Kommentar i Weekendavisen den 18. marts 2011.
Kommentar. Ib Michael angriber sine kritikere på samme måde som Anders Samuelsen angriber journalister. Der er mere på vej…
På Gyldendals hjemmeside har jeg set mig selv citeret for at have skrevet følgende om Ib Michaels seneste roman: ”Orbit er en på alle måder grænseløs roman, der udforsker tid og rum med en entusiasme og appetit, som kun kan opfattes som en som en hyldest til kærligheden og fortællingen.” Og det har jeg i sandhed skrevet. Men Gyldendal glemte desværre – det må altså være en menneskelig fejl! – at citere resten af afsnittet, som lyder sådan: ”Her er intet umuligt, intet lades uforsøgt – og intet indfald er for åndssvagt til at nyde fremme.”
Det er pokkers irriterende at blive citeret så satans selektivt, så man lyder positiv, selvom man rent faktisk er ironisk-negativ. Men det giver mig anledning til at bringe denne lidt selvcentrerede nyhed, som egentlig ikke er nogen nyhed, fordi den stod i Weekendavisen allerede den 1. oktober i fjor, nemlig: Det var mig, der anmeldte Ib Michaels seneste roman.
Bag den litterære sæbeopera med Lars Bukdahl og Ib Michael i hovedrollerne ligger naturligvis spørgsmålet om, hvad anmeldere og forfattere kan tillade sig at skrive om hinanden? For nylig skrev Informations Erik Skyum Nielsen en anmeldelse af Stig Dalagers seneste roman. Anmeldelsen handlede mindst lige så meget om forfatterens person som om romanen, og den var sylespids, sarkastisk og elegant ydmygende på en temmelig ondskabsfuld måde, og man forstod at der var et personligt regnskab, der lige skulle gøres op.
Men samtidig var anmeldelsen helt uangribelig, for den holdt sig indenfor de meget vide rammer, der findes for hån, spot og latterliggørelse – i modsætning til Ib Michaels plumpe og uværdige trusler om øretæver.
Men hvad har vi så lært af Den Store Strid mellem Forfatteren og Anmelderen?
Vi har bl.a. lært at avisernes kritikere ikke nødvendigvis ser ens på sagen. Politikens Bjørn Bredal er f.eks.
fuldtonet på Ib Michaels side, mens Jyllands-Postens litteraturredaktør Jakob Levinsen har varslet at han vil benytte den kommende generalforsamling den 7. april i Kritikerlavet (anmeldernes lille forening som bl.a. står bag uddelingen af Kritikerprisen og Georg Brandes Prisen) til at opfordre til at Kritikerlavet dels politianmelder Ib Michael for voldstruslerne mod Lars Bukdahl, dels at medlemmernes boykotter forfatterens fremtidige bøger. Personligt tvivler jeg på nytteværdien af begge forslag, og jeg vil nysgerrigt se frem til at JP ikke anmelder Ib Michaels næste.
Hvor nemt det er at gå fejl af hinanden, viser Jens Christian Grøndahls fuldtonede forsvar for Ib Michael, hvor han også inddrog diverse ideosynkratiske omtaler af ham selv. Bl.a. skrev han dette: ”Ved et offentligt arrangement blev jeg af Politikens Bo Tao Michaëlis sammenlignet med psykopaten Norman Bates i Hitchcocks Psycho.”
Men nogle dage efter kunne Bo Tao i et stille og roligt læserbrev fortælle, at han i et foredrag om skurkologi havde sagt, at Bates så lige så ufarlig og tilforladelig ud som Jens Christian Grøndahl. Der var altså tale om en sjov replik, der blev forkert refereret. Rolig nu, rolig nu.
Det er ikke altid kønt at se forfattere i selvforsvar, men de skal være velkomne, og mit bud er at der vil komme mere af samme skuffe. Anmelderi er ikke en gentlemansport, og derfor kan vi heller ikke forvente at forfatterne skal lade sig uimodsagt ydmyge. De vil derimod i højere grad tage sig den rolle, som Liberal Alliances Anders Samuelsen er begyndt at dyrke overfor journalisterne. Han siger fra og skælder ud, uanset hvor solid den journalistiske research er. Og hans mål er entydigt: Han vil skabe tvivl hos seerne om studieværtens troværdighed og klogskab.
Hvis han kan få sympatien på sin side, menneskelig set, kan han fjerne fokus fra kritikkens substans. Det samme kan man sige om Ib Michael. Han vil gerne fremstå som offer for urimelig forfølgelse fra kritikerne – men vi må lige huske på, at hans seneste roman faktisk er rigtig dårlig. Og at det er anmeldernes ubarmhjertige pligt at skrive det i aviserne. Tomme trusler buldrer mest, og Ib Michael bør nu forberede et værdigt comeback. Forfattere, der går til ordentligt modangreb på kritikken har nemlig krav på respekt.