Anmeldelse i Weekendavisen den 18. marts 2011.
Dokumentarroman. Færøske Silvia Henriksdóttir debuterer med en dokuroman i Knausgård-traditionen.
To millimeter fra retfærdighed
Forleden kunne man læse denne nyhed i Færøernes største dagblad Dimmalætting: ”300 bøkur frá bókaforlagnum People’s Press eru á veg til Føroyar sum ekspress-postur”. Den bog, som ekspresposten er på vej med til øflokken, hvor der er kø hos boghandleren i Tórshavn, er debutanten Silvia Henriksdóttirs dokumentariske roman, Sig at du lyver. Den er enhver nyfigen færing nemlig nødt til at læse på samme måde som nordmændene læser Karl Ove Knausgård: Her gøres gammelt familieregnskab op, og ingen bliver skånet.
Silvia Henriksdóttir (f. 1978) voksede op i en ekstremt kristen sekt, der kaldte sig selv Nardus. Den lille menighed, der findes på Færøerne og i Norge, er brudt ud af Pinsebevægelsen, og for at gøre Gud og Jesus glade, har de tilføjet en del ting til listen over det forbudte og forkastelige.
F.eks. døber nardusbrødrene ikke deres børn, de sværger til den mere åndelige voksendåb, der helst skal bekræftes af tungetale. Til gengæld ser man mildt på, at voksne mænd rager på små piger. Som barn bliver Silvia udsat for seksuelle krænkelser af den mand, hun tror er hendes far.
Først senere opdager hun, at moren giftede sig med den klamme Sæbjørn efter at hendes første mand (altså Silvias biologiske far) var død mens hans datter var ganske lille. Og dermed begynder den nu unge piges mangeårige undersøgelse af sin egen forhistorie: Hvem var hendes far? Hvem er den familie i Norge som hun skal besøge når hun er på religiøs sommerlejr? Hvorfor er moren så hemmelighedsfuld om fortiden? Kan Sæbjørn straffes selvom hans overgreb skete for mange år siden? Og hvad med Silvias økonomiske rettigheder og juridiske status?
Sig at du lyver er historien om forfatterens forsøg på at afdække det skjulte, og selvom der står ‘roman’ på omslaget, er der snarere tale om en dokumentarisk erindringsroman. Mens første del læses som en barndomserindring, bliver den sidste del nærmere en omhyggelig rapport om Silvias detektiviske blotlægning af familiens fortrængninger og ikke mindst et barsk følelsesmæssigt opgør med den evigt svigtende mor. Det er ikke stor litteratur, men det er stærk læsning.
Sig at du lyver har titel efter det påbud, moren skriger i hovedet på sin datter, da Silvia forsøger at fortælle om stedfarens overgreb – men den kunne også have heddet To millimeter fra retfærdighed, som er navnet på den bog, Silvia overvejer at skrive mens hendes kamp for at vriste sandheden (og pengene og et nyt efternavn) ud af moren og myndighederne spidser til.
Men Sig at du lyver er en velvalgt titel, fordi den understreger hvor stærkt kravet om fortrængning er. Silvia bliver længe tvunget til at skjule sandheden, og da hun endelig begynder at involvere andre i sin historie, frygter hun sektens og samfundets reaktioner:
”Men hvorfor var jeg bange for, hvad de tosser ville sige? Var det ikke ligegyldigt? Jeg prøvede at være ligeglad, det burde jeg jo være. Men det var svært. Som om et eller andet inde i mig var overfølsomt over for ubehagelige ord. En allergi jeg havde ønsket mig af med, men det var trods ihærdige forsøg ikke lykkedes, og til sidst have jeg slået mig til tåls. Trøstet mig med, at det var fordi, jeg var et menneske.”
På et tidspunkt får Silvia et velment råd fra en prædikant, der har opdaget at hun er på vej væk fra Gud. Hun skal skrive ned, hvad der plager hende, siger han Og så skal hun grave papirerne ned i et hul i jorden. På den måde kommer problemerne ud af verden. Silvia fulgte heldigvis kun halvdelen af rådet. I stedet for at begrave historien har hun nu udgivet den.
Silvia Henriksdóttirs debut er særdeles tidstypisk. Den er skrevet med samme behov for opgør og selvopgør, som vi kender fra bl.a. Kim Leines Kalak og ikke mindst fra de tre fremragende nordmænd: Tomas Espedals Gå – eller kunsten at leve et vildt og poetisk liv, Karl Ove Knausgårds Min kamp I-VI og Beate Grimsruds En dåre fri.
Sig at du lyver er på samme tid en privat dokuroman og en autentisk gyser om kristne galninge.
Silvia Henriksdóttir: Sig at du lyver. 316 sider, 299 kr. People’s Press.