Og nu kommer så Den lange dag, der ligner en definitiv afslutning på værket. Denne gang er Jon Bæksgaard tilbage i det København, som han har været eksileret fra i de forrige bind. Jon restituerer langsomt efter en skudepisode i London (altså fra den forrige roman), og han forsøger samtidig at binde knuder på løse tråde i sit privatliv, der bl.a. omfatter fadderskabet til en autistisk dreng. Imens koger den diplomatiske og politiske krise om Muhammed-tegningerne op, og Danmarks deltagelse i krigene i Irak og Afghanistan spidser til.
Da en kvinde bliver myrdet, bliver Jons ekskæreste Sine mistænkt. Hun har haft et kort forhold til kvindens mand året før, og havde i øvrigt kvinden som klient i sin nyåbnede psykologpraksis. Selvom en forsvarsadvokat ikke må efterforske sager i Danmark, kaster Jon sig ind i opklaringen af mordet for at hjælpe Sine, der er mor til hans søn. Han opdager, at mordet har forbindelse til Danmarks deltagelse i krigen i Afghanistan, og at nogen ønsker at undertrykke afsløringen af danske soldaters udlevering af krigsfanger til tortur.
Jon Bæksgaard bliver med andre ord ført rundt i disse års allermest dramatiske begivenheder, hvor menneskerettigheder og moralske dilemmaer om godt og ondt hele tiden krydser hinanden. Det femfløjede romanværk skildrer Jon Bæksgaard som det handlede vidne i sin samtid, og serien konsoliderer dermed Stig Dalager som Danmarks mest ærkehumanistiske forfatter med usvækket interesse for det politiske. Georg Brandes ville have elsket ham for hans aldrig svigtende vilje til at sætter problemer under debat i litteraturen.
Man kan kritisere Stig Dalager for at have for meget projekt og parole over sine romaner – eller er det bare genlyden af hans mange politiske kronikker og kommentarer, der falder ind som en slags falsk melodi under læsningen? Jeg har på fornemmelsen, at forfatteren har frygtet at hans romaner skal lyde som versioneringer af hans samfundsdebat, og bl.a. derfor bruger han flittigt symbolske drømmesekvenser, der – tror jeg – er tiltænkt rollen som en litterær modvægt til det mere dokumentariske politiske portræt af Danmark, Europa og verden.
Den lange dag er samtidig en krimi, der fængsler og fastholder, selvom den ikke bidrager med nyt til den danske litteraturs billede af krigene. Tværtimod er skurken et en krigsveteran, der ikke kun er traumatiseret af krigen, men også af overgreb i barndommen. Det psykologiske gerningsmandsportræt mangler egentlig ikke troværdighed, men nok nuancer.
Men det afgørende er, at Jon Bæksgaard tog magten fra Stig Dalager, så trilogien blev bygget ud med yderligere to romaner, der dermed skaber ét stykke sammenhængende samtidskunst, der forbinder nazismens krigsforbrydelser, kommunismen under den kolde krig, de etniske udrensninger på Balkan, den islamiske terrorisme og krigene i Irak og Afghanistan.
Stig Dalager: Den lange dag. 277 sider, 249 kr. EC Edition.