Anmeldelse i Weekendavisen den 29. april 2011.
Vendepunkter. Judith Hermanns nye bog er en fintfølt novellekreds om døden.
Vil du dø før eller efter mig?
Micha, Conrad, Richard, Malte og Raymond – fem mænd, fem relationer til Alice, fem noveller af tyske Judith Hermann. Tilsammen: En kreds af fortællinger om det at dø og det at være tilbage. Lavmælt, næsten begivenhedsløst, meget intenst og ekstrem fintfølt.
Judith Hermann blev født i 1970 og tilhører dermed den generation af tyske forfattere, der begyndte at skrive i tiden efter Murens fald, men ikke nødvendigvis konkret om Murens fald. Det store opbrud kaldte også på litterære generationsportrætter, psykologiske belysninger af menneskelige relationer, indre afviklinger – og ikke, som i den såkaldte Wende-litteratur, fortællinger om den samfundspolitiske omvæltning.
Og så alligevel er Judith Hermanns litteratur dybt optaget af, hvad der sker, når gamle sandheder slutter og nye begynder. Hun skriver så at sige sin egen form for vendepunkts-litteratur. Da hendes debutnoveller Sommerhus, senere – en bog der solgte 135.000 eksemplarer i Tyskland – udkom på dansk for lige præcis ti år siden, spurgte Politiken hende i et interview, om hun ligesom de personer, hun skriver om, er bange for at træffe endegyldige beslutninger.
”Ja, er du ikke det?” svarede forfatteren. ”Jeg har det sådan, at beslutninger bringer forskellige situationer til en afslutning, og jeg hader afslutninger. Jeg står altid med tvivlen om, hvorvidt det nu også var den rigtige beslutning. Også selv om enhver beslutning samtidig er begyndelsen på noget nyt. Det er bare skræmmende”.
I Judith Hermanns novellekreds Alice, er afslutningerne ikke til at komme udenom. Tværtimod har forfatteren konfronteret sig selv og sin hoved- og titelperson med fem ultimative afslutninger, men vel at mærke afslutninger, der ikke kalder på den tvivl, Judith Hermann taler om i interviewet, fordi de var uundgåelige og ikke er resultatet af beslutninger.
Novellekredsen består af fem dødstableauer uden temperament, men med udpræget følsomhed, eller med Neuer Züricher Zeitungs ord: Fem etuder over afskeder. Det handler om fem dødsfald i kredsen omkring Alice. En venindens mand, nogle ældre familiemedlemmer, en onkel som hun aldrig har kendt, fordi han begik selvmord før Alice blev født – og til sidst også kæresten Raymond. Døden kommer aldrig snigende, den kommer med sygdom eller alder, og i alle tilfælde har Alice mulighed for at indstille sig på det uundgåelige. Derfor er de fem noveller mere præget af stille rystelser end af store.
Judith Hermann skriver prægnant om de svære følelser ved de forestående dødsfald, f.eks. her, hvor Alice har besøgt en onkel, der ikke har langt igen:
”Efter dette besøg havde Alice spurgt Raymond. Vil du dø før mig eller efter mig. Efter dig, tror jeg, havde Raymond sagt. Det havde været lidt før ham svarede, tilsyneladende fandt han spørgsmålet umuligt. Hvorfor? Han havde ikke været helt sikker. Og du? Hun havde rystet på hovedet og holdt sin hånd op foran hans mund. Hun havde ikke kunnet svare på alt det.”
Judith Hermanns generation er i høj grad præget af kvindelige forfattere – f.eks. Juli Zeh, hvis nye roman også udkommer på dansk meget snart – og man taler derfor om den tyske litteraturs Fräuleinwunder, kvindemiraklet. Det kunne man med rette også gøre i Danmark om de forfattere, der er en lille håndfuld år ældre, end Judith Hermann, nemlig beslægtede novellekunstnere som f.eks. Pia Juul, Helle Helle og Naja Marie Aidt, alle forfattere der afsværger ydre handling, fokuserer på det psykologiske og dyrker det sproglige udtryk – og alle forfattere, der nævner Raymond Carver som et litterært forbillede (måske er Alices kæreste opkaldt efter ham?).
Judith Hermann: Alice. Oversat af Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad. Roman 184 sider, 198 kr. Batzer & Co.